Profeti og tålmodighed: Kirkens 100 år i Sydamerika

Blandt dem, der var til stede sammen med profeten den dag i 1834, var apostlen Parley P. Pratt. Sidst i året 1851 påbegyndte han en ambitiøs mission med sin gravide hustru, Phoebe, og missionærkammeraten Rufus C. Allen. Drevet af et ønske om at se profeten Josephs løfte blive opfyldt, gik gruppen i land i Valparaíso i Chile for at begynde forkyndelsen af Jesu Kristi gengivne evangelium i Sydamerika.

Den komplicerede økonomiske og politiske situation på det tidspunkt kombineret med, at Mormons Bog ikke var blev oversat til spansk, gjorde missioneringen vanskelig. Derudover døde familien Pratts nyfødte søn, Omner, der blev født i Chile, kort tid efter deres ankomst. Efter kun få måneder konkluderede Parley, at det ikke var det rette tidspunkt for Kirken at blive grundfæstet i Sydamerika. Men han forblev overbevist om, at Herrens ord en dag ville gå i opfyldelse.

Selvom Parley aldrig vendte tilbage til Sydamerika, spillede hans barnebarn Rey L. Pratt en afgørende rolle i etableringen af Kirken der. Han og Rulon S. Wells ledsagede ældste Melvin J. Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum til Argentina i 1925 for at oprette en mission. Nogle få år tidligere havde medlemmer fra Tyskland slået sig ned i den travle by Buenos Aires og var begyndt at undervise deres venner og naboer.

En uge efter ældste Ballards og hans kammeraters ankomst til byen døbte de de første omvendte på kontinentet. Derpå samledes de, tidligt julemorgen under en klynge piletræer i en park. Under ledelse af Heber J. Grant, Kirkens præsident, og gennem den apostolske myndighed, som han bar, bad ældste Ballard en bøn for at indvie Sydamerika til forkyndelse af evangeliet.

»Jeg [låser] nu op og åbner døren til evangeliets forkyndelse i alle de sydamerikanske lande,« bad han, »og befaler enhver magt, som sætter sig imod evangeliets forkyndelse i disse lande, om at holde inde.«

Det viste sig imidlertid at være vanskeligt at finde flere mennesker, der var interesserede i deres budskab. Missionærerne brugte utallige timer på at kontakte folk på gaderne og uddele tusindvis af brochurer i håb om at tiltrække opmærksomhed til deres møder.

Da ældste Ballard kun havde haft begrænset succes, ytrede han en bemærkelsesværdig profeti om Kirkens fremtid i Sydamerika, kort tid før han vendte hjem. Overfor en lille håndfuld hellige vidnede han om, at »værket ville vokse langsomt frem her, akkurat som et egetræ vokser langsomt op fra et agern«. Men ulig en solsikke, der skyder op på en dag og »vokser hurtigt op for så at dø«, ville evangeliet sprede sig gradvist. »Tusindvis vil tilslutte sig Kirken her,« udtalte han. »Værket her er lige nu det mindste, det nogensinde vil være.« Ældste Ballard forudsagde endvidere, at missionen »vil blive delt op i mere end én mission og blive en af Kirkens stærkeste«.

På det tidspunkt virkede ældste Ballards erklæring om Kirkens skæbne i Sydamerika næsten lige så utrolig, som den profeti Joseph Smith havde ytret årtier tidligere. Ikke desto mindre har Kirken gennem årtier bredt sig ud over kontinentet i Herrens tid, som ældste Ballard profeterede om for 100 år siden.

Fra Argentina krydsede missionærerne med tiden over til nabolandene Brasilien, Chile og Uruguay. Derfra spredte værket sig til andre lande. I områder som Guyana, Paraguay og Venezuela var sidste dages hellige fra fremmede lande medvirkende til at introducere troen. Andre steder nåede budskabet om det gengivne evangelium frem år, forinden medlemmer eller missionærer nåede frem.

Det var tilfældet med familien Fandiño, der boede på den caribiske kyst i Ciénaga i Colombia. En dag, da Margarita Fandiño besøgte det lokale marked, fandt og købte hun et brugt eksemplar af Mormons Bog. Familien accepterede den som hellig skrift og læste og fremhævede meningsfulde vers, indtil Margaritas datter Kellys viste bogen til sin lokale ungdomsgruppe for bibelstudier. Til hendes overraskelse greb præsten Mormons Bog og brændte den. Kun få år senere kom missionærerne til byen Ciénaga og underviste Margarita og hendes familie om deres elskede bog og om genoprettelsen.

I den modsatte ende af kontinentet, i verdens sydligste by, Ushuaia i Argentina, fangede løftet om evige familier både Amanda Robledo og hendes mands, Ricardo, opmærksomhed. Efter sin mors død besøgte Amanda forskellige trosretninger i håb om, at Jesu Kristi lærdomme kunne hele hendes hjerte. Da missionærerne senere fandt parret og lærte dem, at familier kunne blive beseglet til hinanden, følte Ricardo Helligånden og ønskede at blive døbt. Amanda blev ligeledes rørt, men forblev usikker på grund af rygter, hun havde hørt. Til sidst overbeviste kærligheden til familien og ønsket om at være sammen med dem for evigt hende om at tilslutte sig Kirken og blive knyttet til dem gennem tempelordinancer.

Selv da det gengivne evangelium spredtes over hele kontinentet, forblev velsignelserne ved Herrens hus uden for rækkevidde for de fleste medlemmer i Sydamerika. Indtil færdiggørelsen af templet i São Paulo i Brasilien i 1978 var det kun dem, der kunne rejse til USA eller Europa, der havde privilegiet af at indgå evige pagter og deltage i ordinancer for andre. Hellige i hele Sydamerika bidrog til templets opførelse ved at arbejde på byggepladsen, sælge værdigenstande og donere opsparinger.

Kort tid efter indvielsen af templet tog Efraín og Maria Ondina Rodríguez fra Arequipa i Peru turen til São Paulo. Komplikationer ved internationale grænseovergange og udbrud af en revolution gjorde deres tur til en næsten månedlang rejse. På trods af, at de mødte mange vanskeligheder, blev de ved tro og beslutsomhed forenet som evige partnere. For andre krævede tempelbesøg at krydse brusende floder og de høje Andesbjerge for at blive beseglet til hinanden for evigt som familie.

Rejsen til Herrens hus krævede også store ofre for sidste dages hellige i Brasilien. Manaus, der ligger langs bredden af Amazonfloden, var en uges rejse fra São Paulo. At nå templet indebar en dyr og langvarig rejse gennem junglen i en båd i tre eller fire dage og derefter yderligere tre dage i bus. Undervejs oplevede de hellige fra Manaus mangel på mad og vand, biluheld og endda røverier, forhindringer, som kun blev overvundet gennem mirakler og hjælp fra andre medlemmer. For dem, der foretog rejsen, opvejede den åndelige fred, de modtog, ethvert tilbageslag, de havde lidt.

Efterhånden som hellige tempelpagter er blevet mere tilgængelige, er disse oplevelser og andre blevet en rig arv af tro for alle hellige i Sydamerika.

Profetier om Kirken i Sydamerika bliver opfyldt for øjnene af os. Riget har i sandhed bredt sig ud over kontinentet, som profeten Joseph Smith forudså. Der bor flere end fire millioner medlemmer i Sydamerika, og der findes menigheder i alle lande der. I dag er der mere end 30 fungerende templer, og mange flere er bekendtgjort eller er under opførelse.

Det frø, som ældste Melvin J. Ballard plantede for hundrede år siden, har virkelig båret frugt. Den sydamerikanske mission, som han forudsagde ville blive delt en dag, er blevet til over 100 separate missioner. Ligesom et egetræ med dybe rødder har Kirken i Sydamerika nu en stærk stamme, der vil gøre det muligt for grenene at nå endnu længere ud. Et blik tilbage på de sidste 100 år i Sydamerika viser, hvordan vor himmelske Fader fortsætter med at holde de løfter, han har givet gennem sine profeter.