Udvalgt foredrag
Vigtige råd til at finde den rigtige person at gifte sig med
Der er fire ord, jeg gerne vil have, at I husker: Fuldstændig ærlighed, uselvisk ydmyghed.
Der er store privilegier, muligheder og chancer i denne vidunderlige periode af livet.
Jeg vil gerne dele nogle få tanker med jer, der ikke er gift, men som befinder sig i den spændende, vidunderlige, og til tider skræmmende og overvældende proces med at finde den person, som I i sidste ende vil tilbringe resten af jeres liv på jorden og hele evigheden med. Det kan være en meget hellig og dybt tilfredsstillende oplevelse i jeres liv.
Vær modige
Mit første råd til jer er at være modige. Anstreng jer for at udvikle venskaber én-til-én. I behøver ikke tro, at ethvert venskab nødvendigvis vil føre til romantik, men meget vil blive opdaget i samværet mellem to mennesker.
For nogle år siden sagde præsident Dallin H. Oaks, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, følgende: »Vi råder jer til at styre jeres samvær med det modsatte køn ind i datingmønstre, der har potentiale til at udvikle sig til ægteskab.«
Ældste Robert D. Hales (1932-2017) tilføjede senere: »Lær så meget som muligt om hinanden, når I dater. Lær hinandens familier at kende, hvis det er muligt. Er jeres mål forenelige? Føler I det samme for buddene, Frelseren, præstedømmet, templet, forældrerollen, kaldelser i kirken og det at tjene hinanden? Har I set hinanden i stressede situationer, når I har reageret på succes eller fiasko, når I modstår vrede og håndterer tilbageslag? Nedbryder eller opbygger den person, I dater, andre? Er hans eller hendes holdning, sprog og opførsel noget, som I vil leve med hver dag?«
Adlyd lovene om renhed, disciplin og kyskhed
Når I ønsker at udvikle et forhold fra venskab til romantik, er det meget vigtigt, at lovene om renhed, disciplin og kyskhed bliver overholdt.
I ved, at I har stærke fysiske følelser og lidenskaber, der skal kontrolleres og styres omhyggeligt for at undgå overdreven kysseri eller enhver form for upassende berøring.
Jeg forsikrer jer som Herrens apostel om, at hvis I undskylder jer med, at I holder så meget af hinanden og dermed bevæger jer for tæt på grænsen til at bryde kyskhedsloven, vil det ikke hjælpe jer i det meget vigtige, åndelige valg, I håber på at træffe. Jeres sind, jeres hjerte og jeres åndelige sanser vil blive sløret.
Sæt jeres grænser. Plant disse grænser dybt i alt, hvad I gør sammen, så de forbliver urokkelige, når følelserne for hinanden bliver stærke.
Tag en chance
Dernæst skal I ikke være bange for at tage en chance med én, der måske ikke er et oplagt valg. Da Kathy og jeg begyndte at lære hinanden at kende, var hun for mig ikke blot en person med en meget dyb tro og intelligens, men hun var også en Florida-prinsesse. Hun gik i pænt tøj og havde et vist raffinement. Jeg var en bondedreng. Jeg kom fra en lille gård med malkekvæg.
Så Kathy tog en chance med mig. Jeg er sikker på, at min baggrund var anderledes, end hun havde forestillet sig for sin kommende mand. Vi behøver ikke kun at møde dem, der har samme baggrund som os selv. Vi ser dybere og længere ned i, hvem de er, og hvem de kan blive.
Jeg elsker dette citat af præsident David O. McKay (1873-1970), som var Herrens profet på jorden, da jeg begyndte mit første år på universitetet. Han sagde henvendt til mændene:
»Hvis I møder en pige, i hvis nærvær I føler et ønske om at udrette noget, som inspirerer jer til at gøre jeres bedste og få mest muligt ud af jer selv, så er en sådan ung kvinde værdig til jeres kærlighed …
I hendes nærvær forsøger I ikke at udnytte hende; I hendes nærvær føler I, at I gerne vil være alt det, [I] bør blive, for hun vil inspirere jer til det ideal.«
Forpligt jer til ærlighed og ydmyghed
Der er fire ord, jeg gerne vil have, at I husker: Fuldstændig ærlighed, uselvisk ydmyghed.
Præsident Jeffrey R. Holland, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, har sagt: »Sand kærlighed blomstrer, når vi bekymrer os mere om en anden person end om os selv.«
Efterhånden som jeres datingforhold udvikler sig mod seriøst at overveje at dele jeres liv med hinanden, begynder I at dele jeres mest private tanker, jeres drømme og jeres frygt. I deler, hvem I er, hvem I har været, og hvem I ønsker at blive. Fuldstændig ærlighed og uselvisk ydmyghed.
Hvis I kæmper med pornografi eller har gjort det tidligere, fortjener en person, der overvejer jer som en evig ledsager, at kende til den udfordring, og hvordan I har tacklet den. Hvis I har haft problemer med andre former for afhængighed, overholdelse af kyskhedsloven, løgn eller tyveri, fordrer ydmyghed og ærlighed jer til at give den person, I elsker, muligheden for åndeligt og bønsomt at overveje valget om at fortsætte, før et frieri accepteres og bekendtgøres.
Skal alt, hvad der nogensinde er sket, siges? Brug jeres visdom og gode dømmekraft. Hvis I tog Nancys tyggegummi ud af hendes pult i sjette klasse uden hendes tilladelse, kan det emne sandsynligvis glemmes. Men hvis I har kæmpet to år mod pornografi, så er det mere væsentligt.
En eftertænksom tilgang er at spørge jer selv, hvad I gerne ville vide, hvis I var i jeres partners sted og bønsomt forbereder jer på at tilbringe jeres liv sammen med en, I elsker.
Noget, der ligger mange år tilbage, kan hurtigt forstås og behøver ikke udgøre nogen hindring overhovedet. Hvis problemet eller svagheden eller synden er nyere, kan det føre til, at den anden ønsker at sætte tempoet ned i forholdet og give sig tid til mere erfaring og vurdering af, om han eller hun er parat til at fortsætte. Det kan kræve mere bøn, drøftelser med forældre eller betroede ledere og mere erfaring med den person, I håber at have med jer for evigt.
Vi bør huske, at ingen er fuldkommen. Vi har alle begået fejl. Når den person, I elsker, taler ærligt til jer, så respekter det mod, som han eller hun udviser. Hvis noget tydeligvis hører fortiden til, så hav dette skriftsted i jeres hjerte: »Den, der har omvendt sig fra sine synder, ham er de tilgivet, og jeg, Herren, husker ikke mere på dem« (L&P 58:42).
Jeg citerer atter præsident Holland: »Intet seriøst frieri, forlovelse eller ægteskab kan med rette kaldes ægte, hvis vi ikke fuldt ud investerer alt, hvad vi har i det, og ved at gøre det, betror os fuldstændigt til den, vi elsker.«
Fuldstændig ærlighed, uselvisk ydmyghed.