Glæde og pagtsstien
Pagtsstien er i sandhed en sti af forløsende kærlighed.
Lys og liv [Light and Life], af Mandy Williams
Da Israel og Elizabeth Haven Barlow forlod Nauvoo i Illinois for at tage til Salt Lake-dalen i 1848, efterlod de en lille dreng, der lå begravet på en lille kirkegård i Nauvoo. Lille James Nathaniel Barlow, deres første barn, døde kort efter fødslen i maj 1841.
Israel og Elizabeth forventede sandsynligvis aldrig at se deres søns grav igen. Men da Israel nogle få år senere blev kaldet på mission til England, rejste han gennem Nauvoo. På Elizabeths anmodning stoppede han for at finde deres søns grav og flytte den hen på hovedkirkegården.
Da Israel havde fundet graven, så han, at den var forfalden og gået i stykker. I et brev til sin hustru skrev Israel, at han havde besluttet sig for at forlade graven og vende tilbage i fremtiden.
Knapt var han gået mere end nogle få meter fra graven, før han i sit sind hørte en stemme sige: »Far, efterlad mig ikke her.« Israel vendte tilbage til graven og besluttede sig for alligevel at flytte sin lille dreng.
Israel skrev til Elizabeth, at mens han opholdt sig ved graven, »følte jeg et ønske om at hellige mig selv og alt, hvad jeg måtte kalde mit, i Herrens hænder, så jeg kunne blive regnet for værdig til at komme frem sammen med [James] i den første opstandelses morgen.«
Israels hengivenhed over for Jesu Kristi evangelium og det at ære hellige pagter gør evigt liv – den største af alle velsignelser – muligt for ham og velsigner hans familie – både forfædre og efterkommere.
Det samme gælder for os alle.
Hellige løfter
Vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, elsker jer mere, end I overhovedet kan forestille jer. De ønsker, at I kommer dem nærmere og at hjælpe jer til at lære og vokse i tro og forståelse. De ønsker at velsigne jer med himmelsk kraft, helbredelse og fred i en verden, hvor sådanne velsignelser kan være svære at finde. De ønsker, at I oplever glæde i dette liv og i livet herefter.
Som følge af denne fuldkomne kærlighed tilbyder de alle muligheden for at indgå i et pagtsforhold med dem ved dåb og i Herrens hus. Vi har den velsignelse at kunne genforpligte os til disse pagter ugentligt under nadvermødet.
Når vi tager nadveren, påtager vi os Jesu Kristi navn. Vi husker ham og hans kærlighed til os, som han viste gennem forsoningens gave. Vi viser også vores villighed til at holde hans befalinger (se L&P 20:77, 79).
Præsident Russell M. Nelson sagde: »Jeg hører ofte udtrykket, at vi nyder nadveren for at forny de pagter, vi indgik ved dåben. Selvom det er sandt, er det mere end det.« Præsident Nelson sagde, at hver gang, vi tager nadveren, indgår vi en ny pagt, og »til gengæld lover [Herren] at vi altid vil have hans Ånd hos os. Sikke en velsignelse!«
Når vi omvender os og tager nadveren med et rent hjerte, modtager vi Helligånden og bliver »renset for synd, som om vi blev døbt igen. Dette er det håb og den barmhjertighed, som Jesus tilbyder hver enkelt af os.«
Hvilken glæde det er at omvende sig og blive tilgivet gennem Kristi forløsende kærlighed!
Hans lykkehus
Efter præsident Nelson blev præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, talte han ofte om pagtsstien. Vi træder ind på den sti gennem »omvendelse og dåb med vand« (2 Ne 31:17), og »vi indtræder endnu mere fuldstændigt på den i templet«.
Vores liv på jorden er blot et øjeblik i vores tilværelse, men det øjeblik – sommetider et meget vanskeligt et – har evig betydning. For at gøre vores liv smukt og håbefuldt har vor himmelske Fader sørget for en Frelser. Gennem sin kærlighed og sit sonoffer har han taget hånd om og helbredt alt, vi kommer ud for i livet. Og på grund af hans hellige hus – hans lykkehus – vil alt gå godt trods modgang.
Templet i San Pedro Sula i Honduras
Pagtsstien er i sandhed en sti af forløsende kærlighed. Når I indgår pagter i templet og derefter ærer dem, vil I modtage velsignelser i form af større kraft, større kærlighed, større barmhjertighed, større forståelse og større håb.
Før dem hjem
Søster Kearon og jeg nærer en særlig ømhed og stor medfølelse for Israel og Elizabeth Barlow. Vores første barn, en dreng ved navn Sean, døde under en hjerteoperation, da han kun var tre uger gammel. Det var et knusende tab for os. På det tidspunkt var vi ikke sikre på, om vi kunne overleve. Vi begravede ham i en smerteligt lille grav i England. Femten år senere blev vores familie bedt om at flytte fra vores hjem i Storbritannien for at tjene på fuld tid i Kirken, og vi efterlod den lille grav.
Vi forstår måske lidt af det, hvad Barlow-familien gik igennem. Vores lille drengs grav ligger meget langt væk, men ligesom familien Barlow har vi en fast tro på Jesu Kristi opstandelse og vores families evige natur gennem den hellige beseglingspagt.
Vi har allesammen forfædre og andre af vores kære på den anden side af graven, som siger til os: »Efterlad mig ikke her.« På grund af tempelpagter er der ingen, der behøver at blive ladt i stikken. Det er vores kald at elske dem, tjene dem og hjælpe med at føre dem hjem.
Det er derfor, vi har ordinancer. Det er derfor, vi indgår pagter. Det er derfor, vi bygger templer. Det er derfor, vor himmelske Fader sendte sin Søn for at bryde dødens bånd, så vi en dag kan græde af glæde over den evige genforening med vores kære, der venter os, i Faderens og Sønnens nærhed.
Vor himmelske Fader elsker os – jer og mig. Må vi finde glæde og fred, når vi holder vores pagter og forener os med Herren i hans herlige, frelsende værk.