Flugt fra Vietnam

Illustration: David Green

På en strålende søndag i april 1975 i det krigshærgede land Vietnam trådte Nguyen Van The (udtales »Tæi«), præsident for Saigon Gren, ind i den lokale kirkebygning. Medlemmer af grenen omringede ham straks, med ansigter fulde af både frustration og håb. »Præsident The! Præsident The!« råbte de. »Hvilke nyheder har du?«

»Efter nadvermødet vil jeg fortælle jer alt, hvad jeg ved,« sagde han. Han opfordrede alle til at forblive rolige. »Alle jeres spørgsmål vil blive besvaret.«

I årtier havde Vietnam været et delt land. Kort tid efter Anden Verdenskrig var der opstået en konflikt i landet. Amerikanske styrker havde kæmpet sammen med sydvietnameserne mod det kommunistiske styre i Nordvietnam i næsten et årti, men høje tabstal førte til, at amerikanerne trak sig tilbage fra krigen. Nu nærmede de nordvietnamesiske styrker sig den sydlige hovedstad, Saigon.

Da præsident The trådte ind i kirkesalen og tog plads forrest i lokalet, kunne han høre artilleriilden. Den krig, der havde ført så mange vietnamesiske hellige til det gengivne evangelium, var nu ved at splitte grenen.

Efter mødet informerede præsident The de hellige om, at USA’s ambassade var villig til at evakuere Kirkens medlemmer. Grenens medlemmer insisterede på, at præsident Thes familie blev evakueret med det samme, så han kunne have fuld opmærksomhed på evakueringen af alle andre.

Hans hustru, Lien, deres tre børn og hendes mor og søstre blev fløjet væk fra Saigon et par timer senere.

Den følgende dag tog præsident The og en anden hellig, Tran Van Nghia, afsted på en motorcykel for at søge hjælp fra Internationalt Røde Kors. Men snart efter mødte de en kampvogn med en stor kanon, der rullede hastigt imod dem.

Nghia svingede af vejen, og han og præsident The kravlede ned i en grøft for at gemme sig. Kampvognen rumlede forbi.

Saigon var nu i nordvietnamesiske hænder.

En uge senere, i maj 1975, steg Le My Lien ud af en overfyldt bus ved en militærlejr nær San Diego i Californien på USA’s vestkyst. Foran hende lå en teltby, der var sat op for at give husly til 18.000 vietnamesiske flygtninge.

Lien havde ingen penge og talte kun lidt engelsk. Og hun havde sine tre børn at tage sig af, mens hun ventede på nyheder om sin mand i Vietnam.

På deres første aften i lejren gjorde Lien sit bedste for at gøre det behageligt for sine børn. Lejren havde ikke givet hende tæpper og havde kun givet dem en enkelt seng. Hendes sønner, Vu og Huy, klemte sig sammen i sengen, mens babyen sov i en hængekøje Lien havde lavet ud af et lagen og nogle elastikker.

Der var ingen steder, hvor Lien kunne lægge sig, så hun sad opret på kanten af sengen, og sov op ad en teltstang. Nætterne var kolde, og hendes helbred blev værre. Snart efter blev hun diagnosticeret med tuberkulose.

Hun bad konstant om, at hendes mand ville forblive stærk, idet hun troede på, at hvis hun kunne overleve sine prøvelser, så kunne han også overleve sine. Hun havde intet hørt fra ham, siden hun var fløjet ud af Saigon.

Mens Lien vuggede sin grædende baby hver morgen, græd hun også. »Vil du ikke nok,« tryglede hun Herren, »lade mig komme igennem denne dag.«

I 1976 blev præsident The fængslet i Thành Ông Năm. Han var desperat efter nyheder om sin kone og børn, men det eneste, han vidste om sin familie, var hvad han hørte i et telegram fra missionspræsidenten i Hong Kong: »Lien og familie okay. Med kirken.«

Mere end et år senere, spekulerede The stadig på, hvornår han ville blive fri igen.

Livet i fangelejren var nedværdigende. The og hans medfanger blev anbragt i rottebefængte barakker. De sov på senge lavet af stålplader. Tillige med de uhygiejniske forhold i lejren gjorde sparsom og fordærvet mad mændene modtagelige over for sygdomme som dysenteri og beriberi.

Genopdragelsen efter den nye regerings principper indebar hårdt arbejde og politisk indoktrinering. Enhver, der brød lejrens regler, kunne forvente brutale tæsk eller at komme i en isolationscelle.

The havde indtil videre overlevet ved at holde lav profil og klamre sig til sin tro. I en periode overvejede han at flygte fra lejren. Men han følte, at Herren holdt ham tilbage. »Vær tålmodig,« hviskede Ånden. »Alt vil blive godt, når Herren finder at tiden er inde.«

Nogen tid senere fandt The ud af, at hans søster, Ba, ville få lov til at besøge ham i lejren. Hvis han i al hemmelighed kunne give hende et brev til sin familie, kunne hun sende det til dem.

Den dag, hvor Ba skulle komme på besøg, ventede The i kø, mens vagter foretog kropsvisitationer af fangerne foran ham. Han havde gemt sin besked bag stofbåndet på indersiden af sin hat. Han havde derefter lagt en lille notesbog og en pen i hatten. Med lidt held ville notesbogen distrahere vagterne.

De undersøgte pennen og notesbogen og lod ham så passere.

Snart så The sin søster, og han gav hendes brevet. Han græd, da Ba gav ham noget mad og nogle penge. Han stolede på, at hun ville sørge for, at Lien fik hans brev.

Seks måneder senere vendte Ba tilbage til lejren med et brev. Indeni var et fotografi af Lien og børnene. Han indså, at han ikke kunne vente længere.

Han måtte finde en vej ud af lejren og tilbage i sin families favn.

LDS Social Services havde som en del af sin mission om at tage sig af familier lavet en aftale med kirkemedlemmer i USA om at tage sig af omkring 550 vietnamesiske flygtninge, hvoraf de fleste ikke var medlemmer af Kirken. Lien og hendes familie blev sponsoreret af Philip Flammer, professor ved Brigham Young University, og hans kone, Mildred. De hjalp familien med at flytte fra Californien til Provo i Utah.

Til at begynde med var det svært for Lien at finde arbejde. Philip tog hende med til en genbrugsbutik for at ansøge om en rengøringsstilling. Men under interviewet rev chefen hendes studentereksamenbevis i stykker og sagde til hende: »Det gælder ikke her.«

Hun fandt snart midlertidigt arbejde med at plukke kirsebær i en nærliggende frugtplantage. Hun fandt derefter arbejde som syerske og øgede sin indkomst yderligere ved at bage bryllupskager. Med hjælp fra Philip tjente hun også penge ved at maskinskrive rapporter for studerende på BYU.

Under familiens trængsler forblev Lien trofast mod Herren. Hun underviste sine børn om bønnens kraft, da hun vidste, at den kunne bære dem gennem deres prøvelser.

Så i slutningen af 1977 fandt Lien ud af, at hendes mand var i en flygtningelejr i Malaysia. Han havde formået at komme ud af Vietnam på en gammel fiskerbåd efter endelig at være blevet frigivet fra Thành Ông Năm. Nu var han klar til at blive genforenet med sin familie. Alt, hvad han havde brug for, var en sponsor.

Lien begyndte at arbejde endnu flere timer for at spare penge nok til at bringe The til USA.

I januar 1978 sad Le My Lien nervøst i en bil på vej mod Salt Lake Citys internationale lufthavn. Hun var på vej hen for at se sin mand for første gang i næsten tre år.

Efter ankomsten til lufthavnen sluttede Lien sig til andre venner og kirkemedlemmer, der var kommet for at byde The velkommen.

Inden længe så Lien The på vej ned ad en rulletrappe. Han så bleg ud og havde et fortabt blik i øjnene. Men da han så Lien, kaldte han på hende. Følelser vældede frem i Liens bryst.

Hun trak The ind til sig og krammede ham. »Tak Gud i himlen,« hviskede hun, »endelig er du hjemme!«