»Hvad er det, der gør påsken så speciel? Kærlighed,« Liahona, apr. 2026.
Fra UV-ugentligt
Hvad er det, der gør påsken så speciel? Kærlighed
Kristi påskemirakel minder os om virkelig at se, hvad andre har brug for.
Levende vand [Living Water ], af Simon Dewey, må kun kopieres til kirkebrug
Da jeg som 28-årig begyndte at lære om evangeliet, var jeg i tvivl om mange ting. Der var mange principper, jeg ikke umiddelbart forstod eller kunne acceptere.
Men det, der fik mig til at blive ved med at komme igen, var menneskerne og den ægte kærlighed, de viste mig. Jeg påskønnede virkelig, hvordan medlemmerne tog imod mig – altid smilende, muntre og glade.
Når jeg ikke var i kirke, ringede andre medlemmer for at høre, hvordan jeg havde det. De spurgte, hvordan jeg havde det, og hvorfor jeg ikke var kommet. Disse små gestusser rørte mit hjerte.
Fordi de viste mig så meget kærlighed, følte jeg, at dette virkelig er Jesu Kristi evangelium. Lidt efter lidt følte jeg, at mit vidnesbyrd voksede, og til sidst blev jeg døbt.
Et symbol på kærlighed
Inden jeg begyndte at følge Jesus Kristus, undrede jeg mig over, hvorfor påsken var så stor en højtid for nogle mennesker.
Men nu ved jeg, at påsken er et symbol på kærlighed – den kærlighed, Jesus Kristus har til vor himmelske Fader og til hver enkelt af os.
Påsken viser en dyb forbindelse mellem Faderen og Sønnen. Uden miraklet ved Jesu Kristi forsoning og efterfølgende opstandelse ville vi ikke på nogen måde kunne vende tilbage til vor himmelske Fader. Jesus Kristus elskede Faderen og hver enkelt af os så meget, at han udholdt »smerter og trængsler og fristelser af enhver art« (Alma 7:11), så vi kan vende tilbage til vor himmelske Fader.
Påskens centrale budskab er kærlighed. Vi er nødt til at elske andre, som vor himmelske Fader og Jesus Kristus elsker os. Påsken minder os om virkelig at se, hvad andre har brug for.
Elsk mere. Tilgiv mere. Tjen mere.
Som ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Vi indsamler alle Guds børn, som er villige til at blive indsamlet, og som søger sandheden. Det er ikke vores fysiske fremtoning, vores politiske holdninger, vores kultur eller vores etnicitet, der fører os sammen … Det er vores fælles mål, vores kærlighed til Gud og kærlighed til vores næste, vores forpligtelse over for Jesus Kristus og hans gengivne evangelium.«
Gud ser ikke på vores sociale status, men på, hvem vi er som individer. At vide dette og føle hans kærlighed gennem denne smukke højtid har gjort mig i stand til også at ønske at dele den med andre.
Del Kristi kærlighed
Nu tjener jeg som ældsternes kvorumspræsident, og jeg har mulighed for at vise andre medlemmer af menigheden den samme kærlighed, som jeg oplevede.
Som menighed har vi bemærket, at når folk fjerner sig fra evangeliets principper, bliver de konfronteret med mange skadelige fristelser.
For at bekæmpe dette har vores biskop indført regelmæssige besøg, hvor vi udvælger en familie og tager hjem til dem for at undervise og lære sammen. Disse besøg ændrer mange liv, fordi der er en ånd af glæde og sjov. Man kan se, hvor meget folk nyder det ved at se i deres øjne. Det er noget virkelig prisværdigt, og vi arbejder hårdt med det.
Min tro vokser sig stærkere hver dag. Når jeg tjener andre, især under disse besøg, føler jeg mig altid forbundet til Frelseren, som frelste os alle gennem sin villighed til at udføre sin forsoning. Når jeg stræber efter at behandle andre, som han gjorde, lærer han og vor himmelske Fader mig til gengæld noget og styrker min tro.
Favn påskens mirakel
Jesus Kristus er min frelse. Han gav mig chancen for at blive en anden. Han elskede mig, og han viste mig sin kærlighed. Jesus Kristus og hans påskemirakel er symboler på kærlighed, ærbødighed, frelse, villighed og ydmyghed.
Jesus Kristus lever. Han er aktiv i vores liv gennem disciple, der tjener som hans kærlige hænder. Han opstod, så vi kan vende tilbage og bo sammen med vor himmelske Fader.
Favn ham.
Favn hans påskemirakel.
Favn hans kærlighed.
Og del den fuldkomne kærlighed med dem omkring jer.
Forfatteren bor i Mozambique.