»Marmelade-krigen«, Vores Ven, april 2026, s. 28-29.

Marmelade-krigen

Jackie Asher

»Hvem kunne vide, at børn kunne gøre så stor en forskel?«

En sand historie fra USA.

»Værsgo!«

Evans lillebror Ethan trykkede på optag på tabletten, og Evan begyndte sin tale. »Hej, jeg hedder Evan. Jeg ledte efter flere muligheder for tjenesteprojekter og fandt vores bys fødevarebank.«

Evan og Ethan elskede at lave film sammen, men denne video var speciel.

Fødevarebanken gav mad til familier, der ikke havde penge nok til at købe dagligvarer i butikkerne. Lige nu var der helt udsolgt af marmelade i fødevarebanken. De bad folk om at donere mere.

Evan følte sig altid glad, når han udførte tjeneste, så han besluttede at indsamle noget marmelade til at donere. Han var ved at lave en video for at bede sine naboer om også at hjælpe.

»Hvis du vil hjælpe, kan du aflevere marmelade hjemme hos mig. Eller du kan sende penge, så køber jeg marmeladen for dig!« sagde Evan, mens Ethan filmede.

Da de var færdige med at filme, redigerede Evan videoen, indtil den var klar til at blive delt. Efter mor lagde videoen online, begyndte folk at aflevere marmelade og sende penge til at købe endnu mere!

I butikken stablede Evan marmeladeglas i en vogn. »Det her ville være endnu sjovere med flere børn,« sagde han. »Måske kan børnene på min skole hjælpe.«

»God idé,« sagde mor.

Næste dag i skolen spurgte Evan rektor Sanchez. Han forklarede sin idé om at samle marmelade til fødevarebanken.

»Vi kan gøre det til en leg,« sagde Evan. »Vi kan kalde den marmelade-krigen.«

»Det er en god plan!« sagde rektor Sanchez.

Evan lavede specielle flyers til at dele ud til alle i 4. klasse for at fortælle dem om marmelade-krigen.

Den næste uge konkurrerede alle eleverne i 4. klasse i marmelade-krigen. Hver klasse forsøgte at medbringe flest glas med marmelade.

I frokostpausen var alle begejstrede for marmelade-krigen. »Jeg har aldrig deltaget i sådan en konkurrence,« sagde Evans veninde Maria. »Jeg håber, at min klasse vinder.«

»Jeg vil vædde med, at min klasse vinder!« sagde deres ven Isaac. »Jeg har tre glas med i dag.«

Illustration af en gruppe børn, der lægger glas med marmelade i en papkasse

Evan så donationskasserne i hvert klasselokale begynde at blive fyldt med glas.

I frikvarteret gravede Evan i sandet med sin ven Gabe. »Har du taget nogen glas med marmelade med endnu?« spurgte han.

»Min far gav mig fem at donere! Jeg lagde dem i kassen i morges,« sagde Gabe.

»Wauw!« Evan kunne ikke helt fatte, hvor mange børn der deltog i marmelade-krigen.

Snart var marmeladekasserne fyldt helt op. Alle børn og lærere i 4. klasse samledes i et klasseværelse for at høre Evan udråbe vinderne af marmelade-krigen.

Illustration af børn, der står ved en papkasse, der flyder over med glas med marmelade

»Sammen samlede vi over 200 glas marmelade!« sagde Evan. Alle børnene jublede.

»Alle gjorde det rigtig godt, men kun et hold kan vinde,« fortsatte Evan.

Alle holdt vejret for at høre, hvem der vandt.

»Fru Childs klasse er vinderne!«

Børnene i Fru Childs klasse hoppede op og ned og klappede i hænderne.

Efter skole mødtes Evan med sine venner for at følges hjemad.

»Min klasse vandt ikke, men jeg er bare glad for, at jeg fik lov til at hjælpe andre mennesker,« sagde Maria.

»Det er jeg også,« sagde Evan. »Hvem kunne vide, at børn kunne gøre så stor en forskel?«

Evan kunne ikke vente med at tage al marmeladen med hen til fødevarebanken. Han følte sig varm indeni, når han tænkte på alle de mennesker, der ville få mad på grund af deres donationer.

Det bedste af det hele var, at han vidste, at han havde fulgt Jesus Kristus ved at hjælpe andre. Evan ønskede at føle sådan hele tiden.

»Hey mor,« sagde han, da han kom hjem. »Hvornår kan vi lave det næste tjenesteprojekt?«