Velsignelserne i 1836 og vanskelighederne i 1837

I januar 1836, da templet nærmede sig færdiggørelsen, begyndte de hellige at opleve de åndelige velsignelser ved at have et tempel i deres midte. De var blevet lovet, at de i templet i Kirtland ville blive begavet med kraft (se L&P 38:32, 38). Dette løfte afspejler det, Frelseren fortalte sine apostle i Jerusalem i Det Nye Testamente. Efter sin opstandelse fortalte han dem, at de ikke skulle tage af sted for at forkynde, før de var blevet begavet med »kraft fra det høje« (Luk 24:49). På pinsedagen modtog hans apostle denne kraft, da Ånden sænkede sig over dem som »et kraftigt vindstød … [Og de] blev … alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål« (ApG 2:2, 4).

I januar 1836 mødtes Joseph Smith med andre kirkeledere for at bede, velsigne hinanden og drive Kirkens anliggender. Da de havde velsignet profeten Joseph, så han det celestiale rige i et syn. Han så vor himmelske Fader og Jesus Kristus, Adam og Abraham, sine egne forældre (der stadig var i live) og sin storebror Alvin, der var død uden at være døbt. Joseph lærte, at »alle, som er døde uden kundskab om dette evangelium, og som ville have antaget det, hvis de havde fået lov til at blive, skal blive arvinger til Guds celestiale rige« (L&P 137:7).

To måneder senere, den 27. marts 1836, stimlede de hellige sammen i templet i Kirtland til dets indvielse. De lyttede til Josephs indvielsesbøn, hvori han bad vor himmelske Fader om at tage imod templet i Kirtland som et sted, hvor Frelseren kunne »give sig til kende for sit folk« (L&P 109:5). Klemt ind i det hellige rum sang de hellige »Guds Ånd som en ild«. De råbte i kor: »Hosianna! Hosianna! Hosianna for Gud og Lammet!«

De oplevede åndelige velsignelser ved indvielsen og i ugen efter. De fastede, bad og tog nadveren, vaskede hinandens fødder og modtog syn. De følte kraften til at gå ud og forkynde evangeliet. De var blevet begavet med kraft fra det høje.

Men de åndelige tilkendegivelser sluttede ikke der. Den 3. april 1836 viste Frelseren sig for to af sine tjenere. »Sløret blev borttaget fra vort sind, og vor forstands øjne blev åbnet,« sagde Joseph Smith og Oliver Cowdery. »Vi så Herren stå foran os på talerstolens brystværn … [med en] røst, som lød: Jeg er den første og den sidste; jeg er den, som lever, jeg er den, som blev slået ihjel; jeg er jeres talsmand over for Faderen« (L&P 110:1-4).

Efter Frelserens besøg viste Moses, Elias og profeten Elias sig hver især for Joseph og Oliver og overdrog dem nøgler, der ville gøre dem i stand til at forkynde Jesu Kristi evangelium og indsamle Israel, velsigne jorden med den abrahamske pagt og besegle familier (se v. 11-16).

Men historien om Kirtland slutter ikke med disse fantastiske manifestationer. Et år efter templets indvielse var lokalsamfundet ved at gå i opløsning. En international økonomisk krise førte til massiv arbejdsløshed i USA. Banker krakkede over hele landet, herunder en lille bank, der blev oprettet af kirkeledere i Kirtland for at fremme udviklingen af lokalsamfundet. Joseph Smith og andre kirkeledere prøvede desperat at redde lokalsamfundets økonomi. Men omfanget af den globale økonomiske krise var for stort. Folk begyndte at miste deres job og hjem. Mange begyndte at murre imod Gud og Kirken. Hvorfor havde Herren tilladt sit folk at fejle økonomisk? Nogle begyndte at hviske og derefter proklamere, at Joseph var en falden profet.

Ved et møde i sommeren 1837 i templet i Kirtland talte Kirkens patriark Joseph Smith sen. i sin søns fravær. Mens han talte, forsøgte en afviger at trække ham ned fra talerstolen. Da William Smith forsvarede sin far, truede en anden apostel med at slå William ihjel med et sværd. Andre mænd med knive og pistoler omringede William. Templet, der et år tidligere havde været et helligt og åndeligt sted, var nu et sted fyldt med vold, splid og kaos.

Da Joseph Smith vendte tilbage til Kirtland, opretholdt de fleste kirkemedlemmer ham som profet, men tre apostle blev fjernet fra De Tolvs Kvorum. Økonomiske problemer var blevet til åndelige problemer. I løbet af nogle få måneder bad Herren Joseph om at forlade Kirtland af hensyn til sin familie og sit eget liv.

Øjenvidner beretter om vanskelighederne på den tid. Vilate Kimball, hustru til apostlen Heber C. Kimball, sendte et brev til sin mand, der på det tidspunkt tjente som en af de første missionærer i England. »Jeg er tvivler ikke, men det vil smerte dit hjerte,« skrev hun til Heber og fortalte ham om afvigerne. »De hævder at tro på Mormons Bog og Lære og Pagter, men i gerninger fornægter de dem.«

Vilate vidste, at Joseph ikke var fuldkommen. Han havde begået fejltagelser under den økonomiske krise i Kirtland. Og hun fortsatte med at elske mange af dem, der havde afveget. Men hun så en dybere lektie i begivenhederne i 1837: »Herren siger: Den, der ikke kan tåle revselse, men fornægter mig, kan ikke blive helliggjort.«

I det samme brev tilføjede Marinda Hyde en besked til sin mand, Orson, der også var apostel og tjente i England. Marindas storebror var en af de apostle, der havde forladt Kirken. »Sådanne tider som vi har nu i Kirtland, har du aldrig været vidne til, for det virker som om, at al tillid til hinanden er væk,« skrev hun.

Hvorfor huske tragedien i 1837 og ikke kun triumfen i 1836? Fordi de to ting selvfølgelig ikke kan adskilles. Sådan er det også i vores liv. Gud giver os alle perioder med åndelige velsignelser, tider, hvor han taler til vores sjæl og leder os ved hånden på pagtsstien. Han giver os perioder med stabilitet, tider, hvor vi har mere end nok, tider, hvor vores familie er sunde og lykkelige, tider, hvor vores venner er tæt på os og er i kontakt med os. Vi oplever alle sammen tider, der minder om 1836.

Men Gud har aldrig lovet, at vi kun vil opleve 1836. For hver af os kommer 1837. Det kommer med økonomisk ustabilitet, hvor vi bekymrer os om, hvor pengene skal komme fra. Det kommer med personlig ustabilitet, når vores familie lider af pludselig sygdom, kronisk sygdom, depression eller angst. Det kommer med social ustabilitet, når vores venner glider ud af vores liv eller forråder os.

Hvis vi ikke husker vores egne oplevelser i 1836 – de tider, hvor vi har følt Herrens hænder i vores liv – kan 1837 bringe åndelig ustabilitet. Det kan friste os til at sige: »Det er ikke det værd.« Det kan friste os til at sige: »Gud elsker mig ikke.« Det kan friste os til at sige: »Joseph Smith var ikke profet« eller »Præsident Nelson er ikke Guds profet.« Det kan friste os til at sige: »Pagtsstien er ikke noget for mig.«

Men hvis vi udfører det åndelige arbejde med at huske og dvæle åndeligt i 1836, selv når vi oplever prøvelserne i 1837, kan vi stadig være grundfæstet i vores tro på Jesus Kristus, vi kan stadig vide, at Gud elsker os, og vi kan stadig vide, at evangeliets gengivelse og Jesu Kristi kirke er virkelig, og at Herren leder sin kirke gennem sine udvalgte tjenere.