2025
Omsorg: Et globalt initiativ til forbedring af kvinders og børns trivsel
Juli 2025


»Omsorg: Et globalt initiativ til forbedring af kvinders og børns trivsel«, Liahona, aug. 2025.

Kvinder i pagten

Omsorg: Et globalt initiativ til forbedring af kvinders og børns trivsel

Vi bringer Jesu Kristi kærlighed og lindring til hele verden, når vi tager os af dem i vores hjem, nabolag og lokalsamfund.

Hjælpeforeningens inspirerede virke har haft rødder dybt forankret i humanitært arbejde og omsorg for de trængende siden dens guddommelige begyndelse i 1842. I det 20. århundrede sendte hjælpeforeningssøstre korn, som de havde oplagret, for at hjælpe med at brødføde dem, der var ramt af naturkatastrofer og hungersnød. De oprettede hospitaler, støttede kvinder med deres medicinstudie og oplærte kvinder i sygepleje og fødselshjælp, hvilket forbedrede dødeligheden for mødre og nyfødte betydeligt. De var også med til at fremme uddannelse ved at oprette skoler og læsefærdighedsprogrammer.

I dag er næsten otte millioner hjælpeforeningssøstre verden over fortsat engageret i at tage sig af de trængende. Hjælpeforeningen støtter kvinders oplevelser med at bibringe og modtage Frelserens hjælp – timelig og åndelig – til alle Guds børn. Når søstre giver og modtager Frelserens lindring, bliver de mere som ham, føler hans kærlighed og ønsker et dybere pagtsforhold til ham.

Kirkens globale initiativ til at forbedre kvinders og børns trivsel er en oplevelse – en mulighed for at bringe timelig og åndelig lindring til alle Guds børn. Vi gør det med hans Ånd, hans uddelegerede præstedømmemyndighed og hans kraft, som vi modtager ved at holde vores pagter med ham.

kvinde holder en baby

Med dette initiativ søger vi at udvirke den størst mulige påvirkning for at velsigne kvinders og børns liv gennem disse fire fokusområder:

  • Børns ernæring

  • Pleje af mødre og nyfødte

  • Vaccinationer

  • Uddannelse

Hvorfor fokuserer vi vores energi, hjerte og ressourcer på et globalt initiativ, der skal forbedre kvinders og børns trivsel? Fordi vi tror på, at global fremgang begynder med kvinder og børn. Præsident Johnson har sagt: »Når man velsigner en kvinde, velsigner man en familie, et samfund, et land. Når man velsigner et barn, investerer man i fremtiden.«

Som en del af det globale initiativ godkendte Det Første Præsidentskab et kirkeinitiativ, hvor man afsatte 55,8 millioner dollars til hurtigere forbedring af ernæring og sundhed i 12 lande med et stort behov. I samarbejde med otte vigtige NGO’er støttede Kirken programmer, der gavnede sundhed og trivsel for flere end 14 millioner børn og nye og kommende mødre i 2024.

Præsident Camille N. Johnson besøger en kvinde i Costa Rica

Præsident Camille N. Johnson taler med en mor til tre børn ved et fødevaredonationsarrangement i Costa Rica. »Hun var så taknemmelig for et måltid mad til sine sultne børn,« siger præsident Johnson. »Jeg fortalte hende, at jeg elskede hende, og endnu vigtigere, at Gud elskede hende.«

En del af en vigtig sag

Da jeg (præsident Johnson) rejste til Costa Rica sidste år, havde jeg mulighed for at hjælpe til med et fødevaredonationsarrangement. Jeg blev rørt over at møde de mange kvinder og børn, der kom for at få et sundt måltid. Jeg fik en tydelig følelse af, at vi gjorde præcis det, som Frelseren ønskede, at vi skulle gøre. Jeg mødte Yumana og hendes tre smukke børn. Denne oprigtige kvinde solgte roser, som hun havde lavet af silkebånd for at kunne forsørge sin familie. Hun var så taknemmelig for et måltid mad til sine sultne børn. Jeg fortalte hende, at jeg elskede hende, og endnu vigtigere, at Gud elskede hende. Yumana modtog timelig lindring og åndelig lindring, da hun følte og anerkendte Guds kærlighed.

Vi ser dette globale initiativ som en del af arbejdet med frelse og ophøjelse. Når folk modtager timelig lindring, håber og forventer vi, at de føler Herrens kærlighed til dem og ønsker at indtræde i eller uddybe et pagtsforhold med ham.

Indsatsen for at forbedre kvinders og børns sundhed og trivsel opfylder det guddommelige ansvar for at tage sig af de trængende. Men dette initiativ velsigner også folk på andre måder:

  • Det øger den opvoksende generations intellektuelle og fysiske evner og hjælper dem også til at nå deres åndelige potentiale.

  • Det fremmer opsøgende arbejde til vores naboer og venner, hvoraf mange også ønsker at lære at hjælpe deres egne børn.

  • Det skaber en sag, der er centreret om evangeliet, og fremmer meningsfuld tjeneste og omsorgsmuligheder for kvinder, især unge voksne kvinder.

Den nuværende generation af unge voksne ønsker at være en del af en vigtig sag, en sag, der gør en reel forskel og og har en stor indflydelse i verden. Vi håber, at dette globale initiativ vil hjælpe vores søstre til at se, at de allerede tilhører en af de største sager på jorden: Herrens guddommelige organisation for kvinder i hans genoprettede kirke, Hjælpeforeningen.

Vi tror på, at dette globale initiativ vil inspirere vores medlemmer og venner til at tjene i deres lokalsamfund. Vi håber, at de vil se, at:

  • Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige prioriterer emner, der påvirker kvinder og børn, og dedikerer ressourcer til at forbedre deres sundhed og trivsel.

  • Kirken og dens Hjælpeforening er førende på verdensplan, når det gælder humanitære anliggender.

  • Hjælpeforeningen ledes af og består af kvinder, som forbedrer tilværelsen for enkeltpersoner, familier og lokalsamfund.

Dette er blot begyndelsen på noget ekstraordinært, der vil velsigne så mange, som vil give og modtage Frelserens hjælp i dag og i årene fremover, efterhånden som dette globale initiativ fortsat udvikles.

En læge undersøger et barn i Filippinerne

En læge undersøger et barn i Filippinerne. Børneernæring er et af fire fokusområder for Kirkens globale initiativ for at forbedre kvinders og børns trivsel.

Inden for vores indflydelses rækkevidde

På globalt plan repræsenterer den verdensomspændende kirke os hver især som medlemmer ved at samarbejde med organisationer, der er eksperter i at håndtere store problemer i fjerne lande. Og alligevel er den bedste humanitære indsats, vi kan yde, måske den, der er tæt på hjemmet, når I rækker ud over hegnet eller over på den anden side af vejen. I efterlever jeres pagter og deltager i vores globale sag, når I handler med kristuslignende medfølelse og kærligt drager omsorg for dem i jeres familie, nabolag og lokalsamfund.

I er måske ikke i stand til at reparere en nabos tag eller rejse til et andet land for at rydde op i folks hjem efter en katastrofal orkan, men kan I læse for et barn, lytte til en ven, der kæmper eller give et fasteoffer? Enhver indsats er værdifuld og vigtig i dette arbejde med at tage sig af de trængende. Tak for, at andre gennem jeres bidrag kan modtage Frelserens lindring og mærke hans blide hænder, hans lette fødder, hans lyttende ører og høre hans venlige ord.

Når Kirken samler organisationer for at samarbejde om sundhed og trivsel for kvinder og børn i forskellige lande, fører hjælpeforeningssøstre mennesker sammen for at tale om udfordringer i deres lokalsamfund. Kvinderne i Hjælpeforeningen opdager behov, samler ressourcer og hjælper med at håndtere udfordringer. Og vi gør det med Åndens hjælp, der bringer Jesu Kristi kærlighed og lindring til alle Guds børn.

Da hjælpeforeningssøstrene så immigranternes behov i Milano i Italien, organiserede de en mulighed for at tjene, så de kunne give dem tøj og husholdningsartikler. Nogle søstre donerede lettere brugte ting, mens andre indsamlede og rengjorde det, der blev doneret. Hver søsters offer var vigtigt. Hjælpeforeningssøstrene hjalp besøgende til at føle Jesu Kristi kærlighed, da de kom til donationscentret. Monia, en lokal hjælpeforeningssøster, siger: »Af små ting kommer store ting. Og vi kan velsigne mennesker i og uden for Kirken. Det er evangeliet i funktion.«

I en tale til den nyligt organiserede Hjælpeforening sagde profeten Joseph Smith til søstrene: »I er nu sat i en situation, hvor I kan handle ifølge det medfølende sind, som Gud har plantet i jeres indre.«

Mens søster Yee var i Guadalajara i Mexico, hørte hun om og så mange utrolige eksempler på søstre, der handlede i overensstemmelse med denne medfølelse, idet de stræbte efter at yde hjælp lokalt.

En sådan søster var søster Pulido, der på et lokalt hospital så et behov for at hjælpe familier og enkeltpersoner, der kom langvejs fra og havde brug for mad og tøj, mens de ventede på behandling. Hun samlede 120 hjælpeforeningssøstre, adskillige missionærer og andre i lokalområdet for at finde bidrag i form af mad, vand, tæpper og tøj. Omkring 1.500 mennesker donerede ejendele, og søstrene og andre lavede madpakker og mad til næsten 1.200 mennesker. Tingene blev givet til dem, der ventede på deres tur til behandling på hospitalet.

Denne søster sagde, at hun gjorde det, fordi hun havde medfølelse med disse mennesker. Med tårer i øjnene forklarede hun ydmygt, at hun havde været en af dem, der havde ventet på hospitalet, da hendes mand kom der for at få kræftbehandling. Hun sagde, at hendes største velsignelse og ønske er at drage omsorg, som Frelseren ville have gjort.

Jesus Kristus sidder med to små børn

Giv lindring som Frelseren ville

Søstre, vi er blevet betroet det hellige arbejde at bringe lindring som Frelseren gjorde – både timeligt og åndeligt – til hele verden. Og vi kan gøre det ved at tage os af dem, der befinder sig inden for vores egen sfære. Sikken gave og velsignelse! At deltage i det globale initiativ til forbedring af kvinders og børns trivsel er en af mange oplevelser, der bringer os tættere på Frelseren. Når vi handler, som han ville, mærker vi hans kærlighed, og vores ønske om og forpligtelse til et pagtsforhold med ham, vokser.

Tak for at hjælpe os med at bringe Jesu Kristi kærlighed og lindring til vores søstre og brødre overalt.

I forsøget på at følge Jesus Kristus er det vigtigste krav for os som hans disciple, at vi har øje for umiddelbare personlige behov omkring os og reagerer med tålmodighed og kærlighed.

Præsident Russell M. Nelson sagde til os ved det verdensomspændende hjælpeforeningsforedrag i 2024: »Jeg velsigner jer til at indse, at jeres guddommelige gaver som Guds døtre giver jer kraften til ikke blot at ændre jeres liv, men til at ændre verden!«

Det er vores ekstraordinære opgave.

Dette er en herlig tid at være pagtskvinder og medlemmer af et fællesskab på, som bringer lindring som Frelseren ville – både timeligt og åndeligt – til vores søstre og brødre rundt om i verden. Det ultimative mål med at sørge for lindring og selvhjulpenhed er at berede vejen for, at vores søstre og brødre kan ønske og modtage den kærlighed og barmhjertighed, der er tilgængelig for dem, der indgår og holder pagter med Gud.

Vi udtrykker vores vidnesbyrd om, at Jesus Kristus er lindring, og at den lindring, han tilbyder, er evig.