Fra UV-ugentligt
Hvis jeg ikke længere kunne gøre det, jeg elskede, hvem ville jeg så være?
Da jeg mistede det, jeg troede definerede mig, lærte jeg, at det at være Guds barn er den identitet, der betyder mest.
Foto brugt med tilladelse af forfatteren
Volleyball har altid været en stor del af mit liv. Jeg spiste, sov og åndede volleyball! Da jeg var færdig med high school, modtog jeg et stipendium til at spille for et universitet.
Men inden skoleåret begyndte, forklarede min læge, at på grund af mit Marfans syndrom – en tilstand, der påvirker min hjerteklap – var det risikabelt for mig at spille. Mit universitet erklærede mig medicinsk uegnet til at spille. Jeg kunne beholde mit stipendium, men jeg kunne ikke konkurrere.
Jeg var knust. Jeg prøvede stadig at holde mig tæt til Herren, men mit hjerte smertede. Jeg havde altid set mig selv som en volleyballspiller. Uden det, hvem var jeg så?
Følg en tilskyndelse
En dag efter træningen passerede en holdkammerat og jeg en lille butik med skiltet »Hjælp søges«. Jeg havde ikke ledt efter et job, men med ekstra tid til rådighed, tænkte jeg, at dette kunne være en sjov distraktion og blev ansat samme dag.
Jobbet gav noget glæde og mening med mit liv, men da jeg stadig rejste med volleyballholdet gennem hele sæsonen, kæmpede jeg med følelsen af at være så tæt på og alligevel så langt fra mine volleyballdrømme.
En aften knælede jeg ned og bad: »Himmelske Fader, jeg ved ikke, om jeg kan klare det mere.« Mens jeg sad i stilhed, følte jeg mig tilskyndet til at læse min patriarkalske velsignelse. En tanke blev ved med at dukke op i mit sind: »Tag på mission.«
Jeg prøvede at skubbe tanken væk. Jeg havde aldrig ønsket at tjene. Men tilskyndelsen varede ved.
Da jeg fortalte mine forældre, at jeg overvejede at tjene, var min fars svar ligefremt: »Hvorfor? Du har gratis uddannelse. Vil de sætte dit stipendium på pause, mens du er væk?«
»Nej,« svarede jeg.
»Hvem skal betale for din mission?«
Så klikkede det. Det »sjove lille job«, jeg havde fået, var ikke tilfældigt; det var en mild barmhjertighed, der kunne hjælpe mig til at betale for min mission.
Jeg fortalte min far, at jeg ville dække omkostningerne og vidnede for ham om, at lydighed bringer velsignelser. Kort tid efter modtog jeg et kald til at tjene i Australien. Den sorg, jeg havde følt så dybt, blev erstattet med fred og glæde. Jeg vidste, det var det, Herren ønskede af mig.
Opdagelse af min guddommelige identitet
På min mission lærte jeg, at jeg er meget mere end en volleyballspiller.
Som Præsident Russell M. Nelson (1924-2025) sagde:
»Hvis nogen mærkat erstatter dine vigtigste kendetegn, kan resultaterne være åndeligt kvælende …
Ingen identifikator bør udskifte, erstatte eller prioriteres højere end disse tre vedvarende betegnelser: ›Guds barn‹, ›barn af pagten‹ og ›Jesu Kristi discipel‹«.
Når ting ændrer sig – og det vil de gøre – forbliver min identitet som barn af himmelske forældre og Jesu Kristi discipel konstant.
Efter min mission vendte jeg tilbage til skolen. Inden jeg tog ud for at tjene, var min hjerteklap blevet faretruende udvidet, så jeg overvejede ikke at spille volleyball igen. Men jeg bad om vejledning og læste min patriarkalske velsignelse, som gav mig en stille bekræftelse.
Søg og forvent mirakler.
Da jeg kom hjem, deltog jeg i generalkonferencen. Søster Kristin M. Yee, andenrådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab, fortalte en historie om et maleri, hun havde malet af Frelseren. Hun påførte ved et uheld lak for tidligt og udtværede det arbejde, hun havde kastet så meget kærlighed på. Hun bad og arbejdede hele natten på at ordne det.
»Jeg husker, at da jeg kiggede på maleriet om morgenen – så det endnu bedre ud end før … Det, jeg troede var en uoprettelig fejl, var en mulighed for, at hans barmhjertige hånd kunne tilkendegives. Han var ikke færdig med maleriet, og han var ikke færdig med mig.«
Jeg følte Ånden hviske, at Herren heller ikke var færdig med mig. Han bekymrede sig om mit ønske om at spille volleyball igen.
Jeg besluttede mig for at gå til en kardiolog. Efter at have gennemgået mine seneste scanninger, så han forbløffet ud.
»Hvad har du lavet de sidste 18 måneder?« spurgte han.
»Jeg har været på mission,« sagde jeg forundret.
»Altså, din hjerteklap var 4,6 centimeter før. Nu er den 3,94 centimeter. Det er uhørt. Den er … skrumpet.«
En anden speciallæge bekræftede det: Mit hjerte havde fået det bedre. Jeg var ikke bare stabil; jeg var klar til at spille volleyball igen.
Kort tid efter tilbød et andet universitet mig en plads på deres hold – med et stipendium. Jeg vidste, at det ikke var nogen tilfældighed.
Som præsident Nelson sagde: »Søg og forvent mirakler.« Jeg har lært, at når vi forbliver lydige og husker vores guddommelige identitet, forstørrer Herren vores indsats. Han vejleder os, helbreder os og kan åbne døre, som vi troede var lukkede for evigt.