Påske hele tiden
Gør påsken til en tid med håb ved at komme Frelseren nærmere.
Illustrationer: Toby Newsome
Den påskedag, da Maria Magdalene og andre kvinder besøgte Kristi grav, sagde englene til dem: »Han er ikke her; han er opstået« (Matt 28:6). Dette budskab indgød hans disciple så meget håb efter fortvivlet at have vidnet hans korsfæstelse.
Den bedste nyhed? Det budskab er stadig sandt. Kristus er stadig opstået. Han sejrer stadig over død og synd. Og det håb, der kommer af hans opstandelse, er stadig tilgængeligt for jer – ikke kun i påsken, men hele tiden!
Påsken er ikke den eneste tid, hvor man kan ære opstandelsen. Prøv nogle af disse forslag for at gøre påsken – og fejringen af Frelseren og hans forsoning og opstandelse – til en tid med håb og glæde.
Studér Frelserens liv
Skrifterne er et stærkt redskab til at hjælpe jer med at lære Jesus Kristus personligt at kende og styrke jeres tro på ham. I påsken kan I fokusere jeres skriftstudium på den sidste uge af hans liv eller på hans besøg i Amerika som verdens opstandne Frelser. Når I læser disse stærke beretninger, kan I føle Frelserens kærlighed til jer og bedre forstå hans forsoning og opstandelse.
Hvis I ikke er sikre på, hvilke skriftsteder I skal fokusere på, kan I prøve at følge påskestudievejledningen i Kom og følg mig eller andre studievejledninger, der ligger på JesuKristiKirke.org.
Deltagelse i tempeltjeneste
Kristi sejr over døden og kundskaben om, at vi også vil opstå, er »det herligste af alle budskaber til menneskeheden«. På grund af hans forsoning og opstandelse kan vores familier blive evige, og alle vores forfædre kan få mulighed for at indgå hellige pagter.
I kan fejre Jesu Kristi opstandelse og fortsætte hans arbejde med at forløse dem i det åndelige fængsel (se 1 Pet 3:18-20) ved at udføre slægtsforskning og tempeltjeneste. Jeres tjeneste i templet gør det også muligt for disse ånder at vælge at modtage alle velsignelserne ved Kristi forsoning.
Tjen andre, som Kristus ville gøre
Jesus Kristus opløftede og tjente andre gennem hele sin jordiske tjenestegerning – selv mens han hang på korset. I kan ære hans eksempel ved at tjene mennesker omkring jer, som han ville gøre. Selv enkle venlige handlinger som at smile ofte, virkelig lytte til andre og hjælpe rundt omkring i huset kan skabe et miljø med kristuslignende kærlighed. Når I tjener andre, kan både I og de føle påskens håb og godhed.
Tag nadveren med et formål
Frelseren selv stiftede en tradition for at hjælpe jer til at huske ham bedre end noget andet: nadveren. Når I tager nadveren, viser det, at I er villige til »altid [at] erindre ham og holde hans befalinger«, og til gengæld lover han, at I »altid [vil] have hans Ånd hos [jer]« (L&P 20:77). Det er et stort løfte! Når I tager nadveren hver uge, kan I begynde at føle sandheden af det løfte i påsken og altid.
Prøv at reflektere over Jesu Kristi tjenestegerning, forsoning og opstandelse, når I tager nadveren. Bed oprigtigt, og prøv at tænke over, hvordan hans offer har velsignet jer personligt.