»Tjeneste i Jesu Kristi navn«, Liahona, dec. 2025.
Sidste dages hellige røster
Tjeneste i Jesu Kristi navn
Da jeg hjalp min mormor ved juletid, lærte jeg mere om, hvad det vil sige at påtage sig Frelserens navn.
Illustration: Caitlin Droubay
Min mormor var den bedste til at give gaver. Hendes gaver var betænksomme og personlige, hver enkelt var pakket ind i smukt papir og bundet med en perfekt sløjfe. Hendes julegave var den, man ikke kunne vente med at få.
Sidst i 2016 fik mormor konstateret kræft. Denne kvinde, der delte så megen glæde ved juletid, skulle være på hospitalet i sin yndlingshøjtid. Da jeg tænkte på hende, spekulerede jeg på, hvordan jeg kunne hjælpe med at gøre juletiden til en glad tid. Fordi jeg kendte min mormor godt, vidste jeg at hun sikkert havde planlagt sine gaver for længe siden og ville være skuffet over ikke at kunne give dem.
Morfar sagde, at det netop var tilfældet. Da jeg tilbød min hjælp, fik jeg til opgave at forberede gaver til hvert af de 13 børnebørn, deres ægtefæller og mere end 27 oldebørn. Jeg prøvede at pakke ind, ligesom bedstemor gjorde. Jeg valgte omhyggeligt gaveposer, papir og konvolutter.
Ved at scanne et kort fra et tidligere år inkluderede jeg hendes årlige håndskrevne besked: »Kærlighed for evigt, mormor og morfar.«
Jeg ønskede, at alt skulle være perfekt – at gøre det, som hun ville have gjort. Da jeg var omkring halvvejs igennem poser, glitter og kort, hviskede Ånden til mig: »Dette er, hvad det betyder at påtage sig nogens navn. Det er sådan, det er at handle i en andens navn.«
I det dybt personlige øjeblik lærte jeg mere om, hvad det vil sige at påtage sig Jesu Kristi navn.
Når vi hver uge deltager i nadveren, vidner vi om, at vi er villige til at påtage os Jesu Kristi navn og altid erindre ham (se Moro 4:3; L&P 20:77). Jeg tager den opfordring mere personligt nu. Jeg forstår bedre, hvordan det at påtage sig Kristi navn indebærer at leve, som han ville.
Jeg vidste, hvordan mormor gav, fordi jeg havde modtaget hendes kærlighed og omtanke mange gange. Jeg ved, hvordan vor himmelske Fader og Jesus elsker og giver, fordi jeg er vidne til deres hånd i mit liv. Jeg er modtager af Kristi nåde. Jeg vil gerne gøre det, han ville gøre. Jeg ønsker, at det liv, jeg lever, den tjeneste, jeg yder, og den kærlighed, jeg deler, skal ligne hans liv, tjeneste og kærlighed – at det skal føles, som om det kommer fra ham.