2025
Gør plads til personlige svagheder i ægteskabet
Oktober 2025 Liahona


Især for nygifte

Gør plads til personlige svagheder i ægteskabet

Svagheder og udfordringer kan hjælpe jer og jeres ægtefælle til at komme tættere på Gud.

et ungt par smiler

De fire år, jeg har været gift med min ægtefælle, gør mig bestemt ikke til ekspert i ægteskab. Men i den tid har vi haft vores udfordringer, som hver især har udfordret os på måder, der har styrket vores forhold og gjort vores kærlighed til hinanden dybere.

Men hver lektion har også mindet os om, at vi er ufuldkomne mennesker – med hver vores svagheder – og at evigt ægteskab kræver vedvarende indsats, ofre, vækst og tillid til Frelseren.

For at hjælpe jer og jeres ægtefælle med at undgå unødvendige konflikter er her nogle vigtige erfaringer, jeg har gjort mig, om at gøre plads til personlige svagheder i ægteskabet.

At sige »Jeg tilgiver dig« bevidst

I begyndelsen af vores ægteskab talte min mand og jeg ofte om områder, hvor vi kunne forbedre os. Under en alvorlig samtale undskyldte jeg for at have forårsaget sårede følelser og lovede at gøre det bedre. Men da han svarede med: »Jeg tilgiver dig«, blev jeg overrumplet.

Jeg havde altid været vant til at høre »Det er okay« efter at have undskyldt, men de ord lettede ikke min dårlige samvittighed. »Jeg tilgiver dig« føltes anderledes; det fritog mig ikke for ansvaret. Jeg havde begået en fejl, og det var ikke bare »Okay«. Det tvang mig til at se mine handlinger i øjnene.

Siden da er »jeg tilgiver dig« blevet en stærk del af vores ægteskab. Vi bruger det bevidst og følger op på de ændringer, der er nødvendige. Vi gemmer nu denne sætning til øjeblikke, hvor vi virkelig mener det og minder hinanden om virkningen af vores handlinger og vigtigheden af tilgivelse.

Lad jeres ægtefælle tage ansvar

Når vi ser fejl hos vores ægtefælle, er det let at falde ind i et mønster, hvor vi overvåger dem – tjekker ind, minder dem om det eller prikker til dem for at sikre sig, at de gør det rette. Det kan være fristende på områder som økonomi, kirkedeltagelse eller personlige kampe.

Jeg var ikke klar over, hvor meget jeg gjorde det, før en ven gjorde mig opmærksom på, at det ikke opbyggede tillid konstant at være kritisk over for min mand. Jeg tvang ham til at stå til ansvar over for mig i stedet for at lade ham udvise integritet og ansvarlighed over for Gud. Denne konstante granskning var en af mine svagheder!

Med tiden har vi lært at stole på hinanden ved at give plads til selv at træffe valg og komme til hinanden, når vi har fejlet eller har brug for hjælp. Vi viser også, at vi kan have hinandens tillid, når vi handler i overensstemmelse med vores fælles overbevisning, og vælger at stå til ansvar over for hinanden og vor himmelske Fader. Denne tilgang har styrket vores gensidige tillid. »Vores handlefrihed og frihed betyder noget, for vi står til ansvar over for Gud og os selv for, hvem vi er, hvad vi ved, og hvad vi gør,« som ældste Gerrit W. Gong fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt.

Forpligtelse til at arbejde på vores svagheder

Nogle svagheder påvirker den følelsesmæssige intimitet og tillid, så det er vigtigt at give plads til dem, samtidig med at man arbejder på at overvinde dem. Det kan være en vanskelig samtale, især hvis visse typer adfærd ikke hører hjemme i jeres ægteskab. For min mand og mig accepterede vi nogle svagheder, men kun så længe vi forpligtede os til vedvarende forbedringer og ærlighed.

I Almas Bog forstærker hærføreren Moroni de nefitiske byer for at beskytte dem mod angreb og bygger mure af tømmer og jord, indtil de bliver til fæstninger (se Alma 53:4-5). På samme måde kan det være svært at acceptere ufuldkommenheder hos os selv eller vores ægtefælle, men det at se hinanden stræbe efter forbedring styrker den følelsesmæssige intimitet. Bestræbelserne på at styrke hinandens svagheder bringer os i sidste ende tættere og opbygger en evig højborg af kærlighed og støtte.

Jeres pagter med Gud giver kraft

Da I blev beseglet i templet, afgav I løfter ikke blot til hinanden, men også til Gud. I forbindelse med pagtsforhold har præsident Russell M. Nelson mindet os om: »Belønningen for at holde pagter med Gud er himmelsk kraft – kraft, der styrker os til bedre at modstå vores prøvelser, fristelser og hjertesorger.«

Husk i svage tider, at når I holder jeres tempelpagter, har I ret til at modtage guddommelig hjælp i jeres ægteskab. Med Guds kraft kan han hjælpe jer til at tilgive, vise tillid, tage ansvar, give plads til hinandens svagheder og »gøre det svage stærkt« (Eter 12:27).