Vingummibamse-venner

Rowan så på, da frøken Brody inviterede en ny elev til at komme op at stå, forrest i klasseværelset.

»Det her er Ernest,« sagde frøken Brody. »Han er lige ankommet til Hawaii fra et land, der hedder Ukraine. Han taler ikke engelsk. Vil I alle være venlige over for ham, og blive venner med ham?«

Rowan og hans klassekammerater nikkede.

Ernest slog blikket ned og rynkede panden. Han var den eneste person, der havde lange bukser og en langærmet skjorte på.

Rowan spekulerede på, hvordan det mon var at flytte til et nyt land, uden at kunne tale sproget. Det lød skræmmende!

I frikvarteret så Rowan Ernest gå hen til et sted alene, mens de andre børn løb ud for at lege sammen. Han havde stadig rynker i panden.

Rowan ville gerne være venner med ham, men han vidste ikke, hvad han skulle sige. Hvordan kunne de blive venner, hvis de ikke talte det samme sprog?

Efter skole gik Rowan hjem og bad sin far om hjælp. »Kan du hjælpe mig med at finde ud af, hvordan man siger ting på ukrainsk?« Spurgte Rowan. »Der er en ny dreng i vores klasse, som ikke taler engelsk.«

Far nikkede. »Selvfølgelig.«

Først fandt de ud af, hvordan de skulle sige: »Det er frokosttid.« Rowan lyttede til svaret. »Nastav obidniy chas.« Rowan prøvede at sige det et par gange. Det var svært! Så han slog op, hvordan han kunne sige »hej«.

»Pryvit,« sagde stemmen på computeren til ham. Det var nemmere. Rowan genspillede ordet igen og igen og øvede sig på at sige det.

Den næste dag i frikvarteret fandt Rowan Ernest siddende alene i græsset igen. Rowan stillede sig ved siden af ham og smilede. »Pryvit!« sagde han med en høj stemme. Han håbede, at han havde sagt det rigtigt.

Ernest smilede og rakte Rowan en vingummibamse.

Rowan satte sig ved siden af Ernest og sagde pryvit igen. Så sagde han: »Hej.«

»Hej,« sagde Ernest langsomt. Han gav Rowan endnu en vingummibamse. Den duftede af appelsiner, og den var lækker og blød.

Rowan tegnede fire streger i jorden ved siden af dem for at lave en bane til kryds-og-bolle. Han lærte Ernest at spille det. Det var svært at forklare, fordi de ikke talte det samme sprog. Nogle gange tegnede Ernest X’er, når det ikke var hans tur. Men det var Rowan ligeglad med. Han ville bare have en ny ven.

Hver dag den uge legede Rowan med Ernest i frikvarteret. De delte vingummibamser og legede sammen.

En dag derhjemme spurgte far: »Hvordan har den nye dreng i din klasse det? Øvede du dig på de ord, du lærte?«

»Ja! Hans navn er Ernest,« sagde Rowan. »Vi leger og spiller i frikvarteret, og han giver mig vingummibamser.«

Far smilede. »Det er fantastisk.« Han satte sig ved siden af Rowan på sofaen. »Ernest og hans familie er flygtninge. De kommer fra et land langt væk. Ældste Kearon sagde, at Jesus Kristus var flygtning som dreng, og har har bedt os om at være venner, når vi møder mennesker fra andre lande. Hvad tror du det kræver at være en god ven?«

Rowan tænkte sig om et øjeblik. »Det kræver noget kærlighed og at finde en leg at lege sammen,« sagde han. »Så kan andre også være med, og lege legen og lære hinanden at kende.«

Far gav Rowan et knus. »Du følger Jesus og gør det, profeterne beder os om at gøre,« sagde han. »Og nu har du en ny ven.«

Åbn PDF

Illustrationer: Josh Talbot