»Gengivelsens velsignelser«, Liahona, jan. 2025.
Kom og følg mig
Lære og Pagter 1; Joseph Smith – Historie 1:1-26
Gengivelsensvelsignelser
Jesu Kristi gengivne evangelium har velsignet mig og min familie, og det vil fortsat være til velsignelse for hele verden.
Fotografi af beseglingsværelse i templet i Suva i Fiji
I foråret 1820 trådte en 14-årig dreng, der havde brug for svar, ud i en lund. Han ønskede at vide, hvilken af de mange kirker omkring ham han skulle tilslutte sig. I skrifterne havde drengen lært, at »hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud« (Jak 1:5), og derfor gik han ud i lunden og udøste sit hjerte for Gud. Da han bad, åbnede himlene sig.
Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, viste sig for Joseph Smith og besvarede hans bøn (se JS-H 1:16-20). Denne hellige begivenhed indledte gengivelsen af Jesu Kristi evigtvarende evangeliums fylde. Denne kundskab har været en stor velsignelse i mit liv, men det tog mig et stykke tid at få mit eget vidnesbyrd.
Jesus Kristus genoprettede sin kirke
For mange år siden følte jeg mig meget som den unge Joseph. Jeg var forvirret over den »krig på ord og tumult på grund af forskellige meninger« (JS-H 1:10), der kom fra mange forskellige kirker i Fiji. Da jeg første gang mødte missionærerne, havde jeg virkelig mange spørgsmål. Nogle har drillet mig med, at jeg er langsom til at lære, fordi jeg brugte otte år på at undersøge Kirken. Min omvendelse begyndte med en forståelse af Kirkens navn.
Jesus Kristus oprettede i løbet af sin jordiske tjenestegerning sin kirke. Med tiden gik læren og præstedømmemyndigheden i hans kirke tabt. I vore dage genoprettede Jesus Kristus gennem profeten Joseph Smith den samme kirke, som han oprettede, da han levede på jorden (se TA 1:6). Han befalede også gennem åbenbaring: »For således skal min kirke kaldes i de sidste dage, nemlig Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige« (L&P 115:4).
Kirken bærer Jesu Kristi navn, fordi det er hans kirke! Efter otte år gav denne sandhed genlyd i mit sind og hjerte. Jeg blev døbt som 27-årig og blev snart kaldet som rådgiver i Unge Mænds præsidentskab i menigheden og som lærer til morgenseminar. Hen ad vejen fortsatte mit vidnesbyrd med at vokse.
Gengivelsen fortsætter
Mit liv ændrede sig, da jeg underviste i seminar, deltog i nadvermøder og lyttede til generalkonferencer. Jeg følte også Åndens beroligende, trøstende og inspirerende indflydelse, mens jeg læste Mormons Bog – et håndgribeligt bevis på og manifestation af gengivelsen og Joseph Smiths profetiske kald.
Da Herren kaldte Joseph »og talt[e] til ham fra himlen og gav ham befalinger« (L&P 1:17), viste han, at han »inspirerer mennesker og kalder dem til sit hellige værk i denne tid og slægt såvel som i fordums slægter«, og at »han er den samme Gud i går, i dag og for evigt« (L&P 20:11-12).
Gengivelsen, der begyndte med Joseph, fortsætter i dag. Som sidste dages hellige er vi kaldet til at tale i Frelserens navn, så »tro … må tage til på jorden«, hans »evigtvarende pagt må blive stadfæstet« og »[hans] evangeliums fylde må blive forkyndt af de svage og ringe til verdens ender« (L&P 1:21-23). Vi er velsignede ved at være i stand til at hjælpe med til at opbygge Kirken og forberede verden på den dag, hvor Jesus Kristus vender tilbage.
Ældste og søster Wakolo (yderst til højre) modtog deres begavelse og blev beseglet i templet i Nuku’alofa i Tonga i august 1995, et år efter ældste Wakolo tilsluttede sig Kirken. De vises her sammen med tempelpræsidentskabet.
Taknemlighed for profeten Joseph
Et år efter min dåb rejste min hustru, Anita, og jeg til templet i Nuku’alofa i Tonga for at blive beseglet for tid og al evighed. Mit vidnesbyrd om gengivelsen gjorde det så meningsfuldt at tage til templet. Jesu Kristi gengivne evangelium betyder virkelig alt! Mit hjerte er fyldt med taknemmelighed for de velsignelser, det har bragt mig og min familie.
Disse dyrebare velsignelser er kommet til verden gennem »Joseph Smith, Herrens profet og seer, [som] har gjort mere, Jesus alene undtaget, for menneskenes frelse i denne verden end nogen anden, der nogensinde har levet i den« (L&P 135:3). Vi må altid være taknemmelige for – og aldrig tabe det af syne – som vi er blevet givet gennem denne sidste uddelings profet.
Gennem Joseph forstår vi vores pagtsforhold til vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Vi har det gengivne præstedømme og ordinancer og pagter. Af Josephs oplevelse i den hellige lund lærer vi, at selv før Faderen præsenterede sin Søn, Jesus Kristus, kaldte han Joseph ved navn (se JS-H 1:17). Han kender også vores navn. Og ligesom han åbnede himlene og besvarede en 14-årig drengs enkle, inderlige bøn, vil han også besvare vores bønner efter sin egen vilje, måde og timing, uanset vores alder. Disse sandheder giver genlyd dybt i min sjæl. Jeg vidner om, at de er sande.
Jeg håber, at jeg er en, der gør godt i verden. Hvis jeg er, så har Joseph Smith gjort meget for at bidrage til det. Mit liv ville ikke være, hvad det er i dag, jeg ville ikke være den mand og far, jeg er og jeg ville ikke være så lykkelig, som jeg er, uden det gengivne evangelium, som profeten Joseph ofrede sit liv for at bringe til verden. Evangeliet giver mig strålende klarhed og håb. Det vil jeg altid være profeten Joseph taknemlig for.
Når som helst, hvor som helst
Jeg har en Mormons Bog med mig overalt, og jeg håber, at jeg kan give den til nogen og introducere dem for Jesu Kristi gengivne evangelium. Jeg har delt hundredvis af eksemplarer ud over hele verden. Jeg elsker at dele budskabet om gengivelsen – når som helst og hvor som helst.
Det har især været sandt, når jeg sammen med Anita har undervist og vidnet for mine børn inden for hjemmets fire vægge. Vores datter tjener for tiden på mission i New York City i USA. Vi har sagt til hende: »Gå ud og bær vidnesbyrd om Frelseren på din side af jorden. Din mor og far vil gøre det samme i vores del af verden.« Vi elsker at opdatere hinanden om vores tjenestegerning. Og nu har vi et fireårigt barnebarn. Mit hjertes håb og ønske er, at hun ofte vil høre og konstant huske sin bedstefar vidne om Frelseren og hans evangelium.
Vi kan alle vidne om det gengivne evangeliums velsignelser – når som helst og hvor som helst – når vi lever et eksemplarisk liv som Jesu Kristi disciple. Vi kan dele Mormons Bog: Endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus. Og vi kan vidne om, at Jesus Kristus har gengivet sit evangeliums fylde og leder Kirken i dag. Præsident Russell M. Nelson har sagt, at »åbenbaring fortsætter med at flyde fra Herren i denne vedvarende genoprettelsesproces«. Jeg vidner om, at dette fortsætter gennem en ubrudt linje af præstedømmenøgler, som bæres af profeter, seere og åbenbarere, der inspirerer, vejleder og hjælper os til at knytte os til Frelseren Jesus Kristus.
Dette er mit vidne og vidnesbyrd. Jeg vil med glæde dele det altid og aldrig tvivle på det.