Unutea J.

Fotografi: Stephane Sayeb

Det var en eftermiddag, og jeg husker det, som var det i går. Min mor bad mig om at sætte mig ned og lytte, fordi hun havde noget, hun gerne ville spørge mig om. Hun havde lige modtaget en e-mail, hvori jeg blev bedt om at holde en tale ved stavskonferencen. Da hun fortalte mig dette, blev jeg helt forskræmt: Jeg kan ikke lide at tale foran mange mennesker. Jeg så på hende med store øjne.

Hun gav mig tid til at tænke over det og spørge Herren. Hun fortalte mig også, at det var en virkelig god måde at invitere min far, der ikke er medlem, med til vores stavskonference for første gang. Så jeg tænkte over det, og min mor og jeg bad sammen.

Jeg sagde ja til at tale ved konferencen. Derefter fastede og bad vi meget sammen som familie, så Ånden kunne inspirere mig, og så min tale kunne påvirke andre, især min far.

Jeg ved, at min far blev rørt den dag. Da jeg holdt min tale, så jeg ham direkte i øjnene, så han kunne se, at mine ord og min tro på Gud, uanset hvor stor eller lille den er, er virkelig.

Jeg ved, at Frelseren elsker mig, for han har altid været der for mig, især i denne udfordring. Og selv hvis jeg er i tvivl, ved jeg, at han altid vil være der for mig. Uanset hvilken situation jeg befinder mig i, så behøver jeg blot at vende mig til ham med et oprigtigt hjerte.