Jeg føler fred i mit hjerte

Junya Mizoguchi fra Kyoto i Japan

Som sygeplejestuderende følte jeg ikke, at jeg havde tid til min kirkekaldelse og mine studier. Men jeg havde lært i min ungdom, at tjeneste og lydighed mod Guds bud fører til et lykkeligt liv.

I mine tidlige ungdomsår tænkte jeg på at forlade Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Men på samme tid indså jeg, at jeg ikke havde fulgt alle Kirkens lærdomme. Jeg besluttede mig for, at hvis jeg skulle melde mig ud af Kirken, skulle det føles rigtigt.

Så jeg besluttede, at jeg ville prøve at adlyde alt det, evangeliet lærer os om. Hvis jeg så følte, at lærdommene ikke gav mening, kunne jeg forlade Kirken uden at fortryde noget.

Med al »kraft, sind og styrke« (L&P 4:2) forsøgte jeg at adlyde det, Herren lærer os, og jeg holdt øje med, hvad der kom ud af det. I den periode oplevede jeg en lykke i en grad, jeg næsten aldrig havde oplevet før. Ved at blive i Kirken følte jeg, at jeg kunne leve lykkeligt og vide, hvad sand lykke er.

Efter den oplevelse besluttede jeg mig for at tage på mission og dele den fred, jeg følte i mit hjerte. Uanset hvilke prøvelser jeg ville møde, havde jeg lært, at hvis jeg beder til Gud, vil han støtte mig, give mig håb og hjælpe mig til at forstå årsagen til mine vanskeligheder.

Hvad skulle jeg gøre?

Efter min mission, mens jeg studerede til sygeplejerske, brugte jeg meget tid hver dag på jobtræning. Bagefter lavede jeg lektier til kl. 2 eller 3 om natten. Så sov jeg lidt, inden jeg skulle i praktik næste dag.

På det tidspunkt tjente jeg som Unge Mænds præsident i menigheden. Det var meget svært for mig at studere og passe min kirkekaldelse. Jeg vidste, at hvis jeg bad om at blive afløst fra min kaldelse, ville jeg ikke være i stand til at undervise de unge mænd om vigtigheden af at følge Guds sti eller modtage de velsignelser, han havde i vente til mig.

»Hvad skal jeg gøre?« spurgte jeg vor himmelske Fader. »Min krop og mit sind er et stort rod, og jeg tror ikke, at jeg gør tingene på den måde, du ønsker, jeg skal gøre dem.«

Efter min bøn følte jeg mig trøstet. Jeg følte, at Gud sagde til mig: »Den tid, du bruger på at arbejde så hårdt, er vigtig for dig. Det kan være svært at have så travlt et skema, men hvis du overvinder denne prøvelse nu, vil jeg bruge dig til at velsigne og hjælpe mange andre i fremtiden.«

Dette svar gav mig vished om, at der var et formål med det hele, hvis jeg holdt ud, ville jeg blive i stand til at udføre et særligt arbejde i fremtiden.

Jeg indrømmede over for de unge mænd, hvor svær skolen var for mig. Men jeg fortalte dem også, at Kirken og evangeliet er vigtigt og bør være centrum i vores liv, selv under vanskelige forhold. Jeg udtrykte min kærlighed til dem og fortalte dem, at jeg virkelig prøvede at udføre min kaldelse, fordi de var lige så vigtige for mig som mine studier. De græd, da sandheden om disse ting rørte deres hjerte.

Velsignet for at tjene

Mens jeg fortsatte med at tjene de unge mænd og undervise dem i evangeliet, tænkte jeg meget over deres komplicerede teenagefølelser, når de kom i kirke og lærte om evangeliet. Jeg fokuserede på deres mentale helbred og hjalp dem med deres individuelle behov.

At tjene de unge mænd hjalp mig til at udvikle en evne til at observere og lægge mærke til små forandringer hos mennesker. Nu hvor jeg arbejder som sygeplejerske og tager mig af snesevis af patienter, har jeg forstørret denne evne, når jeg omgås andre.

»Den patient siger, at du virkelig forstår hans følelser,« fortæller kolleger mig. Eller en patient kan sige: »Jeg synes, du er nem at tale med.«

Tjeneste i kirkekaldelser har også velsignet mig derhjemme. Jeg har lært at prioritere min hustru, ligesom jeg har lært at blive mindre selvcentreret.

»Hvis jeg var vor himmelske Fader,« spørger jeg mig selv, »hvordan ville han så styrke denne familie, og hvad skal jeg gøre for at opnå det?«

Fordi jeg har studeret evangeliet af hele mit hjerte, ved jeg, hvordan og hvorfor jeg skal undervise mine børn i, at Kirken er vigtig. Min hustru og jeg ved, hvordan vi kan nære vores familie åndeligt, fordi vi bygger vores undervisning på Frelserens lærdomme.

Jeg føler håb og fred i mit hjerte ved at følge Herrens lærdomme og lytte til hans tilskyndelser. Han har været ved min side hele vejen og har velsignet mig gennem min lydighed og mine kaldelser, så jeg har kunnet velsigne og hjælpe andre. Uanset hvilke prøvelser jeg får, ønsker jeg at leve mit liv på en sådan måde, at jeg kan gøre det, som Jesus Kristus ønsker, at jeg skal gøre (se 2 Ne 32:3).