»At lade Kristi lys skinne gennem os – tanker om min far«, Liahona, dec. 2025.
Pagtskvinder
At lade Kristi lys skinne gennem os – tanker om min far
Vores lys skinner klarest, når vi elsker, som Jesus elskede.
Illustration: David Green
Måske kender I nogen, der er gået over på den anden side af sløret – nogen, I bruger lidt ekstra tid på at tænke på i december og ved juletid.
For mig er det min far. Han har fødselsdag i december. Han døde lige efter jul for næsten 18 år siden.
Min far havde altid et arbejde, der krævede, at han rejste meget.
Han rejste med fly i en tid før, der var høretelefoner. Der var ingen skærm bag på sædet foran ham. Ingen online underholdning. Ingen mobiltelefon, tablet eller bærbar computer.
Dengang havde man tre muligheder for at fordrive tiden under rejsen: sove; læse en bog, et blad eller en avis; eller tale med den person, der sad ved siden af én.
Min far valgte altid den tredje.
Han kom hjem fra hver rejse med en historie om sin sidemand. Hans eller hendes livshistorie!
Jeg ved ikke, hvor meget min far fortalte om sig selv. Men han havde en usædvanlig evne, en gave for at lytte. Folk følte sig trygge ved ham. Trygge nok til at dele deres personlige historier – hjertesorger og triumfer og alt derimellem.
Og fordi min far altid var optimist, en sand Jesu Kristi discipel, ved jeg, at folk forlod deres flysæde med en følelse af at være blevet set, hørt, rummet og lidt mere glade og optimistiske, end da de gik ombord.
Min far troede på noget, som ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum engang skrev: »Den samme Gud, der placerede stjernen i et nøjagtigt kredsløb, årtusinder før den viste sig over Betlehem for at markere barnets fødsel, har givet hver eneste af os mindst samme opmærksomhed ved den præcise placering af os i et menneskeligt kredsløb, således at lyset ved vores personlige liv, hvis vi vil, må lyse, så det ikke blot må lede andre, men også varme dem.«
På et andet tidspunkt udtrykte ældste Maxwell sin ide på denne måde: »[Guds] planlægning og præcision vedrører ikke kun astrofysiske kredsløb, men også menneskelige kredsløb … Ligesom julestjernen har vi alle, hvis vi er trofaste, et forudbestemt kredsløb.«
Vil I være opmærksomme på mennesker i jeres menneskelige kredsløb?
Hvem har universets Gud placeret på jeres vej?
Hvordan kan I som Jesu Kristi disciple være mere bevidste om at varme og oplyse deres vej?
Kilden til alt lys – vor Frelser, Jesus Kristus – beder os om at lade det lys, vi får fra ham, skinne igennem os (se Matt 5:14-16; 3 Ne 12:14-16). En måde, vi gør det på, er ved at være opmærksomme på folk omkring os. Anerkende dem. Lytte til dem. Elske dem. Vores lys skinner, når vi elsker, som Jesus elskede.
I denne tid, hvor vi fejrer fødslen af ham, der er kilden til alt lys, deler jeg min overbevisning om, at han er opmærksom på os hver især, og at han elsker hver enkelt af os. Han oplyser ikke blot stien, men baner også gennem sin uendelige og dybt personlige forsoning vejen hjem.