Jeg tager hjem.

Illustration: Caitlin Droubay

Når jeg transporterer olie i de øde områder i North Dakota i USA, ser jeg ikke meget venlighed. Juletiden er ingen undtagelse.

For et par år siden tænkte jeg: »Hvordan kan jeg være med til at ændre det?« Mens jeg tænkte over dette spørgsmål, begyndte jeg at bestille en kasse chokoladeæsker hver december og dele dem ud til andre lastbilchauffører og folk i oliefelterne.

Hver morgen, inden jeg kørte ud for at transportere olie, bad jeg vor himmelske Fader om at hjælpe mig med at udføre mit arbejde korrekt, effektivt og sikkert. Derefter bad jeg ham om at hjælpe mig med at finde mennesker, der kunne bruge lidt julehumør. Når jeg fulgte tilskyndelserne, kunne jeg mærke, at folks byrder blev lettere, bare ved at have nogen at tale med og få lidt chokolade.

En morgen følte jeg mig tilskyndet til at tage to æsker med. Da jeg kørte ind på en oliebrøndsstation den dag, tilskyndede Ånden mig til at give en æske til en mand der. Efter at han havde takket mig, begyndte jeg at bakke min tankvogn ind på pladsen bag mig. En mand i en vandtankvogn længere bag mig begyndte at råbe ad mig, fordi jeg bakkede ind på det, han anså for at være sin plads.

Desværre råbte jeg tilbage ad ham. Jeg tog pladsen og ventede, mens min tankvogn blev fyldt med olie. Da min tankvogn var fuld, og jeg begyndte at køre ud af borepladsen, så jeg manden igen.

En stærk tilskyndelse fra Helligånden kom over mig: »Den mand har brug for en æske chokolade«.

Jeg protesterede: »Åh, ikke ham«.

Jeg vidste dog, at jeg ikke delte chokolade ud, for at jeg skulle få det bedre. Jeg gjorde det, fordi jeg ønskede at følge Herrens tilskyndelser og gøre, hvad han ønskede, at jeg skulle gøre for andre – uanset hvor svært det var at følge tilskyndelserne.

Jeg gik hen til manden, som stirrede vredt på mig, da han så mig nærme sig.

»Vi kom skævt ind på hinanden«, sagde jeg. »Jeg hedder Vaun Kearsley. Jeg vil gerne ønske dig en glædelig jul«.

Jeg rakte ham æsken med chokolade og gav ham hånden. Inden han slap min hånd, brød han sammen i gråd.

»Vaun, jeg har været i oliefelterne i seks år«, sagde han. »Manglen på venlighed heroppe er hjerteskærende. Det føles, som om alle er onde mod hinanden. De passer bare sig selv allesammen og er ligeglade med andre herude.«

Så tilføjede han: »I dag sagde jeg, at hvis ikke én eneste person er venlig mod mig, vil jeg på min sidste tur i dag fylde min lastbil med så meget vægt som muligt og køre den ind i en mur.«

Jeg greb ham i armen og sagde: »Gør det ikke. Smid ikke dit liv væk«.

Jeg fortalte ham om Frelseren Jesus Kristus og hans evangelium. Jeg fortalte ham om den kærlighed, det lys og den forståelse, han har for alle. Mens vi talte sammen, fandt jeg ud af, at han havde en lille søn i Idaho, som han savnede. Jeg bad ham indtrængende om ikke at ødelægge sit liv eller skade dem, han elskede, på grund af den smerte, han følte. Da vi omfavnede hinanden, fortalte jeg ham, at jeg håbede på at se ham igen, og at han ville ombestemme sig.

I løbet af de næste par uger så jeg ham og hilste jeg på ham hver dag. Under et stop den 23. december gik han hen til mig og sagde: »I dag er min sidste dag, Vaun. Jeg flytter hjem igen for at være tættere på min søn.«

I en tale om at lade Gud råde i vores liv, sagde præsident Russell M. Nelson: »Vil I lade hans ord, hans befalinger og hans pagter påvirke, hvad I foretager jer hver dag? Vil I give hans røst højere prioritet end nogen anden? Er I villige til at give, hvad som helst Herren har brug for, at I gør, forrang over alle andre ambitioner? Er I villige til at lade jeres vilje blive opslugt af hans?«

At dele æsker med chokolade ud var en enkel udøvelse af tro, men Herren gjorde det til noget langt større (se L&P 64:33). Jeg ved ikke, hvad der ville være sket den dag, hvis jeg var kørt videre og havde ignoreret Helligånden. Jeg ved kun, at jeg fulgte en tilskyndelse, og det førte til noget meget godt.

Der er kraft i at adlyde buddene, lytte til Ånden og vise venlighed. Vi bør stræbe efter at huske, at hver eneste person, vi ser, er en søn eller datter af vor himmelske Fader. Når vi bærer Kristi lys og deler det, lægger hans børn mærke til det (se L&P 84:45-46).