Hvordan mit forhold til Gud førte fra en problemfyldt barndom til at spille rollen som Kristus

Mens vi boede på et herberg for hjemløse, blev vi præsenteret for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jeg elskede evangeliet. Og selvom vi stadig kæmpede de følgende år, blev mine byrder lettere, jo mere jeg fokuserede på at opbygge mit forhold til Gud.

Jeg havde ikke kontakt med min far, og fordi min mor kæmpede med ubehandlede psykiske sygdomme, fyldte vrede en del i vores hjem.

Jeg havde ingen kontrol over mine udfordringer, men jeg kunne altid finde tilflugt i mit forhold til Gud og Jesus Kristus. Det var et rum, hvor intet i verden kunne forstyrre. Jeg satte stor pris på stille øjeblikke med bøn, studie af skrifterne og at skrive dagbog, og når det blev rigtig svært derhjemme, trak jeg mig tilbage i naturens stilhed.

Som ældste Sandino Roman fra De Halvfjerds har sagt:

»Bed til jeres himmelske Fader, som om det var den første gang, I gjorde det. Udtryk jeres kærlighed og taknemmelighed for hans velsignelser …

Hvis I er oprigtige og ydmyge, vil I høre hans svar og etablere et personligt og vedvarende forhold til vor himmelske Fader og Jesus Kristus.«

Når jeg tilbragte tid sammen med Gud, kunne jeg se glimt af hans hånd i mit liv, og det var kilden til mit håb. Når mit forhold til min mor var smertefuldt, og min fremtid så dyster ud, bad jeg om hjælp, og Ånden beroligede mig.

Mit forhold til det guddommelige blev en drivkraft i mit liv, deriblandt mit skuespil. Da jeg var 12 år, blev jeg tilskyndet til at aflægge prøve på rollen som den unge Jesus i bibelvideoerne. Jeg ønskede mere end noget andet at portrættere den Frelser, jeg elskede. Jeg optog min audition på et ødelagt digitalkamera, iført min mors lyserøde badekåbe, og sendte den ind.

Jeg fik ikke den rolle, jeg ønskede, men jeg opgav aldrig håbet om, at jeg stadig kunne tjene Herren gennem skuespil. Jeg var taknemmelig for at få mindre roller i andre kirkeprojekter. Senere gik jeg til audition for at portrættere Frelseren igen – denne gang som ung voksen i Kirkens påskekampagne »Større kærlighed«.

Mens jeg fastede og forberedte mig åndeligt til min prøve, tænkte jeg på alt det, som Frelseren har gjort for mig. Jeg gav min bedste fortolkning af, hvem Frelseren altid har været for mig, med fokus på den glæde, kærlighed, fred og uselviskhed, som jeg ved, at han udtrykker fuldkomment.

Og jeg fik rollen. Det var et fuldendt øjeblik, hvor jeg tænkte på, hvordan jeg var blevet tilskyndet til at aflægge prøve til den anden rolle, da jeg var yngre. Jeg kunne se, hvordan vor himmelske Fader var med i detaljerne i mit liv og altid viste mig vejen fremad.

Mit forhold til Frelseren påvirkede, hvordan jeg portrætterede ham – fordi jeg kender ham. Han længes efter at bringe fred og helbredelse til dem, der lider og har brug for hans lys.

Jeg vidste, at min skildring af Frelseren slet ikke handlede om mig. Jeg hjalp folk til at se og lære Jesus Kristus at kende på en måde, som jeg håber kan tænde deres tro på og håb i ham, Fredsfyrsten.

Livets udfordringer kan få jer til at miste håbet og føle jer løsrevet fra jeres højere formål. Men hvis I husker jeres guddommelige identitet og forhold til Kristus, kan enhver interaktion, I har med andre, hvert projekt, I arbejder på, og hvert skridt, I tager, bringe jer tættere på Frelseren.

Selv om oddsene er imod jer, kan I, når I er forbundet til vor himmelske Fader og Jesus Kristus, finde glæde, mening og vejledning i enhver situation. I kan få »et fuldkommen klart håb« (2 Ne 31:20). De elsker jer fuldkomment. Og de går med jer.

Det er sådan, vor himmelske Fader og Jesus Kristus altid har været der for mig. Og jeg ved, at takket være dem vil alt ordne sig.