2025
Skab broderskab og fremelsk meningsfulde relationer i ældsternes kvorum
Oktober 2025 Liahona


Fra UV-ugentligt

Skab broderskab og fremelsk meningsfulde relationer i ældsternes kvorum

At være proaktiv i ældsternes kvorum kan hjælpe jer med at få de opløftende oplevelser, I søger.

mænd i ældsternes kvorum smiler og ler sammen

Sidder I nogensinde i ældsternes kvorum og føler … at I ikke er en del af fællesskabet?

Det er måske ikke tilfældet for alle, men hvis I kæmper med at føle jer forbundne i jeres kvorum, kan det få kirken til at føles temmelig ensom.

Hvad kan I gøre, når oplevelsen ikke er, som I havde håbet på? Her er tre råd, der kan hjælpe jer med at skabe en følelse af broderskab i ældsternes kvorum.

1. Opbyg relationer ud over søndagene

Hvis I sidder og scroller på jeres telefoner og undgår øjenkontakt i ældsternes kvorum, så prøv noget andet. Hvad nu, hvis I i stedet brugte tiden før og efter lektionerne til at lære dem omkring jer at kende? I kan endda tage det et skridt videre og invitere hinanden til at mødes uden for kirken.

Hvis I skaber jeres egne unikke muligheder for at mødes med andre brødre uden for kirken, vil I begynde at få flere venner, og andre vil følge jeres eksempel!

»Vi må holde op med at lede efter grunde til splittelse og i stedet opsøge muligheder for at ›være ét‹ [L&P 38:27],« har ældste David L. Buckner fra De Halvfjerds sagt. »Del og hersk er modstanderens plan for at ødelægge venskaber, familier og tro. Det er Frelseren, der forener.«

Lær hinanden at kende og tilbring tid sammen uden for kirken ved at dyrke fælles interesser, arrangere en månedlig spilleaften eller tage i templet sammen. Disse ting vil hjælpe jeres kvorum til at blive ét.

2. Drag omsorg for alle – især dem, I er kaldet til at tage jer af.

Hvis I ikke ved, hvor I skal begynde, kan I overveje at drage omsorg. Omsorg giver os den perfekte mulighed for at række ud og udvikle relationer i ældsternes kvorum. Og vi behøver ikke begrænse os selv ved at tænke, at vi skal udvise omsorg på en bestemt måde, inden for en bestemt tidsramme eller kun for visse personer.

Ældste Juan Pablo Villar fra De Halvfjerds har sagt: »Vi har brødre og søstre, der er efterladt sårede på livets vej. De kan være hvem som helst – venner, familie, naboer, medlemmer af lokalsamfundet og dem, der sidder i kirkesalen med os om søndagen. De fleste, vi ser, har ikke synlige sår. Mange lider stille, for sig selv, og beder ikke om hjælp. Den eneste sikre tilgang er at møde andre med den kærlighed og medfølelse, som samaritaneren udviste. Kristuslignende omsorg betyder at vise alle medfølelse.«

At drage omsorg er en guddommeligt fastsat måde til at støtte hinanden på både åndeligt og timeligt. Alle har brug for at blive taget vare på, og kærlighed og medfølelse er vejen frem.

3. Gør jeres tid sammen om søndagen meningsfuld

Det er stærkt at mødes sammen. Som Herren har sagt: »Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem« (Matt 18:20). Uanset om I er indadvendte eller udadvendte, så gør jeres kvorumsaktiviteter meningsfulde ved at dele oplevelser, støtte andre og deltage i drøftelser, der styrker troen på Jesus Kristus.

Et forslag kunne være at begynde møderne i ældsternes kvorum med at afsætte tid til at medlemmerne kan dele hvordan deres uge har været, og hvad de går igennem. Denne form for udveksling kan hjælpe kvorummet med at finde broderlig støtte i deres udfordringer såsom brug af pornografi og psykiske problemer, som forbedres med åbenhed, forbindelser og ærlighed. I kan også blive inspireret af hinandens tro, når I deler, hvordan I har set Frelserens hånd i jeres liv, siden I sidst mødtes.

I kan også gøre en bevidst indsats for at være engageret i lektionen og komme med kommentarer. Del jeres erfaringer og lyt til andre, når de deler deres. Invitér en, I ikke kender så godt, til at sidde sammen med jer. Måske kan I endda opfordre læreren til at dele kvorummet op i mindre grupper for at have dybere diskussioner. Meld jer frivilligt til at hjælpe med at planlægge særlige aktiviteter med ældsternes kvorum ud over søndagsmøderne, der kan være med til at styrke fællesskabet.

Husk, at I altid kan rådføre jer med ældsternes kvorumspræsidentskab om, hvordan I sammen kan skabe meningsfulde åndelige oplevelser i klassen. Men følg frem for alt Frelserens eksempel. Han blev venner med fanatikere og fiskere, betjente officerer og spedalske og forenede sine disciple på trods af deres forskelligheder.

Med et retfærdigt ønske og hjælp fra vor himmelske Fader kan I være med til at forme ældsternes kvorum til det, som Frelseren ønskede, det skulle være.