Glædeligt budskab om stor glæde

Den første bekendtgørelse var til hyrderne på højene ved Betlehem. En engel og et himmelsk kor forkyndte »en stor glæde, som skal være for hele folket: … en frelser … han er Kristus, Herren« (Luk 2:10-11). Hyrderne blev sandsynligvis valgt til at modtage disse glædelige tidender, fordi de var sagtmodige og ydmyge. Derfor var de unikt modtagelige for himlens budskab, som de bekræftede ved at besøge den nyfødte. Derpå, står der i skriften, »fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn« (Luk 2:17).

Både deres arbejde som hyrder og de får, de tog sig af, var eksempler, som Frelseren brugte i sin undervisning. Og da Jesus kom til Johannes Døber i begyndelsen af sin tjenestegerning, erklærede denne profet: »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd« (Joh 1:29).

Den anden bekendtgørelse om Messias’ fødsel var i templet i Jerusalem til to hellige personer, hvis gudfrygtige liv kvalificerede dem til at modtage Helligåndens vidnesbyrd.

Da Maria og Josef bragte Jesusbarnet til templet til at bringe det offer, der var foreskrevet for den førstefødte, vidnede Simeon og Anna begge om, at han var Messias. I skriften står der, at Simeon tog barnet i sine arme og velsignede Gud for at lade ham se »din frelse«, et »lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel«. Og Anna, »en profetinde«, »trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning« (Luk 2:30, 32, 36, 38; se også Luk 2:22-38).

En tredje gruppe hørte om denne bemærkelsesværdige fødsel. Bibelen, som er blevet lidt forbedret af Joseph Smith, fortæller:

»Der [kom] vise mænd fra Østerland til Jerusalem

og spurgte: ›Hvor er det barn, der er blevet født, jødernes Messias? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham‹« (se JSO, Matt 3:1-2, se også Matt 2:2).

Ud fra deres forespørgsel er der ingen tvivl om, at de blev ledt af Herren til hans hellige formål. Bibelen belærer om, at »ingen anden kender det, der vedrører Gud, medmindre han har Guds ånd« (se JSO, 1 Kor 2:11). De vise mænd kom fra et andet land og en anden kultur, så at der blev vidnet for dem var en påmindelse om, at Messias blev født for alle mennesker. Der kan desuden have været et andet formål. Værdien af det guld og de andre gaver, de vise mænd præsenterede, hjalp måske Maria og Josef til at foretage deres hastige rejse til Egypten og til at blive der for at redde Kristusbarnet, da hans liv blev truet af kong Herodes’ ugudelige ordre (se Matt 2:11-16).

Er det ikke interessant, at Kristi mirakuløse fødsel og noget af betydningen af den begivenhed kun blev gjort kendt for de meget ydmyge, de meget hellige og de meget vise? Som ældste James E. Talmage (1862-1933) fra De Tolv Apostles Kvorum sagde i Jesus Kristus: »Gud oprejste i sandhed vidner om sig selv for at imødekomme alle lag i samfundet og mennesker i alle situationer – vidnesbyrdet fra engle for de fattige og de ydmyge; vismændenes vidnesbyrd for den hovne konge og de stolte præster i Judæa.«

Når vi erindrer Simeon og Anna, kan det inspirere os til at blive som dem og tilføje vores vidnesbyrd om den hellige fødsel og formålet med den i denne juletid.

For os er der intet nyt i fejringen af Kristi fødsel. Budskabet er tidløst og velkendt. Adam blev belært om det. Det blev forkyndt for Israels børn. Det blev åbenbaret for Lehis efterkommere. Igen og igen forkyndte profeterne de centrale sandheder i Jesu Kristi lærdomme og forsoning. Gang på gang forkyndte de hans mission og belærte om buddet om, at Guds børn elsker og tjener Gud og hinanden. Disse erklæringer, der har genlydt gennem tiderne, er det vigtigste budskab i al evighed. For dem, der følger Kristus, skal disse erklæringer ikke omarbejdes. De skal omsættes hos os hver især.

Julen vækker et ønske i os om at række ud over vores normale kreds af kærlighed og venskab. Den himmelske proklamation »fred til mennesker med Guds velbehag« (Luk 2:14) var ikke begrænset til dem, som vi allerede har kærlighed og hengivenhed for. Den påpeger velvilje mod bekendte, fremmede, selv mod fjender. Julen er også en tid til at tilgive, en tid til at hele gamle sår og genoprette forhold, der er gået i stykker.

Julen er en tid til at fjerne arrogance og provokation, til at begrænse kritik, til at udvise tålmodighed og til at lægge mindre vægt på det, der skiller mennesker. Vi bliver tilskyndet til at udvise oprigtigt fællesskab med alle mennesker, både dem, der deler, og dem, der ikke deler vores tro, når vi følger det bud, Gud gav profeten Moses til Israels børn:

»Når en fremmed bor som gæst i jeres land, må I ikke udnytte ham.

Den fremmede, der bor som gæst hos jer, skal være som en af landets egne, og du skal elske ham som dig selv« (3 Mos 19:33-34).

Julen er en tid til at huske, at vi alle er børn af en Fader i himlen, der gav sin Enbårne Søn, så alle ville blive forløst fra døden, og som har tilbudt frelsens og ophøjelsens velsignelser til hele menneskeheden på de samme betingelser.

Som Kristi tilhængere bør vi være de venligste og mest hensynsfulde af alle mennesker overalt. Vi bør lære vores børn at være venlige og hensynsfulde over for alle. Vi bør selvfølgelig undgå den slags forbindelser og aktiviteter, der kan gå ud over vores opførsel eller udvander vores tro og tilbedelse. Men det bør ikke hindre os i at samarbejde med folk af nogen anden overbevisning – om de er troende eller ikke-troende.

For nogle få årtier siden udtalte præsident Thomas S. Monson (1927-2018) disse ord: »Hyrderne søgte barnet, Jesus. Men vi søger Jesus, Kristus, vores ældre bror, vor Formidler hos Faderen, vor Forløser, frelsens ophav; han, som i begyndelsen var hos Faderen, han, som påtog sig verdens synder og så villigt døde, så vi kunne leve for evigt. Det er den Jesus, vi søger.«

Sidste dages hellige er unikt kvalificeret til at fejre Jesu Kristi frelsende budskab hele året. Vi har Helligåndsgaven, hvis mission det er at vidne om Faderen og Sønnen (se 2 Ne 31:18; 3 Ne 16:6). Vi er børn af en Fader i himlen, der erklærede: »Dette er min gerning og herlighed: At tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket.« (Moses 1:39).

Og profeterne for vor Frelser, Jesus Kristus, som er Herren Israels Gud, har kundgjort hans evangelium.

»Han kom til verden, nemlig Jesus, for at blive korsfæstet for verden og for at bære verdens synder og for at helliggøre verden og at rense den for al uretfærdighed;

for at alle, som Faderen har givet i hans magt og skabt ved ham, kunne blive frelst ved ham;

som herliggør Faderen og frelser alt, hvad hans hænder har skabt« (L&P 76:41-43).

Derfor erklærer vi i hans genoprettede kirke, at »vi tror, at hele menneskeheden i kraft af Kristi forsoning kan blive frelst ved lydighed mod evangeliets love og ordinancer« (TA 1:3). Og med fordums og nutidige profeter siger vi: »Vi takker Gud for den enestående gave, som han har givet os i form af sin guddommelige Søn.«