Enkle måder at blive mere kristuslignende på i vores omsorg

Francisco Lázaro Campos de Sousa fra Brasilien

Under et præsidentskabsmøde i ældsternes kvorum fik jeg et ønske om at møde et medlem af kvorummet, der ikke var aktiv – en bror jeg ikke tidligere havde mødt. En dag, efter jeg havde været ude at handle, fik jeg en tilskyndelse til at tage hjem til ham. Jeg tøvede, men tilskyndelsen til at tage hen til ham blev stærkere. Jeg præsenterede mig selv og sagde det, der faldt mig ind. Jeg fortalte ham, at Herren havde brug for ham, og han havde brug for Herren.

Han fortalte om sin ensomhed og smerte og andre vanskeligheder. »Du vil finde venner i kvorummet, der vil hjælpe og støtte dig,« sagde jeg til ham. Han tog beredvilligt imod min invitation og kom til søndagsmøderne.

Jeg kendte ham ikke til at begynde med, men det gjorde Herren, og han kendte hans hjerte. Min overbevisning blev bekræftet. Når vi drager omsorg for vor Faders børn og beder om at kende deres behov, leder Herren os til dem. Vi tager del i glæden ved at »opløft[e] de nedhængende hænder, og styrk[e] de matte knæ« (L&P 81:5).

Ana Rodriguez Ramirez fra Spanien

En dag på min mission blev min kammerat og jeg tilskyndet til at besøge en søster i menigheden. Vi klippede papirhjerter ud og skrev kærlige beskeder på dem for at minde hende om hendes værd.

Vi ankom til hendes hus i den tro, at hun ikke ville være hjemme. Mens vi satte papirhjerterne op, kørte hun op til huset. Min kammerat og jeg forsøgte at gemme os for at bevare den venlige overraskelse, men til ingen nytte. Hun så os.

Søsteren steg ud af sin bil med tårer i øjnene. Hun omfavnede os og sagde: »I to er mine engle. I er der altid, når jeg har mest brug for jer. Tak.«

Hun inviterede os indenfor og fortalte os om den lange dag, hun havde haft med at håndtere en alvorlig familiesituation. Vi lyttede bare til hende. Vi fortalte, hvor meget Gud elskede hende, og at han ikke havde glemt, hvad hun gik igennem. Vi læste skrifterne med hende, og hendes hjem var fyldt med Helligånden, da vi tog af sted.

Jesu Kristi disciple er »villige til … at trøste dem, der står i behov for trøst« (Mosi 18:9). Han stoler på, at vi er en del af hans store værk – højere og helligere omsorg. Når vi tager os tid til at lære folk at kende og lytte til dem, bliver vi bedre rustet til at være Guds jordiske engle.

Talia Rodríguez fra Schweiz

Bøn er en integreret del af at drage omsorg som Frelseren. Bøn kan starte vores søgen efter at vide, hvem vi skal velsigne. Det kan hjælpe os til at forstå himlens vilje med hensyn til, hvordan vi kan velsigne andre. Bøn er også et afgørende skridt til at lære, hvordan vi udfører vores pligt.

Min mand, Mario, led af COVID i pandemien tidlige dage, før der kom vacciner. Biskoppen bad en ældste i vores menighed, Moroni, om at give ham en præstedømmevelsignelse.

Fordi Moroni ikke ønskede at pådrage sig virussen og sprede den til sin familie, havde han brug for himlens bekræftelse, før han gik i gang. Han knælede i bøn med sin hustru og afventede en fredfyldt bekræftelse. Da de følte fred, sagde hans hustru til ham: »Gå ud i din rustning, Moroni.«

Da han kom ind i vores hjem, så vi en af Herrens krigere. Min mand græd af glæde, da han så denne tapre bror komme for at give ham den velsignelse, han ønskede sig. Det var en ubeskrivelig oplevelse.

Frelseren kom gennem sin tjener, vores kære bror Moroni, der lagde sine hænder på Marios hoved og velsignede ham, som Kristus ville have gjort det.

Geiziane Morais Freitas Duarte fra Brasilien

Jeg var engang omsorgsøster for en søster, der var holdt op med at komme i kirken. Når jeg besøgte hende, fortalte jeg, hvor meget Frelseren elskede hende og hendes familie. Jeg inviterede dem altid med i kirke den følgende søndag. Det gjorde jeg i lang tid, men de kom aldrig. Jeg følte mig modløs. Fristelsen til at give op var stor. Men hver gang min makker og jeg besøgte deres hjem, fik vi et glimt af himlen. Vi forestillede os dem altid klædt i hvidt i templet. Vi vidste, at vi var nødt til blive ved med at prøve.

Efter mange bønner og besøg kom dagen endelig – familien kom i kirke! De blev ved med at komme tilbage hver uge. Familien arbejdede hårdt for at styrke deres tro og komme ind på pagtsstien. Det blev tydeligt, at evangeliet havde styrket dem.

Til sidst modtog jeg en invitation til deres tempelbesegling. Da jeg overværede den hellige ordinance, kunne jeg ikke lade være med at græde af glæde. Det var et mirakel.

Til tider havde jeg haft lyst til at give op. Men hver gang jeg besøgte dem, så jeg templet. Gud viste mig et glimt af sin plan for denne familie. Han brugte mig som sit redskab til at holde kontakten med dem. Jeg er taknemmelig for, at han viste mig den sande vision om omsorg.

Vi kan finde glæde og kraft i omsorg, når vi bliver en velsignelse i nogens liv og betjener dem på samme måde, som Frelseren ville gøre. Hjælpeforeningens hovedpræsident, Camille N. Johnson, har sagt, at »når I gør noget for at bringe lindring til andre – timeligt eller åndeligt – … bibringer I dem Jesu Kristi kærlighed. Jeg vidner om, at når I gør det, vil I blive velsignet med at finde jeres egen lindring i ham.«

Vi bliver mere som Frelseren i vores omsorgsindsats, når vi vender os til Herren for at få hjælp i vores bestræbelser. Vi følger tilskyndelser, lærer dem, vi tjener, at kende, beder for dem, hjælper dem med at indgå og holde pagter og fortsætter vores indsats.

Frelserens omsorg – en for en – er et godt mønster for vores egen (se 3 Ne 11:15). Som ældste Juan Pablo Villar fra De Halvfjerds har sagt: »Hvis vi vil følge Jesus Kristus – Mesteren i omsorg – og drage omsorg for andre, som han ville, vil han give os kraft og styrke os. Gennem vores omsorg kan vi velsigne andres liv og finde fred og glæde i vores eget.«