Vores Ven
Dårlig til badminton
April 2026


»Dårlig til badminton «, Vores Ven, april 2026, s. 38-39.

Dårlig til badminton

»Men jeg vil gerne være bedre til det nu,« sagde Shia.

En sand historie fra Filippinerne.

Illustration af en badmintonketsjer, der rammer en fjerbold med et billede af en forvirret pige

Shia tog en dyb indånding og forsøgte at fokusere. Hun kunne godt klare det her. Hun lod fjerbolden falde fra sin hånd, svingede med sin ketsjer og …

Flonk!

Fjerbolden ramte gulvet lige foran hendes tæer.

Shia prustede og fnyste. Hun ramte ved siden af. Igen.

Far kom luntende hen fra siden af badmintonbanen. »Godt forsøg! Prøv måske at bøje dit håndled mere, næste gang du server.«

»Det er så svært at serve!« sagde Shia. Hun kiggede over på den anden bane, hvor hendes kusine og fætter, Analyn og Jovan, spillede. Fjerbolden fløj over nettet, når de skiftedes til at slå til den med deres ketsjere. De fik det til at se let ud!

Far lagde en hånd på hendes skulder. »Du skal nok blive bedre til badminton. Det kræver bare lidt øvelse.«

»Men jeg vil gerne være god nu,« sagde Shia.

Far smilede. »Måske vil din holdtræning i morgen gå bedre.«

Men dagen efter var holdtræningen ikke bedre. Shia missede fjerbolden flere gange, end hun ramte den. Hun kunne ikke serve den over nettet. Og i pausen snublede hun og spildte vand ud over hele sin uniform.

Layla, holdkaptajnen, pegede på hendes våde bluse og lo. »Du er så klodset, Shia!«

Shia følte sine kinder brænde. Så kaldte træneren alle sammen over på banen.

»Okay, alle sammen, turneringen er om få uger. Alle finder en partner!«

Analyn prikkede Shia på skulderen. »Vi kan være partnere. Jeg hjælper dig med at øve.«

Layla grinede. »Shia er den dårligste på holdet! Du kommer aldrig til at vinde, hvis hun er din partner.«

Shia så på sine fødder. Layla havde ret. Hun var den dårligste på holdet, og hun var ikke sikker på, om hun nogensinde ville blive bedre.

Da Shia kom hjem, var mor i gang med at lave kylling adobo på komfuret. Hendes lillebror, Tolome, græd og klyngede sig til mors ben.

Mor så lettet ud over at se Shia. »Åh godt, du er hjemme! Kan du tage Tolome og lege med ham, mens jeg laver aftensmaden færdig?«

Shia havde ikke lyst til at lege lige nu. Men Tolome så så trist ud! Shia løftede ham op. Tolome blev ved med at græde.

Shia satte ham på gulvet og fandt noget papir til krea-aktiviteter i skabet. Stille og roligt begyndte hun at folde en origami-kat ud af papiret.

Tolome så på hende, og langsomt faldt han til ro. Shia gjorde katten færdig og viste den frem. »Miav!«

Tolome fnisede. Shia gav ham origami-katten og begyndte at folde traner, kaniner og skildpadder af papir, som de kunne lege med.

»Hvor er du en god hjælper!«

Shia vendte sig om og så, at mor smilede. »Tak, fordi du hjælper mig i dag! Det var meget kristuslignende af dig,« sagde mor.

»Jeg er glad for at kunne hjælpe.« Shia så, hvor glad Tolome var, og følte sig varm indeni. Selvom hun var forfærdelig dårlig til at serve i badminton, kunne hun måske, så godt hun kunne, prøve på at være den bedste til at tjene sin familie.

Illustration af en fjerbold med et billede af en smilende pige, der leger med en lille dreng

I løbet af de næste par uger forsøgte Shia at blive bedre til at serve på banen og tjene derhjemme. Hun trænede hver dag efter skole på badmintonbanen. Hun hjalp mor derhjemme med at tage sig af Tolome efter træning. Og hun bad om, at vor himmelske Fader ville hjælpe hende med at forberede sig til turneringen.

Da dagen for turneringen kom, var Shia så nervøs! Hun og Analyn gik ind på banen. Mor, far og Tolome vinkede fra tilskuerpladserne. Da det blev hendes tur til at serve, tog Shia en dyb indånding. Hun kunne godt klare det.

Shia lod fjerbolden falde fra sin hånd, svingede med sin ketsjer og …

Smæk!

Den gik over nettet! Hun hørte far juble. Hun klarede det!

Måske var det alligevel ikke så svært både at serve eller at tjene.

PDF-side med historie 1

Illustrationer: Beatrice Costamagna. Må kun kopieres til kirkebrug.