»Vugget i søvn af Herren«, Liahona, juli 2025.
Sidste dages hellige røster
Vugget i søvn af Herren
Gud hjalp med at berolige vores søn og trøste mig, da vi havde desperat brug for det.
Illustration: David Malan/Malan Creative
Da vores første barn, Caden, var 10 måneder gammel, overlod min mand, David, og jeg ham i mine forældres varetægt for første gang. Vi gik ud og spiste middag og gik derefter i biografen. Da vi havde hentet vores popcorn og sat os ned, ringede min mor.
Vores baby trak ikke vejret, og en ambulance var på vej!
Vi kørte hjem i panik og løb indenfor, hvor vi så Caden, der lå i min mors arme og smilede til redderne. Han havde det fint, men han havde haft et krampeanfald.
Lægerne kunne ikke fastslå årsagen til anfaldet eller til to efterfølgende anfald, men de ordinerede noget medicin, som skulle hjælpe. Som førstegangsmor var jeg knust. Caden virkede okay, men oplevelsen rystede min tro. Jeg blev opslugt af stress og bekymring.
To år senere anbefalede en neurolog at udføre et elektroencefalogram (EEG) på Caden, en test, der ville måle hans hjerneaktivitet, mens han sov. Hvis resultaterne så gode ud, kunne han stoppe med at tage medicin imod anfald.
Jeg var bekymret for prøven, fordi Caden var holdt op med at tage middagslur et år tidligere. Hvordan skulle vi få ham til at sove på et travlt lægekontor med elektroder på hele hovedet?
Aftenen før prøven gav David Caden en præstedømmevelsignelse. Da han begyndte at velsignelse ham, følte jeg Ånden stærkt. Jeg vidste, at det hele nok skulle gå. Det var første gang siden hans første anfald, at jeg følte fred.
Den næste dag fastgjorde lægerne elektroder til Cadens hoved. Så lagde vi ham på undersøgelsesbordet og slukkede lyset.
Han faldt i søvn efter få minutter. Det virker måske ikke som et mirakel, men han havde ikke taget en middagslur i over et år.
Vor himmelske Fader havde ikke glemt os. Hans Ånd var der på lægens kontor; den beroligede Caden og trøstede mig. Min indstilling til prøvelser og præstedømmevelsignelser ændrede sig den dag. Jeg ved, at præstedømmets kraft er virkelig.
Caden er nu en ung voksen. Han har ikke haft et anfald, siden han var baby. Han har stået over for andre udfordringer, men har overvundet de fleste af dem. Jeg ved, at Herren fortsat våger over ham og dæmper min frygt (se Luk 8:50).