Alt bliver bedre, når man stoler på Gud
Når I stoler på vor himmelske Fader, vil I være i stand til at udholde alt, hvad I går igennem.
Fotografier: Giovana Flavia de Almeida Campos
Jeg har været medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, siden jeg var 8 år gammel. Nogle få måneder efter min dåb gled min familie og jeg væk fra Kirken.
Flere år senere, da vi besluttede at vende tilbage, ramte COVID-19-pandemien, og kirkemøder begyndte at foregå online. Endnu engang oplevede jeg, at jeg drev væk og stod over for adskillige udfordringer undervejs.
Vanskeligheder og tvivl
I den periode begyndte jeg at tvivle på sandheden i evangeliet, mit vidnesbyrd, og hvem Jesus Kristus var. På et tidspunkt satte jeg endda spørgsmålstegn ved hans eksistens og begyndte at tro, at jeg var ateist. Mit hjerte var hårdt og koldt som en frossen sten.
Den fase af mit liv var utroligt svær og kompleks. Jeg tror, at det skyldtes, at når vi holder op med at tro på Jesus Kristus og hans magt, mister vores liv mening og bliver ulykkelige.
Seminar ændrede mig
Til sidst fik min far mig til at begynde at komme i kirke igen. Det gjorde jeg, selvom jeg stadig var forvirret og tumlede med flere spørgsmål.
En dag i kirken så jeg en plakat om seminar. Den vakte min interesse. Jeg gik hen til min biskop for at spørge ham om det. Han føjede mig straks til seminar-gruppechatten og fortalte mig, at det begyndte kl. 5.30.
Så jeg begyndte at deltage i seminar. Det hjalp mig til at få nye venner og til sidst få et vidnesbyrd om Kirken og skrifterne. Jeg havde en lærer, der virkelig opmuntrede min klasse og fik det bedste frem i os. Jeg opdagede, at studium af skrifterne virkelig giver os mulighed for at lære Frelseren at kende. Der er forskel på at høre nogens vidnesbyrd og søge sit eget gennem studium og tro.
Jasmine med sine venner Victória (til venstre) og Carol (til højre). Jasmines venner hjælper hende med at efterleve Jesu Kristi evangelium.
10 tips til at blive en Kristi discipel
Til at begynde med vidste jeg det om vor himmelske Fader og Jesus Kristus, som andre fortalte mig. Men vi kan ikke altid være afhængige af andres vidnesbyrd. Vi bliver nødt til selv at søge og kende Frelseren.
Vi må tage os tid til Frelseren og til guddommelige ting, så vi kan blive en af hans disciple. Jeg har lært, at man lærer ham at kende, når man:
-
Søger ham bevidst.
-
Læser skrifterne.
-
Bestræber sig på at forbedre sig åndeligt.
-
Beder.
-
Kommer i templet.
-
Tjener andre.
-
Faster.
-
Følger hans eksempel.
-
Har et godt hjerte.
-
Nægter at tale dårligt eller sladre om andre.
Disse ting hjalp mig til at lære Frelseren at kende – og blive en af hans disciple. Det er meget vigtigt at være Jesu Kristi discipel, fordi vi kan bruge hans lys til at hjælpe andre. Gennem vores gode eksempel kan andre se, hvor stor en velsignelse evangeliet er.
Det at gå i kirke og tale om evangeliet med sin familie har velsignet Jasmines liv på mange måder.
Det bliver bedre
Da jeg vendte tilbage til Kirken, havde jeg nået bunden – jeg var fuld af tvivl, uden venner, uden håb og vidste ikke, hvem jeg virkelig var, eller hvad mit formål var.
Nu er evangeliet den »flamme«, der har oplyst mit liv og hjælper mig til at gøre det rette og blive et bedre menneske. Uden evangeliet ved jeg ikke, hvor jeg ville være.
Alting i livet bliver bedre, når man stoler på Gud. Fra det øjeblik I søger ham, vil I begynde at kravle op af hullet, og det hele vil begynde at blive bedre. Selvfølgelig vil der stadig komme modgang, men tilliden og ønsket om at tro vil gradvist opløfte jer. Det kan tage tid, men det bliver bedre!
Når I stoler på vor himmelske Fader, vil I være i stand til at udholde, hvad end I går igennem – uanset om det er udfordringer, tvivl, helbredsproblemer eller ensomhed. Man kan for eksempel få gode karakterer til en prøve, forbedre sit helbred eller modtage svar – nogle gange svar, man har søgt, siden man var 10 år gammel, som det var tilfældet for mig – hvis man søger ham og stoler på ham.
Jeg er sikker på disse ting. Takket være evangeliet kan jeg sige, at jeg har forandret mig. Faktisk har alt forandret sig – mit hjerte, mine tanker, min adfærd og mine principper. Nu kender jeg sandheden, og det gør hele forskellen. Alting er blevet bedre takket være Jesu Kristi evangelium.
Forfatteren bor i São Paulo i Brasilien.