Kun digitalt: Svar fra en apostel
Hvordan kan jeg opnå succes og glæde i mit liv?
Her er tre nøgler til den slags fremtid, I håber på.
Fra en dimissionstale holdt på Brigham Young University – Idaho den 19. december 2018.
1. Taknemmelighed
En følelse af taknemmelighed er afgørende for den succes og glæde, I håber at opleve. Taknemmelighed holder jer ydmyge. Taknemmelighed åbner jeres øjne for Guds virkelighed og for andres kærlighed. Det får den hjælp, I modtager i livet, til at løfte jer op, frem for at føre jer ud i at være afhængige af andre.
På den anden side fører utaknemmelighed til en følelse af berettigelse, eller måske er det en afspejling af en allerede eksisterende følelse af berettigelse. Uanset hvad, er en tro på, at verden eller en anden person, regering eller enhed er ansvarlig for at imødekomme jeres behov og sikre jeres komfort og lykke, dødbringende.
2. Ansvarlighed
I ved, i kraft af alt jeres arbejde og personlige indsats, at jeres liv er jeres ansvar. Jeres valg vil i sidste ende gøre forskellen for jer. Mit råd til jer er at påtage jer ansvaret – villigt, med glæde og begejstring – for jer selv, for det, I er, og for hvad I kan blive, og derudover for den indflydelse, I kan udøve i verden.
Et afgørende element i det personlige ansvar er en følelse af personlig ansvarlighed over for Gud. Vi skylder ham hver især vores skabelse og jordiske liv. Evnen til at leve, til at vælge og til at handle skylder vi ham, der »bevarer [os] fra dag til dag ved at låne [os] ånde, så [vi] kan leve og røre [os] og gøre efter [vores] egen vilje«.
3. Tro
Vi skylder vores forløsning fra døden, både åndelig og fysisk, til Guds Søn, Herren Jesus Kristus. Faderen sendte sin Søn for at »blive løftet op på korset«, og Frelseren forklarede, at »ligesom jeg var blevet løftet op ved mennesker, skulle [mennesker] blive løftet op ved Faderen for at stå foran mig for at blive dømt efter deres gerninger, om de er gode, eller om de er onde«.
Der kommer en dommedag, og tro på jeres himmelske Fader og på Herren Jesus Kristus og deres ret til at regere i jeres liv vil lede jer til at gøre det rette. Det vil også give jer kraft til at få deres hjælp og med den hjælp til at turde og at gøre store ting. Min bøn til jer er, at I byder jeres himmelske Fader, jeres Frelser og Helligånden helt og fuldt ind i jeres liv. Og ikke blot byder dem ind, men bønfald og stræb efter, at deres løfte om, at I altid kan have Helligånden hos jer, vil blive realiseret.
Jeres generation bliver til tider portrætteret som stadig mere ængstelig og ofte deprimeret. Uanset hvor præcise eller upræcise disse vurderinger kan være, er én ting sikkert – livet uden Gud er ofte fyldt med frygt og bange anelser.
I modsætning hertil kommer selvtillid og ro ved at gøre sit liv til et fælles foretagende med Gud. Det betyder at koble tro på Gud og Kristus sammen med en energigivende følelse af personligt ansvar. Dette koncept indfanges i rådet: »Bed, som om alt afhænger af Gud. Arbejd, som om alt afhænger af jer.«
Jeres fremtid kan se lys ud
Jeg har talt om taknemmelighed, personligt ansvar og tro på Gud og Kristus. Hvis hver af disse findes i overflod i jeres liv, frygter jeg ikke for jeres fremtid. Ja, der vil komme mange slags udfordringer. Ingen af os undslipper dem helt; det var ikke meningen, at det skulle være anderledes. Men med disse egenskaber vil I overvinde jeres udfordringer og undgå meget unødig modgang. Præsident Russell M. Nelson (1924-2025) sagde:
»Når vi har fokus på Guds frelsesplan … og Jesus Kristus og hans evangelium, kan vi føle glæde, uanset hvad der sker – eller ikke sker – i vores liv. Glæde kommer fra og på grund af ham. Han er kilden til al glæde … For sidste dages hellige er Jesus Kristus glæde!«
I kan stole på vor himmelske Faders kærlighed, hans enbårne Søns nåde og inspirationen fra hans Helligånd. De er virkelige. De lever. De kender jer, og de elsker jer. Træk på deres hjælp, stå til ansvar over for dem for jeres liv, og vær en støtte af styrke og ukuelighed for andre. Vær taknemmelig for de konstante velsignelser, der strømmer hen til jer, selv hvert øjebliks åndedræt.