Påskefejringsfakta

I påskeugen fejres den sidste uge af Jesu Kristi jordiske tjenestegerning. Palmesøndag er den første dag i påskeugen. Den markerer dagen for Jesu Kristi indtog i Jerusalem, hvor han red på et ungt æsel, som opfyldelse af profeti. Folk bredte palmegrene og kapper ud på jorden foran ham og råbte: »Hosianna«. (Se Matt 21:6-11). Dette skete præcis en uge før Jesu Kristi opstandelse, som fejres påskedag, den sidste dag i påskeugen. Denne uge indeholder også [skærtorsdag og] langfredag (til minde om Kristi korsfæstelse og begravelse).

De tidligste optegnelser, vi har om nogen form for fejring af påsken, stammer fra midten af det andet århundrede (engang mellem 160 og 170 e.Kr.). Men kristne havde sandsynligvis allerede fejret mindet om Jesu Kristi korsfæstelse og opstandelse på en eller anden måde langt tidligere. Eftersom Jesu Kristi følgere tror, at hans forsoning, der kulminerede med opstandelsen, er den vigtigste begivenhed i hele menneskehedens historie, giver det mening, at de fejrede disse begivenheder siden kristendommens tidligste dage. I dag kan vi mindes Kristi forsoning og opstandelse hver søndag, når vi nyder nadveren.

Det er lidt kompliceret, men den grundlæggende beregning for påskesøndag er: Det er den første søndag efter »påskefuldmåne«, som er den første fuldmåne efter forårsjævndøgn på den nordlige halvkugle (21. marts). (Det er faktisk lidt mere kompliceret end det, men det bør være nok).

Grundlaget for denne formel skyldes to forhold: (1) Frelserens korsfæstelse fandt sted under den jødiske påske, og (2) hans opstandelse fandt sted på den første dag i ugen (som i jødisk tradition er søndag).

De første kristne diskuterede, om det var vigtigst at fejre påsken i påskehøjtiden eller på en søndag. Den jødiske påske er en fest, der er knyttet til den hebraiske kalender, som er en månekalender, der ikke stemmer overens med den solkalender, de fleste mennesker bruger. I den hebraiske kalender fejres påskehøjtiden den 14. dag i den syvende måned. Desuden tilføjes der hvert andet eller tredje år en ekstra måned for at holde den synkroniseret med årstiderne. At knytte den kristne påske til den jødiske betød altså, at datoen ville variere en hel del og kun sjældent være på en søndag.

For at afgøre spørgsmålet besluttede et kristent råd i 325 e.Kr. at enes om en dato, hvor påsken fejres.

Så for at gøre en lang historie kort: Baseret på den beregning, som de fleste kristne bruger, kan påskesøndag falde så tidligt som den 22. marts eller så sent som den 25. april.

Påskeharer (eller andre dyr), der lægger æg, begyndte man at se i Europa i det 17. århundrede. De blev først almindelige i det 19. århundrede. Man mener, at folk lånte dem fra ikke-kristne symboler på forår, fornyelse og liv og derefter forbandt dem med påsken og Jesu Kristi opstandelse.

Det Første Præsidentskab har bedt os om at højne vores påskefejring. »Uanset hvad andre tror eller gør, bør vi fejre vor levende Frelsers opstandelse ved at studere hans lærdomme og være med til at skabe påsketraditioner i vores samfund som helhed og særligt i vores egen familie. Vi opfordrer jer til at gøre det« (Dallin H. Oaks, »Han er opstået!: Et særligt påskebudskab fra Det Første Præsidentskab«, video, Evangelisk Bibliotek).