»Guds plan for en evig familie«, Liahona, dec. 2025.
Guds plan for en evig familie
Familier, der tager imod Guds plan, elsker, som Frelseren elskede, og ærer deres pagter, vil en dag arve »velsignelserne ved evigt liv og en fylde af glæde.«.
Hen mod slutningen af min fuldtidsmission glædede jeg mig, da jeg modtog min begavelse og blev beseglet til mine forældre i São Paulo-templet i Brasilien.
Mine forældre, Aparecido og Mercedes, kom fra hver sin religiøse baggrund, men deres livserfaringer forberedte dem på at tage imod det gengivne evangelium.
Min far voksede op i en god familie, som ikke var religiøs. Ikke desto mindre var han som ung mand interesseret i religion. Han læste Bibelen, deltog i bibelundervisning og studerede Jesu Kristi liv. Hans studier gjorde, at han fik stor interesse for både Frelserens evangelium og familien, hvilket gav ham et ønske om at gifte sig med en person med samme tankegang.
Min mor kom derimod fra en meget religiøs familie. De tog imod evangeliets principper, kom til gudstjenester og praktiserede trofast deres religion. Min mor voksede op i det miljø og blev typen, der aldrig gik glip af et kirkemøde.
Så da mine forældre var blevet gift, og mine tre brødre og jeg var kommet til verden, gjorde de deres bedste for at opdrage os i lyset af deres kundskab om evangeliske principper. En dag sagde min tante, som var medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige men ikke var aktiv, til min far: »Du har fire drenge, min kære. Hvis du virkelig ønsker at opdrage en familie, der er centreret om Kristus og have Gud i din familie, må du komme i min kirke.«
Min far hørte, hvad hun sagde, men han gjorde ikke noget ved det, før den dag, hvor fuldtidsmissionærerne kom til vores nabolag, bankede på vores dør og begyndte at undervise os. Han indså hurtigt, at de repræsenterede den kirke, min tante havde opfordret ham til at undersøge.
Lys og sandhed
Noget af det, der i første omgang vakte mine forældres interesse for Jesu Kristi genoprettede evangelium, var den vægt, Kirken lægger på familien og læren om, at »meget af Guds arbejde med frelse og ophøjelse udføres i familien«. Inden de blev døbt, var mine forældre så imponerede over det, de lærte, at de inviterede naboer med til at blive undervist af missionærerne.
Noget af det, der i første omgang vakte mine forældres interesse for Jesu Kristi genoprettede evangelium, var den vægt, Kirken lægger på familien.
Da de mødtes med missionærerne og fortsatte med at studere evangeliet efter deres dåb, lærte mine forældre, hvordan de kunne »opdrage [deres] børn i lys og sandhed«, og hvordan de åndeligt kunne »sætte [deres] eget hus i orden« (L&P 93:40, 43).
De lærte, at »familien er af afgørende betydning i Skaberens plan for sine børns evige skæbne«, og at »lykke i familielivet vil med størst sandsynlighed opnås, når det baseres på Herren Jesu Kristi lærdomme«.
De lærte at »velfungerende ægteskaber og familier opbygges og bevares ved tro, bøn, omvendelse, tilgivelse, respekt, kærlighed, barmhjertighed, arbejde og sunde fritidsbeskæftigelser«.
De lærte, at familier kan være evige, og at »den samme sociale omgang, som findes blandt os her, skal findes blandt os der, blot bliver den ledsaget af evig herlighed« (L&P 130:2).
Og de lærte, at »det vigtigste formål med enhver undervisning, enhver aktivitet i Kirken er, at forældre og deres børn er lykkelige i hjemmet, beseglet i et evigt ægteskab og sammenføjet med andre generationer i deres familie«.
Med den viden ønskede de at blive beseglet som en evig familie.
Med evigheden for øje
Da mine forældre var blevet døbt, praktiserede de det, de lærte, idet de flyttede sig fra det verdslige til det evangeliske. De arbejdede på at forene vores familie ved at holde familieaften og studere skriften, trofast komme til Kirkens møder og udføre slægtsforskning. Med disse bestræbelser på at blive forenet håbede de på at opbygge en familie, der var forankret i frelsesplanen og havde evigheden for øje.
I 1965, det år mine forældre blev døbt, lå det nærmeste tempel i forhold til São Paulo i Brasilien næsten 9.650 km væk i Mesa i Arizona. Det var for dyrt for vores familie at rejse, så mine forældre måtte vente til indvielsen af templet i São Paulo i Brasilien i 1978, før de kunne modtage deres tempelordinancer og blive beseglet. På det tidspunkt tjente jeg som missionær i Rio de Janeiro.
Omkring to måneder før jeg afsluttede min mission i februar 1980, gav min missionspræsident min kammerat og jeg lov til at rejse natten over med stavsmedlemmer fra Rio de Janeiro til templet i São Paulo, så jeg kunne modtage min begavelse og blive beseglet til mine forældre. Ligesom mine forældre havde jeg ventet i årevis på de lovede velsignelser ved tempelordinancerne og -pagterne.
Den oplevelse ændrede mit syn på fremtiden og gav mig det første glimt af sandheden i præsident Russell M. Nelson nylige ord: »Tid i templet vil hjælpe jer til at tænke celestialt og til at fange visionen om, hvem I virkelig er, hvem I kan blive og hvilket liv, I kan leve for evigt«.
Min korte tid i templet ved den lejlighed havde stor indflydelse på resten af min missionering. Med det nye perspektiv fik det at vidne om templet og vigtigheden af Guds plan for familier også en varig indvirkning på mit liv.
Da min hustru, Rosana, og jeg giftede os to år efter min mission, blev vi beseglet i templet med en vision om at skabe vores egen evige familie. For at gøre det arbejdede vi sammen om at skabe familietraditioner som dem, vores forældre havde lært os, der alle er fokuseret på Frelseren, hans lærdomme og hans nutidige profeters lærdomme.
I dag opdrager vores børn deres børn med de samme evangeliske principper om lykke. For os betyder familien alt, fordi vi forstår familiens centrale rolle i Guds plan.
Som generalautoritet havde jeg privilegiet af at kunne besegle mine tre børn til deres ægtefæller i templet. Det var en smuk oplevelse at se dem i øjnene i det øjeblik, de knælede ved alteret i templet. Jeg kunne se mine efterkommere blive velsignet med de samme evangeliske principper, som mine forældre havde lært mig, og som Rosana og jeg havde undervist dem om. Jeg kunne se de velsignelser fortsætte i fremtidige generationer. Og jeg blev mindet om, hvem der gør det hele muligt.
En julepåmindelse
Familien er afgørende i Guds plan for lykke, men uden Frelseren Jesus Kristus ville den plan ikke være mulig. Hans forsoning og de ordinancer og pagter, der findes i hans evangelium, muliggør løftet om ophøjelse.
Præsident Nelson har sagt: »Ophøjelse er et familieanliggende. Kun gennem Jesu Kristi evangeliums frelsende ordinancer kan familier blive ophøjet. Det ultimative mål, vi stræber efter, er, at vi bliver lykkelige som familie – at vi har modtaget begavelsen, er blevet beseglet og forberedt til evigt liv i Guds nærhed.«
Når jeg besøger steder, jeg aldrig har set før, prøver jeg at finde et lille krybbespil, der minder Rosana og mig om Frelseren. Jeg har en hel samling.
Mens vi tænkte over de ydmyge krybbespil, tænkte min hustru og jeg engang: »Hvad er det, der virkelig betyder mest i vores liv?« Svaret er selvfølgelig Frelseren, hans evangelium og vores familie. For at minde os om vor himmelske Faders kærlighed til os, og om at det er gennem Frelseren, at løftet om evige familier bliver muligt, placerede vi før jul for nogle få år siden alle vores krybbespil på to store hylder i vores hjem – og lod dem stå fremme i stedet for at pakke dem væk efter jul. Den tradition hjælper os til at bevare julens ånd i vores hjem året rundt.
Når vi hver dag ser på disse krybbespil, minder de os blidt om Frelserens centrale rolle i vores liv. De minder os om, at fred på jorden nu (se Luk 2:14) og evig lykke i den næste verden afhænger af Frelseren og af at ære de pagter, vi har indgået med ham. Og de minder os om, »at han kom til verden, nemlig Jesus, for at blive korsfæstet for verden og for at bære verdens synder og for at helliggøre verden og at rense den for al uretfærdighed;
for at alle, som Faderen har givet i hans magt og skabt ved ham, kunne blive frelst ved ham« (L&P 76:41-42).
Ligesom vi lærte disse sandheder af vores forældre, har Rosana og jeg arbejdet på at videregive dem til vores børn. Nu underviser vores børn deres børn om de samme sandheder. De frø, der blev sået i mine forældres hjerte for 60 år siden i vores lille hjem i Brasilien, har blomstret og båret frugt, »som er yderst dyrebar, som er mere sød end alt, hvad der er sødt, og som er mere hvid end alt, hvad der er hvidt, ja, og mere ren end alt, hvad der er rent« (Alma 32:42).
Jeg vidner om, at de, der favner Guds plan for familier, elsker, som Frelseren elskede, og ærer deres pagter, en dag vil arve »velsignelserne ved evigt liv og en fylde af glæde« sammen med deres kære og med Faderen og Sønnen.