2025
Empati kan hjælpe med at besvare jeres svære spørgsmål
Oktober 2025 Liahona


Anvend Lære og Pagter i jeres liv

Empati kan hjælpe med at besvare jeres svære spørgsmål

At se andre, som Kristus ser dem, kan hjælpe os med at føle fred, når vi har vanskelige spørgsmål om kirkens historie eller lære.

en kvinde sidder i en stol og læser i sine skrifter

Hvis I nogensinde har prøvet at samle en raketmotor, mens instruktionerne stadig er ved at blive skrevet, forstår I måske, hvordan det må have været for de første medlemmer af kirken, da de forsøgte at opbygge Guds rige på jorden.

Til dem, der ligesom jeg, nogle gange har oprigtige spørgsmål om begivenheder i Kirkens historie, vil jeg opfordre jer til at forholde jer til dem, på samme måde som I ville gøre med en god ven: med et ønske om virkelig at forstå, hvem folket var, og hvorfor de gjorde det, de gjorde. Med andre ord, begynd med empati.

Kontekst kan fremme forståelse

Thomas B. Marsh var et af de tidligste medlemmer af den genoprettede kirke, men der var ikke engang gået fem år siden hans dåb, før han var præsident for De Tolv Apostles Kvorum. Han var stadig ved at lære, hvordan man følger Guds befalinger, og Gud havde endnu ikke åbenbaret alle detaljer om hans ansvar.

Det er derfor forståeligt, at han som præsident kunne have antaget, at det var ham, der skulle beslutte, hvad der skulle tildeles de andre apostle. Så da Joseph Smith kaldte to af apostlene til at forkynde evangeliet i England, blev præsident Marsh oprørt over, at han ikke var blevet rådført om beslutningen.

Da jeg først hørte om dette, blev jeg overrasket. En apostel, kaldet af Gud, vred på profeten?

Min kontakt til profeter og apostle i dag sker hovedsagligt i form af officielle transmissioner, så det er sværere for mig at huske, at de er rigtige mennesker – mennesker, der er kaldet af Gud til at lede og tjene, men stadig mennesker.

Jonas flygtede fra sit kald (se Jon 1). Nefi beklagede sine ufuldkommenheder, kaldte sig selv »elendig« og sagde, at der var fristelser og synder, som »let omklamrede ham« (se 2 Ne 4:17-18).

Og det er bare eksempler fra oldtidens historie. I nyere tid ved vi, at Joseph Smith tillod Martin at tage de 116 sider, der senere gik tabt (se L&P 3).

Så hvordan kan disse beretninger forme vores syn på de valg, der blev truffet dengang og nu?

Jeg tror, at vi kan begynde på samme måde, som Herren gjorde, da han talte til sin tjener Thomas B. Marsh som svar på Thomas vrede: »Jeg har hørt dine bønner« (L&P 112:1; fremhævelse tilføjet).

Med andre ord kan vi begynde med at lytte.

Empati begynder med at lytte

Ingen forstår empati bedre end Frelseren. Han oplevede alles lidelser (se Alma 7:11-12). Hvis der er nogen, der kan lære os, hvordan vi bedre forstår andre og lytter med empati, så er det ham.

Herren fortsætter med at tale gennem Joseph Smith til Thomas og siger: »Jeg kender dit hjerte og har hørt dine bønner for dine brødre« (L&P 112:11). Selvom Herren fortsat tugter Thomas, synes jeg, det er vigtigt, at han lader Thomas vide, at han hørte hans bønner.

I det samme vers formaner Herren: »Vær ikke partisk i din kærlighed til fordel for dem frem for mange andre, men lad din kærlighed til dem være som til dig selv; og lad din kærlighed være rigelig til alle mennesker og til alle, som elsker mit navn.«

En af grundene til, at Frelseren forstår os fuldkomment, er, at han elsker os fuldkomment. Hvis vi virkelig ønsker at forstå, hvad der skete i Kirkens historie, vil udøvelse af vores kærlighed til andre hjælpe os med at lytte med oprigtig hensigt.

Stolthed ødelægger forbindelsen

Vi har en kæmpe fordel, når vi ser tilbage på historien, fordi vi kan se hele fortællingen fra start til slut; vi kan se konsekvenser, der kan have taget måneder, år eller endda årtier om at udfolde sig.

Det gør det nemt at dømme andres handlinger og sige: »Sådan ville jeg ikke have gjort.«

Fordi nogle af detaljerne fra historien er gået tabt, er der en kontekst, vi måske aldrig helt forstår, og derfor kan vi ikke fuldt ud bedømme, hvad der skete.

Jeg siger ikke, at vi skal undskylde eller bortforklare alt, vi ikke forstår. Spørgsmål er vigtige, fordi de hjælper os med at øge vores forståelse. Men når vi søger svar gennem studium og bøn, er det vigtigt at overveje Herrens befaling til Thomas om ikke at »ophøje jer selv« (se L&P 112:15). Jeg tror, at en lignende udtalelse kunne være: »Antag ikke, at du er bedre end alle andre.«

Det er et godt råd i mange sammenhænge (som f.eks. forhold), og det er et godt råd, når man undersøger historiske begivenheder. Jeg kan ikke gå ud fra, at jeg ville have handlet bedre, hvis jeg havde stået i Thomas B. Marshs, Joseph Smiths eller andres sted. Måske ville jeg have gjort tingene anderledes, men jeg ville højst sandsynligt have begået lignende eller helt andre fejl.

Stol på Herren

Uanset hvilke bekymringer I måtte have, begynder vejen til at finde svar, der bringer fred, med et oprigtigt ønske om at følge Guds vilje og stole på hans evige perspektiv. »Vær du ydmyg,« åbenbarede Herren til Thomas, »så skal Herren din Gud lede dig ved hånden og give dig svar på dine bønner« (L&P 112:10).

Thomas B. Marsh faldt fra kirken i en periode, men vendte senere tilbage og blev accepteret. Som Herren havde sagt til ham år tidligere: »Eftersom du har ydmyget dig selv, skal du blive ophøjet; derfor er alle dine synder tilgivet dig« (L&P 112:3).

Må vi vise hinanden noget af den samme forståelse, som Kristus giver os.