»Hvordan den stille uge lærte mig, at der altid er en grund til at råbe ›Hosianna!,‹« Liahona, apr. 2026.
Fra UV-ugentligt
Hvordan den stille uge lærte mig, at der altid er en grund til at råbe »Hosianna!«
»Hosianna« er et udtryk for tro på Guds evne til at frelse os, hans pagtsfolk.
Palmesøndag, som er starten på vores fejring af påskeugen, er en glædelig dag. Den markerer Jesu Kristi indtog i den hellige by og fejres stadig af kristne i Israel i dag.
På denne dag »tog [menneskemængden] da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte: Hosianna! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn, Israels konge!« (Joh 12:13)
Da jeg som studerende var på udveksling i Jerusalem, deltog jeg i denne mindebegivenhed. Da jeg stod med et palmeblad i hånden, blev jeg inspireret af, hvor mange andre kristne, der var rejst til den hellige by, fordi de elskede og ønskede at fejre Jesus Kristus.
Folk sang, jublede, lovpriste og dansede. Ligesom på Jesu tid viftede de med deres blade fra toppen af Oliebjerget, ned til Kidrondalen, forbi Getsemane have og ind i Den Gamle By. Under hele processionen hørte jeg vedvarende råb af »Hosianna!«
Det var en oplevelse, jeg aldrig vil glemme.
En anden palmesøndag nogle få år senere var jeg langt mindre glad. I stedet for at stå og vifte med et palmeblad lå jeg syg i sengen. Jeg tænkte over, hvordan jeg havde været så glad for at råbe »Hosianna!« i Israel. Men ikke den morgen.
Et sted midt i mine indre beklagelser dukkede en tanke op i mit sind: »Har du ikke stadig god grund til at råbe ›Hosianna!‹?«
»Hosianna!« er et udråb, der udtrykker tilbedelse. Men det kan også være en bøn: »Gud frels os. Vær sød at hjælpe mig.« Og til tider er »Hosianna« et udtryk for tro på Guds evne til at frelse sit pagtsfolk.
At tænke tilbage på begivenhederne i påskeugen, har lært mig, hvor stærke disse udråb som »Hosianna!« er – både i fortvivlelse og triumf. Gennem fire afgørende dage i denne uge bliver jeg bedre til at afspejle følelserne hos dem, der var til stede under hans indtog for 2.000 år siden.
Torsdag: Han lærte mig om forløsning
Om torsdagen samledes Jesus med sine apostle til det sidste måltid og indstiftede nadveren (se Matt 26:26-29).
Jeg elsker, at nadveren, der blev indstiftet i den sidste uge af Kristi liv for tusinder af år siden, nu er en del af hver eneste uge for os. Præsident Jeffrey R. Holland, præsident for De Tolv Apostles Kvorum, har sagt: »Denne time, der er fastsat af Herren, er den helligste time i ugens løb.«
Uanset om det er for 2.000 år siden i Israel eller i dag på kirkebænkene i jeres lokale menighed, er Guds kraft til at helliggøre, udfri og forløse uændret.
Derfor kan jeg råbe »Hosianna!« Hver uge kan jeg trygle om Guds hjælp, og Frelseren kan helbrede mig igen.
Langfredag: Han overvandt dødens smerter
Langfredag mindes vi begivenhederne ved Kristi rettergang og korsfæstelse (se Alma 7:11-12).
For nyligt hørte jeg om en ung hustru og mor, der døde i en tragisk ulykke. Selvom jeg knap nok kendte hende, græd jeg over dette tab. Jeg græd over uretfærdigheden i det hele og over det mirakel, der ikke skete.
Mens jeg var i min sorg, kom disse ord til mit sind igen og igen:
»Kristus kan også helbrede dette.«
Så jeg siger: »Hosianna! På grund af Jesus Kristus og begivenhederne langfredag er jeg ikke alene om min smerte. Hosianna! Jesus Kristus har båret mine sorger. Hosianna! Han kan helbrede mig, uanset hvilken smerte jeg oplever.«
Lørdag: Han opretholder mig, mens jeg venter
Ligesom de fordums disciple har jeg oplevet dage, hvor jeg mistede håbet. Jeg har endda følt mig forladt af Gud. I mange år tryglede jeg om at finde en at gifte mig med. Og i mange år efter jeg faktisk var blevet gift, så om at vi på en eller anden måde ville blive i stand til at få et barn på trods af de udfordringer, vi oplevede.
Alligevel føler jeg en dyb smerte og længsel efter løfter, der på nuværende tidspunkt synes uopfyldte, oversete eller overhørte af Gud. Jeg har oplevet ensomhed og usikkerhed, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere.
Men for mig repræsenterer lørdagen i den stille uge en dag med ventetid. En dag med en følelse af uopfyldte forventninger. En dag … midt imellem.
Som forberedelse til hver sabbat i Israel samles mange af vores jødiske venner ved Grædemuren. Der ser man dem i traditionel påklædning, ærbødigt stående med bønner i hånden.
De skriver bønner på sedler og placerer dem mellem stenene i muren. År efter år venter de på Messias.
At være vidne til deres hengivenhed på det hellige sted ændrede det fokus, jeg havde i mine egne »midt imellem« lørdage. Når jeg tilbeder i templet og beder, lærer jeg, at Guds tavshed ikke er det samme som Guds fravær eller afvisning af at besvare vores bønner.
Der er en helliggørelse i vores livs lørdage på grund af det, der kommer efter.
Jeg lærer at sige »Hosianna,« mens jeg stadig venter desperat på at modtage det, Gud lovede, han ville skænke.
Påskesøndag: Han sejrede over alt, så det kan jeg også
Jeg elsker Maria Magdelene, og hvordan hun repræsenterer os alle i sit behov for Jesus Kristus, i sin sorg, mens hun ventede på ham ved graven, i sin manglende evne til straks at genkende ham og ved, at han kendte hende ved navn (se Joh 20:11-16). Og jeg elsker, at hun blev det første nedskrevne vidne om Kristus som den opstandne Herre.
Over haven i Jerusalem, som menes at være Kristi gravsted, er denne indskrift indhugget: »Han er ikke her – han er opstået.«
Det er det budskab, jeg mener, det er værd at råbe »Hosianna!« over.
Den tomme grav er en påmindelse om, at Jesus Kristus frelser mig. Han frelser mig fra syndens smerter, ødelæggende fiaskoer, tabet af mine kære, ensomhed, modløshed, fortvivlelse og alt det, der er uretfærdigt ved livet.
Og han velsigner mig i stedet. Han velsigner mig med fred, der omslutter mig, håb, der opretholder mig, løftet om helbredelse, glædelig forventning, sejr og fuldkommen kærlighed.
Det er min bøn, at vi, uanset hvor vi står i vores stræben efter tro på Jesus Kristus, må finde grund til at gribe denne påskeuge an på samme måde, som den første begyndte:
»Hosianna! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn, Israels konge« (Joh 12:13).