2025
Den smukkeste dag
Januar 2025


Sidste dages hellige røster

Den smukkeste dag

Herren brugte min fars aboriginale rødder til at hjælpe ham til at forlige sig med familien.

en smilende mand

Min afdøde far, Claude Roy, døde i 2015, ikke længe efter sin dåb. På det tidspunkt havde min mor, søskende og jeg været medlemmer af Kirken i nogen tid, men i årtier var min far urokkeligt uvillig til at tilslutte sig Kirken.

Men med tiden sagde han: »Mit hjerte blev hårdt, og jeg blev irriteret over besøg af mine børn og børnebørn og ønskede at isolere mig fra min familie. Spændingerne voksede i mit hus, og mit forhold til min kone blev anstrengt.«

Omkring dette tidspunkt begyndte han at spore sine canadiske aboriginale forfædre, som var efterkommere af stammerne micmac og huron-wendat. Efter at have kontaktet micmac-samfundet i nærheden af, hvor han voksede op, blev han inviteret til en powwow, en indiansk ceremoni.

I løbet af aftenen åbnede den højeste høvding sine arme og bad børnene om at komme til ham, så han kunne velsigne dem. Den efterfølgende tale om vigtigheden af familie og efterkommere ramte min far som et lynnedslag.

I det øjeblik sagde han: »Jeg så min familie holde deres arme ud mod mig, mens jeg vendte ryggen til dem. Jeg blev fyldt med en overvældende, ubeskrivelig sorg, som om mit hjerte var ved at gå i stykker. Jeg vidste i det øjeblik, at Herren havde brugt mine forfædres stammes ord til at blødgøre mit hjerte. Jeg vidste, at jeg var nødt til at vende mig til vor himmelske Fader og udbedre den skade, jeg havde forvoldt min familie.«

Far begyndte at slutte fred med vores familie og bad om tilgivelse fra hvert eneste familiemedlem. Med sin hustrus og sine børns eksempel begyndte han at bede og læse Mormons Bog. Da han havde læst mange historier om det amerikanske kontinent, følte han sig draget mod Mormons Bog. Dens sandhed blev straks bekræftet for ham.

»Omgivet af min familie blev jeg døbt som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige,« sagde han. »Det var den smukkeste dag i mit liv! Jeg vidner om kraften i et kærligt eksempel. I 36 år bevarede min hustru sin tro og var et kristuslignende eksempel for mig, selvom mit hjerte var forhærdet. Men så ændrede en weekend alt for mig.«

Min fars historie minder os smukt om, at Frelserens og »barmhjertighedens arme er strakt ud mod [os]«, og at når vi omvender os, vil han virkelig modtage os (se Alma 5:33).