2025
Var mit missionskald en fejl?
Januar 2025


»Var mit missionskald en fejl?« Liahona, januar 2025.

Sidste dages hellige røster

Var mit missionskald en fejl?

Mens jeg var langt væk hjemmefra, hjalp Herren mig til at finde ud af, hvordan jeg kunne dele hans kærlighed.

missionær på cykel

To år inde i min uddannelse i aktuar- og økonomisk matematik fik jeg en stærk tilskyndelse til at tage på mission. Jeg valgte at tjene, selvom jeg potentielt ville miste visse studiepoint, der skulle tages i træk.

Da jeg kort tid efter læste mit missionskald til Salt Lake City Central-missionen i Utah, føltes det surrealistisk. Jeg kendte ikke nogen, der havde tjent i Salt Lake City. Jeg tænkte, at jeg måske havde åbnet det forkerte missionskald. Da jeg ankom til Salt Lake City, følte jeg, at alt, hvad jeg vidste, var blevet fjernet. Jeg kørte på cykel i sneen uden at ane, hvordan jeg skulle være missionær. Med sin anderledes kultur og klima føltes Salt Lake City så langt væk fra Sydafrika, som jeg kunne have rejst.

I mit første område besøgte min kammerat og jeg et medlem ved navn Chris Ruppel for at spise til middag. Han spurgte, om nogen af os kunne spille musik. Min kammerat nævnte, at jeg spillede klaver og sang, så jeg sang en sang for familien. Så skete der noget enestående. Bror Ruppel så på mig og sagde: »Ældste Vizzini, hvis du bliver ved med at synge på den måde, vil du få succes som missionær.« Jeg syntes, det var sødt af ham, men jeg tænkte ikke meget over det.

Nogle få måneder senere hjalp jeg og bror Ruppel med at organisere et musikalsk missionsmøde. I alle de områder, hvor jeg tjente derefter, brugte vi det samme mødearrangement. Mange mennesker deltog sammen med os, lige fra stavens medlemmer til kendte lokale musikere og medlemmer af andre trosretninger. Vi underviste om Frelseren gennem musik til mennesker, der ellers ikke ville have ønsket at deltage i en hel lektion. Jeg lærte, at musik kunne berøre både fattige og velhavende, de veluddannede og de uuddannede.

Min mission lærte mig, at jeg kan gøre svære ting. Da jeg tjente i et område, der var så langt væk og så forskelligt fra mit hjem, lærte jeg, at alle er Guds børn. Jeg har set mirakler i menneskers tilværelse på den anden side af jorden i Utah, og jeg har set dem her i Sydafrika. Jeg ved, at hvis vi blot har tro, kan der ske mirakler i vores liv (se Morm 9:15-21).