Tag imod den uventede Messias med glæde

Med tiden døde lovprisningsråbene og jubelråbene ud, som det så ofte sker i livet. Folkemængderne spredtes. Folk vendte tilbage til deres normale gøremål.

I mellemtiden spiste Jesus et stille sidste måltid med sine apostle. Han underviste dem, tilskyndede og bad for dem. Han gav dem nadverordinancen, som skulle minde dem om ham.

Så gik han ind i en have, der hed Getsemane, og der påtog han sig – helt alene – verdens synder. »Vinpersen trådte [han] alene« og der var ingen med ham (Es 63:3).

Da næste dag gik på hæld hang Jesus på et kors mellem to gemene tyve og led en grusom og ydmygende henrettelse. Nu blev han ikke tiljublet, men hånet. »Han er jo Israels konge,« sagde folket, »lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham« (Matt 27:42).

Nogle iagttagere må have været oprigtigt forvirrede. Var det ikke selvsamme mand, der havde været sådant postyr over nogle få dage forinden? Var det ikke meningen, at han skulle være deres udfrier? Hvordan kan han frelse os, hvis han ikke engang kan frelse sig selv?

Set i bagklogskabens klare lys kan vi tydeligt se, at folk havde fejlagtige forventninger til Jesu virkelige mission.

Har vi ikke alle af og til oplevet en manglende sammenhæng mellem, hvad vi forventer i livet, og hvad der faktisk sker? Er uventede hændelser ikke en del af livet?

Jesu Kristi evangelium er et evangelium bestående af høje idealer.

Men det bør ikke komme som en overraskelse, at de ikke altid matcher jordelivets rodede, trivielle hverdagsrealiteter.

I en fuldkommen verden ville alle altid holde Guds befalinger. I en fuldkommen verden ville vi alle føle os velsignede og lykkelige, og alle trofaste medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige ville have et tilfredsstillende ægteskab og en stærk familie.

Men faktum er, at nogle af os står over for meget komplekse, skræmmende udfordringer, der får disse velsignelser til at virke uden for rækkevidde.

Så hvad gør vi, når evangeliets smukke, universelle, evige idealer kolliderer med livets smertelige, individuelle, jordiske realiteter?

Der er mindst to ting, I må huske:

Opgiv aldrig idealet.

Fornægt ikke det virkelige.

Det er ikke let for vores jordiske sind og hjerte at holde fast i to begreber, der synes at modsige hinanden.

Så for at løse denne uoverensstemmelse i vores sind, kan vi hurtigt drage forhastede konklusioner: »Hvis jeg lider, må jeg have gjort noget forkert.« Eller: »Hvis jeg ikke ser de velsignelser, jeg håbede på, kan løfterne ikke være virkelige.«

Men måske er der en anden måde at se tingene på. Sagde Herren ikke: »For så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer« (Es 55:9)?

Har I nogensinde bemærket, hvordan ting kan se anderledes ud fra et højere punkt? Når man når toppen og ser tilbage på dalen, er det så ikke utroligt, hvor småt alt ser ud?

Gud opfordrer os til at følge hans vej til et højere og helligere perspektiv. I vil se verden og dens udfordringer med andre øjne; I vil se tingene i sammenhæng med hele skabelsen og frelsesplanen.

Mine kære venner, I befinder jer et sted i jeres liv, hvor vigtige beslutninger skal træffes; valg med konsekvenser for uddannelse og beskæftigelse, hvem man skal gifte sig med, og hvornår man skal begynde at stifte familie. I alle disse valg har I brug for himlens velsignelser og Helligåndens vejledning. Og den er der. Den er tilgængelig. Følg det eksempel, Herren lærte Oliver Cowdery: »Du må gennemtænke det i dit sind; dernæst må du spørge [Gud], om det er rigtigt« (L&P 9:8).

I har en hjerne og et hjerte. Og svarene vil komme til jer.

Så bed jeres himmelske Fader om velsignelser og vejledning. Del jeres håb, drømme og ønsker med ham. Men når I gør det, så sørg for, at I ikke prøver at få ham til at se tingene på jeres måde. Bed ham om at åbne jeres øjne til at kunne se tingene på hans måde. Det er, når svarene begynder at strømme. Det er der, man klatrer op ad bjerget og begynder at se tingene fra et højere perspektiv – ja selve vor himmelske Faders perspektiv.

I vil se, at mange ting, der virkede meget store og overvældende, i virkeligheden er meget mindre og ikke så truende længere.

På samme tid vil I opdage den evige betydning af visse ting, der virkede små i jeres jordiske øjne.

I vore bønner følger vi det eksempel, som Frelseren viste os i Getsemane have, da han bad: »Fader … ske ikke min vilje, men din« (Luk 22:42).

Svarene på jeres bønner vil komme. Det vidner jeg om. Måske ikke jeres måde, men bestemt på hans måde. Nogle gange kommer de gennem et skriftsted, en hellig følelse eller en betroet persons ord, men de kommer.

Herren kender jer virkelig. Han kender jeres hjerte. Han kalder jer ved navn. Disse øjeblikke kan for jer blive som den hellige, fredfyldte stund en smuk forårsmorgen uden for en tom grav, hvor en ung kvinde græd, og den opstandne Jesus kaldte hende ved navn (se Joh 20:16).

Kan I mærke, at Jesus med sin blide røst kalder jer ved navn? Husk, at Frelseren kender jeres navn. Han elsker jer.

Palmesøndag tiltrak Jesu indtog i Jerusalem sig en folkemængdes opmærksomhed. Det var et herligt og spændende øjeblik. Men det Jesus gjorde, efter han var kommet ind i Jerusalem, var meget vigtigere – selvom meget af det blev gjort helt stille og privat, endog ubemærket af de fleste mennesker.

Det var måske ikke det, som folket forventede af Messias. Men det var, hvad Gud havde lovet. Og det var, hvad folket – menneskeheden, I og jeg – alle havde brug for. Det var den himmelske gave og det forsonende offer, som hele menneskeheden, alle Guds børn, havde brug for.

»Se,« sagde profeten Zakarias, »din konge kommer til dig« (Zak 9:9).

Ligesom Kristus sejrrigt gjorde sit indtog i Jerusalem, kommer han i al mildhed ind i jeres individuelle liv, hvis I vil tage imod ham.