Fra UV-ugentligt
Tre spørgsmål, jeg havde om kirken som nyomvendt (og hvordan min guddommelige identitet hjalp med at besvare dem)
Forfatteren bor i Toronto i Ontario i Canada.
Det at have spørgsmål er ikke bare noget, som nyomvendte oplever – det er en del af at opbygge mit vidnesbyrd gennem hele mit liv.
At få mit vidnesbyrd var som at lægge et puslespil.
Da jeg første gang lagde mærke til en ven i high school, der hverken drak alkohol eller røg, og jeg lærte om visdomsordet, fandt jeg en brik i puslespillet. Da jeg læste Mormons Bog, lærte om Joseph Smith og accepterede, at jeg havde brug for en Frelser, fik jeg fat i nogle flere brikker.
Men på samme tid, jo flere brikker jeg fandt, jo mere indså jeg, hvor mange jeg manglede. Jeg fandt svar på mine spørgsmål, men de svar førte ofte til flere spørgsmål. Nogle af disse spørgsmål var enkle og kunne besvares af missionærerne, mens andre krævede meget tid og studium.
Jeg har stadig spørgsmål – det tror jeg altid, at jeg vil have. Men jeg har opdaget et fundament, der grundfæster mig, når jeg styrker mit vidnesbyrd og fortsætter med at lære ud fra et sted med tro:
Min guddommelig identitet.
Her er tre spørgsmål, jeg havde om evangeliet, som min guddommelige identitet hjalp med at besvare:
1. Hvordan kan jeg give slip på tidligere synder?
Da jeg lærte om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, spekulerede jeg på, hvordan jeg kunne give slip på min fortid. Da jeg lærte mere om evangeliske standarder, begyndte jeg at forstå, at den måde, jeg havde levet før, ikke var i overensstemmelse med Jesu Kristi lærdomme.
Men da jeg lærte om Guds kærlighed til mig, hans barn, følte jeg, at jeg kunne holde op med at bekymre mig om tidligere synder. Vi lærer i Esajas 1:18, at »er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne«.
Jeg elskede at lære, at jeg på grund af min Frelser ikke længere behøvede at holde fast i mine synder. Jeg kunne omvende mig, vende mig til ham og lægge den byrde fra mig. Og det var den mest lindrende, betagende sandhed, jeg nogensinde havde hørt.
2. Hvad er min rolle i Israels indsamling?
Inden min familie flyttede til Canada, kom de oprindeligt fra Makedonien. Jeg tog tilbage til Makedonien for at bo hos min far i halvandet år, efter jeg var blevet døbt. Inden jeg flyttede, forstod jeg ikke helt, hvad Israels indsamling var, eller hvad det betød, når min patriarkalske velsignelse forklarede min slægtslinje i Israels hus.
Men da jeg begyndte at gå i kirke i Makedonien og lærte folk der at kende, fik jeg gentagne gange indtryk af, at Gud kendte og elskede disse mennesker. Dette lille land, hvor kirken kun har få medlemmer, og der kan være langt mellem dem, var yderst vigtigt for ham.
Jeg begyndte at få et vidnesbyrd om præsident Russell M. Nelsons (1924-2025) ord: »Evangeliets net til at indsamle det spredte Israel er vidtstrakt. Der er plads til alle, der fuldt ud omfavner Jesu Kristi evangelium.«
Og da en af mine venner i Makedonien blev døbt, forstod jeg den utrolige glæde, der kommer af at dele evangeliet og indsamle Israel. Det føltes, som om alt gik op i en højere enhed, da jeg begyndte at se min slægtslinje i Israels hus som en smuk og vidunderlig identitet, der ville hjælpe mig til fortsat at fortælle andre om evangeliet.
3. Hvad hvis jeg bliver ved med at have spørgsmål?
Jeg har fundet svar på mange af mine spørgsmål – men ikke alle.
Da jeg for nylig var i templet og tænkte over mit liv, kunne jeg ikke undgå den smertefulde tanke, der dukkede op i mit sind: »Jeg ville virkelig ønske, at min mor kunne være her sammen med mig.«
Jeg har mange spørgsmål om at være det eneste medlem af kirken i min familie. At blive beseglet til min familie er en af mit hjertes dybeste længsler, og jeg ved ikke, om det vil ske i dette liv – eller om jeg vil finde alle svarene på mine spørgsmål.
Men jeg ved, at jeg er datter af vor himmelske Fader, som har en guddommelig forbindelse til ham. Præsident Nelson har sagt, at »alle, der har indgået en pagt med Gud, [har] adgang til en særlig form for kærlighed og barmhjertighed«.
Mens jeg fortsat finder nye puslespilsbrikker i mit vidnesbyrd, bliver jeg trøstet af kundskaben om, at det at være Guds barn og have spørgsmål ikke udelukker hinanden. Spørgsmål er nødvendige for min vækst som Kristi discipel. Og jeg ved, at det at have spørgsmål ikke bare er noget, som nyomvendte oplever – det er en del af at opbygge mit vidnesbyrd gennem hele livet.
Når vi arbejder os igennem svære spørgsmål, kan vi stole på en Frelser, der kender vores hjertes inderlige spørgsmål. På grund af vores guddommelige arv har vi adgang til ham og vor himmelske Fader og deres styrke.