Fra UV-ugentligt
Den bedste dag i historien overgår alle vores værste dage
Jesu Kristi opstandelse er ikke bare et øjeblik i historien – det er en daglig kilde til håb for mig.
Har I nogensinde haft et helt livsændrende øjeblik – den slags, der synes at ødelægge alt? Det har jeg, og der var intet, jeg kunne gøre for at stoppe det.
Et øjeblik sad mine søskende og jeg på sofaen i stuen og ventede stille. I næste øjeblik var det, som om hele min verden styrtede sammen.
Min fars henkastede forklaring på sin beslutning om skilsmisse var i modstrid med alt, hvad jeg troede, jeg vidste. Jeg troede, at vi var en lykkelig familie. Jeg troede, at dagligt skriftstudium og familiebøn skulle holde os sammen.
Fra det tidspunkt var der meget, der ændrede sig. Mine lykkelige barndomsminder begyndte at blive alt andet end. Mine forældre giftede sig begge igen. Mine søskende begyndte at vælge side.
Jeg spekulerede på, hvad der var sket med mit liv.
Den dag, vi forpligter os til at følge Kristus
Det føltes så uretfærdigt – hvorfor ødelagde andres beslutning mit liv?
Eller gjorde den? I et stykke tid føltes mine forældres skilsmisse som den vigtigste dag i mit liv. Men en tale af ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum fik mig til at genoverveje det:
Han sagde: »Den vigtigste dag i menneskehedens historie var den dag Jesus Kristus, Guds levende Søn, sejrede over død og synd for alle Guds børn.«
Han tilføjede derefter, at den vigtigste dag i vores liv er den dag, hvor vi forpligter os til at følge Jesus Kristus – en dag, han håbede ville gentage sig »igen og igen i vores liv«.
Så ja, selvom mine forældres skilsmisse ændrede mit liv, ændrede Jesu Kristi forsoning kursen i menneskehedens historie. Og ikke alene det, jeg har lært, at Kristus på grund af begivenhederne i påsken kan ændre kursen i mit liv – hver dag.
Genfind håbet
Da jeg navigerede igennem livet efter mine forældres skilsmisse, lærte jeg, at Jesus Kristus virkelig er den ultimative kilde til fred og håb.
Apostlen Paulus kaldte Kristus »ypperstepræst for de goder, som nu er blevet til« (Hebr 9:11). Ypperstepræster før ham ofrede dyr som et sindbillede på hans fremtidige offer. Jesus Kristus ofrede derefter sig selv og sit liv som det uendelige sonoffer – han forløste os fra synd og død for evigt og pegede os mod håbet om opstandelse og evigt liv. På grund af hans sonoffer kan vi være forvisset om, at der kommer gode ting til os i dette liv og det næste.
Den vished – at min fremtid ville se lysere ud end min nuværende situation – gav mig det håb, jeg behøvede for at kunne fortsætte. For mig er påsken en fejring af det håb.
Den dag Kristus blev korsfæstet, syntes håbet at være ude. Ældste Joseph B. Wirthlin (1917-2008) fra De Tolv Apostles Kvorum sagde: »Jeg tror, at blandt alle dage, siden denne verdens historie begyndte, var denne fredag den mest dystre.«
Han fortsatte:
»Vi oplever alle vores egne fredage – de dage, hvor hele universet synes at ryste, og vores verden ligger spredt omkring os som potteskår …
Men jeg vidner for jer i den Enes navn, han, der overvandt døden – det bliver søndag igen.«
Den første påskesøndag kom og fortrængte de forrige dages mørke. Kristi opstandelse gengav håb til hans disciple i alle tidsaldre. Dette håb kan også trænge sig ind i vores hverdag.
Heling af det sønderknuste
Ældste Gerrit W. Gong fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »[Jesus Kristus] lever – ikke kun dengang, men nu. Ikke kun for nogle, men for alle. Han kom og kommer for at hele de sønderknuste, udfri de fangne, give de blinde synet tilbage og sætte undertrykte i frihed. Det er os hver især. Hans forløsende løfter gælder, uagtet vores fortid, vores nutid eller vores bekymringer om vores fremtid.«
Kristi helbredende kraft er virkelig. I årevis talte jeg ikke med min far. Jeg prøvede at glemme, hvad han havde gjort. Jeg tryglede om Kristi nåde til at få hjælp til at slippe min vrede. Ånden hjalp mig til at forstå, hvad jeg skulle gøre, og til sidst blev jeg i stand til at tilgive ham. Vores forhold blev, mens det stadig var ved at komme sig, indpodet med nyt liv.
Påsken er en påmindelse om, at gennem Jesus Kristus vil håb overvinde fortvivlelse, livet vil overvinde døden og lys vil overvinde mørket. At vælge at følge ham er selve den beslutning, der former mit liv – det formes ikke af en, der træffes af en anden.
På et tidspunkt vil vi alle møde livsændrende øjeblikke. Det smukke ved evangeliet er at vide, at det ikke er de dage, der betyder mest. Den vigtigste dag har allerede fundet sted, og vi kan genopleve den hver eneste dag.