Tre brødre, en Frelser
Mød Carlos, Set og Isaac fra Mexico – tre brødre, der gør deres bedste for at vandre med Jesus Kristus.
Fotografier: Shirley Brito
Mød Carlos!
18 år gammel. Kan lide videospil og computerprogrammering. Vil gerne være racerkører og designer en dag.
Carlos ved, at offervilje bringer velsignelser.
»Min bror Set og jeg har autisme. Dette gjorde det virkelig svært for mig at lære ting i skolen. Så opfordrede min mor os til at læse i skrifterne om morgenen som familie, og det hjalp mig meget. Det gav mig et boost i skolen og hjalp mig til at blive selvhjulpen.
»Der var en anden gang, hvor jeg ikke ville med til et ungdomsstævne, fordi jeg havde virkelig travlt med et fag i skolen. Men jeg tog med, og jeg følte, at jeg blev velsignet ved at klare mig bedre i det fag, end jeg havde troet. På grund af disse oplevelser udsatte jeg mine universitetsstudier, og jeg er nu i gang med at forberede mig til at tage på mission. Jeg ved, at det at min villighed til at ofre vil hjælpe mig igen.«
Mød Set!
17 år gammel. Kan lide at spille videospil, lave rustninger af pap og lege med familiens tre katte.
Set forsøger at være venlig mod andre, selvom folk ikke altid er venlige mod ham.
»Der var en fyr i skolen, der havde nogle helbredsproblemer. Hans briller virkede heller ikke særligt godt, og han stødte nogle gange ind i ting. En dag faldt han til jorden, og folk gjorde nar ad ham. Det gjorde jeg ikke – jeg gik hen og hjalp ham op. Ikke så lang tid efter holdt han op med at komme i skole. Jeg så ham senere til hans fødselsdagsfest, hvor han sad i kørestol. Jeg prøvede at hjælpe ham til at have det sjovt til sin fest. Han var min ven.
»Jeg fik også venner i år på FSY. Til at begynde med ville jeg ikke med. Jeg har været med før, og der var nogle mennesker, der ikke ville hænge ud med mig. Men i år var der ingen, der dømte mig – tværtimod værdsatte de mig for det, jeg har været igennem.«
Mød Isaac!
14 år gammel. Kan lide at spille videospil, lege med deres katte og vil læse til dyrlæge en dag.
Isaac stoler på, at Frelseren vil hjælpe ham.
»Vi var engang hjemme hos min mormor, hvor min bror og fætter kom ind med en meget lille orange kat. Den var såret og stolede ikke på nogen af os. Endelig fik jeg den til at have tillid til mig. Jeg passede den og gav den mad. Da det blev tid til at tage af sted igen, gav mine forældre mig lov til at tage den med hjem. Jeg tror, at Helligånden og Jesus Kristus hjalp mig.
En anden gang følte jeg, at jeg var mindre værd end alle andre. Jeg læste skrifterne og faldt over Alma 7:11: ›Og han skal gå omkring og lide smerter og trængsler og fristelser af enhver art.‹ Kort fortalt gennemgik Jesus Kristus al vores smerte, og han vil altid være der for at hjælpe os, selv i de mindste ting.«
At vandre med Frelseren
Carlos, Set og Isaac er ikke bare brødre – de er venner. Og de stoler hver især på deres bedste Ven og Frelser, Jesus Kristus.
Isaac: »Jeg ved, at Jesus Kristus lever. Han led alle vores smerter. Livet er ikke altid let, men det er okay. Han kan udføre mirakler.«
Set: »På grund af ham kan vi blive ledt til det rigtige sted i vores liv. Hvis vi lader os vejlede af ham, vil alt ordne sig.«
Carlos: »Vor himmelske Fader og Jesus Kristus har kraften til at hjælpe os. Hvis vi adlyder dem, vil de hjælpe os med de ting, vi går igennem i vores liv.«