Grav dybere ned i Første Mosebog

Historien om Jakob, Esau og »en ret mad« har noget at lære os.

Ifølge 1 Mosebog 25:29-34 kom Esau sulten hjem efter en dags hårdt arbejde og bad om noget »at spise« af den stuvning, som hans bror Jakob var ved at lave. Jakob sagde, at han ville give Esau maden til gengæld for hans »førstefødselsret« – det vil sige den særlige arv, ansvar eller myndighed, som Esau var berettiget til som Isaks førstefødte søn.

Esau svarede i bund og grund: »Fint, jeg er hundesulten. Hvad skal man med en førstefødselsret, når man er så sulten?« De aftalte at bytte. Ved at gøre dette viste Esau, at hans førstefødselsret ikke havde nogen værdi for ham.

Vi går måske glip af nogle af detaljerne i denne historie (se Moses 1:23, 41; TA 1:8). Det står ikke forklaret, hvorfor Jakob ikke ville dele sin mad med sin bror.

Pointen er, at det ikke var i orden, at Esau byttede sin førstefødselsret væk for en skål stuvning – eller noget som helst andet.

I kan tænke på »førstefødselsretten« ligesom I tænker på »integritet« eller »ære.« Ville I bytte den for et par minutters mæthed eller tilfredshed? Ville I opgive evigheden for midlertidig fornøjelse?

Det lyder latterligt at bytte sin arv væk for suppe. Men i virkeligheden er det latterligt at bytte evig lykke for noget som helst.

Herren lovede Abraham, at han skulle blive »fader til en mængde folkeslag« (1 Mos 17:4). Sagen er, at Abraham og hans hustru, Sara, aldrig havde fået børn og nu begge var meget gamle.

Abraham blev glad ved tanken om, at Sara skulle have et barn nu, men var skeptisk. »Mon en hundredårig kan blive far? Og mon Sara, som er halvfems år, kan få børn?« spurgte han (1 Mos 17:17).

Sara fik selvfølgelig et barn – Isak, hvis søn Jakob (der også kendes som Israel) blev far til de tolv stammer.

Herren afgiver ofte løfter, der forekommer umulige i vores jordiske sind. Og dog, når vi er trofaste, holder han dem altid!

I skal ikke bekymre dig om »hvordan.« Overlad det til ham.

Da Herren befalede Abraham at ofre sin søn Isak, var det et symbol på Jesu Kristi forsoning, som ville finde sted mange år senere (se Jakob 4:5). Her er nogle pointer, I kan tænke over:

• Herren fortæller Abraham, at han skal tage Isak med til »Morija-landet« (1 Mos 22:2), som er stedet, hvor Jerusalem senere blev bygget og Frelseren blev korsfæstet.

• Isak bærer brændet til brændofferet (se 1 Mos 22:6), ligesom Jesus bar sit eget kors (se Joh 19:17).

• Da Isak spørger, hvor offerlammet er, siger Abraham: »Gud vil selv udse sig et offerlam« (1 Mos 22:8). På kort sigt gav Gud dem en vædder, de kunne ofre i stedet for Isak (se 1 Mos 22:13); på lang sigt kom Jahve selv til jorden og blev ofret på vores vegne.