Til styrke for de unge
»Vandr med mig« – lad os kigge nærmere på det
Til styrke for de unge Januar 2026


De unges tema 2026

»Vandr med mig« – lad os kigge nærmere på det

Dette års tema er på tre ord, men hvert af disse ord indeholder meget, vi kan lære.

Logo for de unges tema 2026

Ligesom sidste års tema for de unge, »Se hen til Kristus«, er dette års tema – »vandr med mig« – en talemåde. I dette liv vil de fleste af os ikke få mulighed for at se eller gå med Frelseren rent bogstaveligt. Så hvad vil det sige at »vandre« med nogen, der ikke fysisk er til stede? Lad os se nærmere på det.

Vandr

Da Herren kaldte Enok til at være profet, gav han ham et løfte: »Alle dine ord vil jeg … retfærdiggøre; og bjergene skal flygte foran dig, og floderne skal ændre deres løb; og du skal forblive i mig og jeg i dig; vandr derfor med mig« (Moses 6:34).

Hvis I blev lovet, at det at vandre med Gud betød, at han ville støtte jeres ord, fjerne forhindringer på jeres vej og altid være med jer – hvorfor skulle I så ikke ville vandre med ham?

De gode nyheder er: I er blevet lovet dette, måske så sent som i søndags. Når I tager nadveren, lover I, at I »altid [vil] erindre ham og holde hans befalinger« – eller med andre ord vandre med ham. Og hvorfor gør I dette? »Så [I] altid må have hans Ånd hos [jer]« (L&P 20:77; fremhævelse tilføjet).

I vil bemærke, at Herren ikke sagde til Enok: »Stå her og se dig omkring sammen med mig.« Han sagde ikke: »Sæt dig ned og hvil dig et stykke tid.« Han sagde: »Vandr med mig.« Vi må handle på de åndelige tilskyndelser, vi modtager. Vi må gøre og sige det, som vi tror på, er rigtigt.

Som præsident Marion G. Romney (1897-1988), rådgiver i Det Første Præsidentskab, udtrykte det: »Han kan kun lede vores skridt, når vi bevæger fødderne.«

Men læg også mærke til de andre ting, Herren ikke sagde. Han sagde ikke: »Løb med mig.« Han sagde ikke: »Spring ubesværet hen over alle jeres forhindringer sammen med mig.« Han beder os ikke om at »løbe hurtigere, end [vi] har styrke til« (Mosi 4:27). Han forventer ikke, at vi konstant bevæger os i topfart. Han forventer ikke, at vi ikke begår fejl eller bliver modløse. Han ønsker bare, at vi bliver ved.

Med

Vi vandrer med Frelseren. Ikke foran ham. Bestemt ikke væk fra ham!

Når I går med nogen bogstaveligt talt, går I ved siden af dem. Men i denne metafor holder vi os lidt bag Frelseren. Han leder, og vi følger – nøje.

Når I er på rette vej, »fører« den ikke blot til Jesus – han er også på den! Husk nadveren! Herren vil gennem sin Ånd altid være med jer, så længe I bliver ved med at indbyde ham.

Vor himmelske Fader og Jesus Kristus bekymrer sig ikke nær så meget om, hvor I befinder jer på stien, som de bekymrer sig om den retning, I går i. De vil møde jer, uanset hvor I er. Det betyder heller ikke noget, hvor langsomt I går.

Mig

Vi er nødt til at handle (VANDR). Vi er nødt til at gøre det i overensstemmelse med Guds bud og Åndens tilskyndelser (MED). Og vi er nødt til at gøre alt dette uden nogen anden end Jesus Kristus (MIG).

(Eftersom Jesus Kristus, hans himmelske Fader og Helligånden alle er ét i formål – se Joh 10:30; 17:21; L&P 35:2 – er det korrekt at sige, at man »vandrer med Gud«, »vandrer med Frelseren«, »vandrer med Ånden« eller lignende).

Der er masser af stemmer at følge i denne verden. Der er ingen mangel på influencere, berømtheder og politikere, der gerne vil have jer til at »vandre« med dem (eller i det mindste give dem penge). Det, andre siger, kan være nyttigt, men kun hvis det stemmer overens med Frelserens lærdomme.

Vandr med ham.

Note

  1. Marion G. Romney, »Principper for timelig frelse«, aprilkonferencen 1981 (Den danske Stjerne, nov. 1981, s. 3).