Fra UV-ugentligt
Føles Hjælpeforeningen fremmed? Der er en plads til dig der
Overgangen til Hjælpeforeningen kan virke skræmmende, men når man tilslutter sig et søsterfællesskab af pagtsholdere, kan Frelseren arbejde gennem jer og bringe jer lindring.
Første gang jeg gik ind i min nye Hjælpeforening, havde jeg lyst til at vende om og løbe væk! Jeg kendte ikke nogen. Jeg så ikke nogen på min alder. Og jeg følte bestemt ikke, at jeg hørte til.
Nogle få måneder tidligere var jeg i en menighed for gifte studerende i Hawaii i USA sammen med min mand, Johnny, hvor de fleste af os var nygifte, skulle navigere i skolen og tænkte på at stifte familie. Inden da var jeg i en UV-menighed for studerende, der føltes som en forlængelse af Unge Kvinder. Vi var alle ugifte studerende uden børn, så det var let at relatere til hinanden, få venner og tjene.
Men den tid med bekvemmelighed og lighed varede ikke evigt.
Hvad er det meningen, Hjælpeforeningen skal være
Da Johnny og jeg blev færdiguddannede, flyttede vi tilbage til fastlandet og begyndte at komme i en familiemenighed. Og wow – Hjælpeforeningen føltes som et kulturchok! Pludselig stod jeg omgivet af søstre i alderen 18 til 98 år: enlige, gifte, fraskilte, enker; nogle med børn, nogle uden; nogle arbejdede, studerede, opdragede børn eller var gået på pension og alt derimellem.
Jeg var ikke sikker på, hvor jeg passede ind.
Efter nogle få uger fik jeg en omsorgsopgave, og jeg følte ikke, at jeg havde meget til fælles med de søstre, jeg blev bedt om at tjene eller tjene med.
Alligevel prøvede jeg at være med. Til at begynde med sendte jeg dem hurtige sms’er eller tog en snak efter kirken, det var mest bare for at kunne sige, at jeg havde kontaktet dem. Men min omsorgsmakker var bevidst og venlig. En dag foreslog hun, at vi tog hver af vores søstre ud og spiste is. Jeg tøvede. Jeg er indadvendt og har det med at være stille omkring mennesker, jeg ikke kender så godt. Men jeg elsker is, så jeg sagde ja.
Den weekend brød min bil sammen. Reparationerne ville koste mere, end bilen var værd. Det var tid til at købe en ny bil. Johnny og jeg havde sparet op og var forberedt, men det føltes alligevel som en ordentlig omgang. Så efter en 10-timers arbejdsdag og en stressende aften med at prøvekøre biler havde jeg virkelig ikke lyst til at møde nogen, selv ikke til is.
Men jeg dukkede alligevel op, sent og udmattet.
Til min overraskelse blev søstrene begejstrede for at se mig. Vi endte med at tale i timevis. Jeg kunne ikke forholde mig til deres historier om pottetræning for småbørn, men jeg indså, at vi havde mere til fælles, end jeg troede. En søster havde også haft problemer med bilen, og vi knyttede bånd over frustrationen.
Den aften handlede ikke kun om omsorg. Den viste mig, hvad det er meningen, Hjælpeforeningen skal være: Et åndeligt fællesskab, hvor pagtskvinder løfter, styrker og elsker hinanden som Kristi disciple.
Tidligere hovedpræsident for Hjælpeforeningen Julie B. Beck beskrev, at Herren havde mere end blot et søndagsmøde for øje: »Hans hensigt var, at Hjælpeforeningen skulle hjælpe til at opbygge hans folk … [og] organisere sine døtre i sit værk.«
Et søsterfællesskab til alle tider
Hjælpeforeningen er ikke defineret ud fra ægteskabelig status, alder eller moderskab. Det er en guddommelig organisation for alle voksne kvinder: studerende, mødre, enlige søstre, hjemvendte missionærer, karrierebyggere, alle forenet af vores pagter og af at være disciple.
Der er et stort behov for den enighed og det søsterfællesskab. Søster J. Annette Dennis, førsterådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab, har sagt: »Men når vi går ud og oprigtigt lægger vores arme om andre og lader dem føle vores kærlighed, begynder de ofte også at føle Frelserens kærlighed.«
Det er det, Hjælpeforeningen tilbyder: Et fællesskab af kvinder, der holder pagter, og som stræber efter at se og tjene hinanden, som Frelseren ville.
Som ung voksen, uanset om I lige er vendt hjem fra en mission, er nygifte eller er ved at finde ud af at være voksen, så er Hjælpeforeningen for jer. Der er en plads til jer der. Og nogle gange er alt, hvad det kræver, at man dukker op – træt, usikker eller endda en smule modvillig – for at åbne døren for, at Frelseren kan arbejde gennem jer og opbygge smukke bånd til jeres søstre.
Hvis I endnu ikke har gjort det, så kontakt en af jeres søstre i Hjælpeforeningen i denne uge. Jeres små troshandlinger kan være det, der bringer en anden og jer selv lidt tættere på Frelserens lindring.