Ann og Newel Whitney og pagtsstien

Anns forældre valgte at opdrage hende uden religion. Newel havde en forretningsmæssig tankegang. Men da de slog sig ned i Kirtland, fornemmede Ann, at der manglede noget i deres liv. De begyndte at lede efter en kirke, der fulgte evangeliet, som det blev forkyndt af Jesus Kristus i Det Nye Testamente. I et stykke tid tilbad de sammen med Alexander Campbells Disciples of Christ.

»En aften,« mindedes Ann, »… da min mand og jeg i vores hus i Kirtland bad til Faderen om at få vist vejen, kom Ånden over os, og en sky overskyggede huset … En højtidelig ærefrygt gennemtrængte os. … Vi hørte en stemme … sige: ›Bered jer på at modtage Herrens ord, for det kommer.‹«

I New York, hundredvis af kilometer væk, bad Herren Joseph Smith om at sende missionærer ud for at forkynde evangeliet. Da disse missionærer – ledet af Oliver Cowdery og Parley P. Pratt – forkyndte i Kirtland, lyttede Ann og skrev senere: »Jeg vidste, at det var den gode hyrdes røst.« Vidnesbyrdet fra missionærerne, andre troende som Lucy og Isaac Morley og vigtigst af alt Helligånden førte dem til at indgå hellige pagter. Ann og Newel blev døbt i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i november 1830.

Illustration: Paul Mann

Mødet med profeten Joseph

En anden åbenbaring fortalte de hellige, at de skulle »drage til Ohio«, hvor de ville få »en sådan velsignelse, som ingen blandt menneskenes børn kender« (L&P 39:14-15; se også 37:1).

Joseph og Emma Smith ankom til Kirtland i februar 1831, og Newel og Ann tog dem ind i deres hjem i en måned. Atten måneder senere stillede de igen et hjem til rådighed for Joseph og Emma i deres ombyggede butik.

Familien Whitney begyndte at se et klarere billede af deres evige identitet. Senere samme år åbenbarede Herren for profeten Joseph, at Newel skulle tjene som biskop i Kirtland. Newel sagde: »Jeg kan ikke se en biskop i mig, bror Joseph, men hvis du siger, at det er Herrens vilje, så vil jeg prøve.«

Joseph svarede: »Du behøver ikke tage mit ord for det. Gå selv hen og spørg Faderen.«

Efter at have bedt, hørte Newel en stemme fra himlen sige: »Din styrke er i mig.«

Det var en vækstperiode for Newel og Ann, idet de arbejdede sammen om at holde deres pagter. Ann skrev om en måde, de tjente andre på:

»I overensstemmelse med vor Frelsers mønster … besluttede vi at holde en fest for de fattige … de lamme, de halte, de døve, de blinde, de gamle og svagelige.

Denne fest varede tre dage, og i løbet af den tid var alle i nærheden af Kirtland, der ville komme, inviteret … For mig var det i sandhed ›et festmåltid med fede retter‹ (Es 25:6); en glædens tid, der aldrig vil blive glemt.«

Newel tjente senere som missionær med Joseph Smith og som partner i United Firm, et forretningskooperativ, der havde til formål at imødekomme de helliges behov. Overskuddet fra hans forretning finansierede meget af Kirkens vækst i Kirtland og Missouri, og han tjente Kirken på mange andre måder. Måske vigtigst af alt fik Ann og Newel fjorten børn, hvoraf ti nåede voksenalderen.

Andre samledes for at opbygge Zions stave. Familien Kimball, Young, Crosby, Tippets og mange flere forsøgte at gøre Jesu Kristi evangelium til det centrale i deres liv. Hver af dem bragte energi og specifikke talenter. Tidlige åbenbaringer vejledte, irettesatte og gav dem forvisning og vejledte den voksende Kirke.

For Kirkens første medlemmer var modtagelsen af den lovede begavelse med Guds kraft centrum for deres timelige og åndelige stræben, både kollektivt og individuelt (se L&P 38:32).

Herren befalede gentagne gange, at der skulle bygges templer i Kirtland og Missouri. I Kirtland lykkedes det de hellige med en heroisk indsats at rejse en bemærkelsesværdig bygning. Det var deres bedste forsøg på at bygge noget, der var Herren Jesus Kristus værdigt. Templet står stadig i dag. Newels butik, tillige med hans nærliggende fabrik til bearbejdning af aske, var en vigtig del af økonomien i Kirtland, der støttede tempelprojektet.

I 1836 viste Frelseren sig i templet og accepterede deres indsats. Han lovede, at hans folk »skal fryde sig meget som følge af de velsignelser, som skal blive udøst, og den begavelse, hvormed mine tjenere er blevet begavet i dette hus« (L&P 110:9). Så kom Moses, Elias og profeten Elias og overdrog nøgler, der var afgørende for den sidste uddeling (se L&P 110:11-16).

Forfølgelse og verdslige bekymringer

De kommende dage var en prøve for de hellige, inklusive familien Whitney. På grund af en national økonomisk krise og panik i banksektoren vendte mange sig mod Kirken og profeten. Da Newel blev befalet at flytte til Missouri, tøvede han. Han havde lagt sit liv i sin forretning i Kirtland. Meget af den rigdom, den skabte, holdt Kirken oppe. Hvordan kunne han bare forlade den?

Herren revsede ham for at være for opmærksom på verdslige ting og for hans »sjæls smålighed« (L&P 117:11). Newel omvendte sig og adlød. Han bosatte sig i Nauvoo i Illinois, hvor han fortsatte med at tjene som biskop og senere som præsiderende biskop.

I Nauvoo var templet igen centrum for timelig og åndelig aktivitet. Da templets mure var i gang med at rejst, organiserede Herren Hjælpeforeningen gennem sin profet. Emma Smith var den første præsident, og Sarah Cleveland og Ann Whitney var hendes rådgivere. Emma uddelegerede vigtige opgaver til Ann og bad hende om at lede organisationen, når hun ikke var der.

Herren fortsatte med at åbenbare tempelordinancer for profeten. I 1842, da templet i Nauvoo endnu ikke var færdigt, samlede Joseph Smith kirkeledere, deriblandt Newel, på øverste etage i hans røde købmandsbutik og administrerede begavelsesordinancen. Da en del af templet – loftrummet – blev indviet, administrerede både Ann og Newel begavelsen for andre hellige, inden de tog til Salt Lake-dalen.

På deres rejse på pagtsstien søgte Ann og Newel Frelseren, omvendte sig, tjente helhjertet, indviede sig, ofrede sig og frydede sig. De lærte Jesus Kristus at kende og så sig selv som pagtens børn. Millioner har efter dem fulgt det samme mønster med at indgå og efterleve hellige pagter og opbygge Herrens rige. Indsatsen for at kende deres historier hjælper os i perioder med fremgang og prøvelser.

Mod slutningen af sit liv skrev Ann: »At føle, at du har fået en lille indsigt i Guds formål med din eksistens … kan du forstå, at disse ting er værd at leve for, værd at lide for? Kan noget offer være for stort … hvis vi vil følge i vores mesters fodspor?«