Mit hosianna

Et af mine yndlingskapitler i Det Nye Testamente handler om Jesu Kristi indtog i Jerusalem. Folket råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« (Matt 21:9). Hver gang jeg læser dette, tænker jeg: Hvad er mit hosianna?

Jeg har stammet hele mit liv. Til tider har jeg følt mig frustreret og modløs, fordi jeg ikke kunne udtrykke mig, som jeg gerne ville. Jeg har ønsket, at jeg enten kan tale perfekt, eller at jeg aldrig skulle tale igen. Jeg er altid bekymret, når jeg taler foran andre, eller endda når jeg beder højt. Jeg har mange gange stille bedt om tålmodighed, fred og hjælp. Det er en af mine personlige hosiannaer – mit råb om udfrielse.

Ligesom Kristus ikke ignorerede råbene fra folket i Jerusalem, har han aldrig ignoreret mine. Han har ikke fjernet min stammen, men han har styrket mig på måder, jeg ikke havde forventet. Han har hjulpet mig til at føle fred i øjeblikke med angst og til at indse, at min stemme, hvor mangelfuld den end måtte være, er nok for ham.

Vi har alle noget i vores liv, der kan tvinge os i knæ. Nogle gange kan vi føle, at vores bønner forbliver ubesvarede. Men han hører hvert eneste hosianna. Og på sin fuldkomne måde og til sin timing vil han komme os til undsætning.

I Getsemane led Kristus for vores synder og følte vores smerter og kampe. Han fortsætter med at vejlede og trøste alle, der vender sig til ham og vor himmelske Fader. Den samme Kristus, som led for os i Getsemane og på korset, opstod også fra graven og overvandt døden, så vi kan have håb. Hans opstandelse er det ultimative svar på ethvert hosianna.