Kan en fuldkommen Frelser forstå , hvordan det er at kæmpe med noget?

Jeg troede, at jeg var på toppen af min mission – jeg underviste en ny missionær, forberedte mig på en dåb og var ved at have styr på det hele som missionær. Jeg følte mig så glad.

Men jeg var ikke klar over, at stress og angst var ved at bygge sig op indeni mig.

Jeg lå og var ved at falde i søvn en nat, da jeg begyndte at få det andet panikanfald, jeg nogensinde havde haft i hele mit liv – det første var ni år tidligere. Ni år!

Hvorfor dukkede det pludselig op igen nu, efter en kort periode med angst som barn?

Jeg prøvede stædigt at fortsætte min mission som normalt og troede, at jeg selv kunne løse mine problemer.

Mens jeg kæmpede med min mentale sundhed, delte nogen en tanke med mig, som de fik, da de læste om Frelserens oplevelse i Getsemane.

Jesus sagde: »Min sjæl er fortvivlet til døden.« Og så bad Frelseren: »Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil« (Matt 26:38).

Har I nogensinde følt tyngden af jeres egen sorg? Har I nogensinde spurgt Gud: »Er der en anden vej?«

Med fuldkommen villighed, fuldkommen lydighed og fuldkommen kærlighed accepterede vor Forløser Faderens vilje. Han var fuldkommen, fordi han var syndfri, men han følte stadig smerte, sorg og ensomhed.

Han steg trods alt ned under alle – så han kunne løfte os op.

Præsident Jeffrey R. Holland, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, har sagt at »Jesus var ›en lidelsernes mand‹(Es 53:3), som der står i skriften. Han kendte til at være ked af det, udmattet, skuffet og ulideligt alene. I disse og alle andre tider svigter Jesu kærlighed aldrig, ej heller gør hans Faders.«

At vide, at Kristus oplevede svære ting, minder mig om, at han forstår hjertesorg, depression, udmattelse, skuffelse, angst og ensomhed mere end nogen anden.

Det var ham, der græd ved Lazarus’ død (se Joh 11:33-36). Og det var ham, der spurgte, da han var døende på korset: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?« (Mark 15:34).

Men Jesus Kristus kender også mere end nogen anden til glæde, kærlighed, barmhjertighed, barmhjertighed og fred. Fordi han er fuldkommen. Han ved præcis, hvordan vi har det.

Præsident Holland sagde: »Noget af den største trøst ved påsken er, at fordi Jesus gik på en så lang og ensom sti fuldstændig alene, behøver vi ikke gøre det. Hans ensomme rejse købte os dejligt selskab på vores lille version af den sti – vor Fader i himlens barmhjertige omsorg, det aldrig svigtende selskab af denne elskede Søn, Helligåndens fuldendte gave.«

Da jeg indså, at Jesus Kristus fuldt ud forstod, hvad jeg følte, da jeg kæmpede med angst, tillod jeg ham endelig at hjælpe mig med at bære mine byrder.

Min angst forsvandt ikke lige pludseligt. Jeg havde stadig svære dage. Men at være tæt på Kristus gav mig alligevel varig glæde, fordi jeg vidste, at han var lige der hos mig og sagde: »Jeg ved det. Jeg ved præcis, hvordan du har det.«

Under den oplevelse blev Kristus min nærmeste fortrolige.

Jeg tror, at vi nogle gange er tilbøjelige til at tænke, at Kristi fuldkommenhed betyder, at han er langt væk og uopnåelig, at hans store gerninger og mirakuløse liv får ham til at virke så langt væk fra os almindelige, ufuldkomne, stolte væsener. Men han er aldrig tættere på os, end når vi står over for vores hårdeste prøvelser, vores værste sorger og vores mest oprivende kampe.

Denne påsketid kan vi mindes, at Jesus Kristus ved præcis, hvordan det er at kæmpe, fordi han var fuldkommen – den eneste person, der kunne føle vores smerte og bære vores byrder.

Så når I kæmper, så vend jer til ham. Han forstår det fuldt ud.