Hvordan kan Det Gamle Testamente hjælpe mig til at forstå tempelbegavelsen?

Adam demonstrerede lydighedsloven, da en engel spurgte, hvorfor han og Eva udførte ofre: »Det ved jeg ikke, ud over at Herren befalede mig det« (Moses 5:6).

Lydighed er afgørende for hele frelsesplanen. Når vi følger Guds vejledning og stoler på Frelseren, kan vi blive som dem.

Kirkens Håndbog definerer denne lov som »at ofre for at støtte Herrens værk og at omvende sig med et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd«.

Det er ikke svært at finde ofre i Det Gamle Testamente, både bogstavelige og billedlige. Det, vi sommetider overser, er, at et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd også dengang var påkrævet.

I en af sine salmer skrev David: »Mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte« (Sl 51:17).

»Davids ord viser, at selv på Det Gamle Testamentes tid forstod Herrens folk, at de måtte give deres hjerte hen til Gud, at brændofre alene ikke var nok,« sagde ældste Bruce D. Porter, da han var medlem af De Halvfjerds.

Befalingen om at ofre dyr eller afgrøder ophørte med Jesu Kristi død. I dag omvender vi os dagligt og tager nadveren for at mindes hans sonoffer. Men personlig ydmyghed og omvendelse skal stadig være en del af det.

Dette vil sige at udøve tro på Jesus Kristus; at indgå og holde pagter med Gud gennem ordinancer omvende sig og holde ud til enden; og stræbe efter at elske Gud og ens næste.

Nogle gange tænker folk på Frelserens vejledning i Det Nye Testamente om at »elske din næste som dig selv« (Matt 22:39) som et skift fra Det Gamle Testamentes tankegang. Men Frelseren citerede sig selv! Omkring 15 århundreder tidligere sagde han til Moses: »Du må ikke hævne dig på dine landsmænd eller bære nag til dem; du skal elske din næste som dig selv« (3 Mos 19:18).

Selvom »øje for øje, tand for tand« (3 Mos 24:20) var en del af israelitternes retssystem, havde moseloven også mange regler om at behandle naboer, besøgende, fremmede, udlændinge og flygtninge med næstekærlighed og barmhjertighed (se 2 Mos 23:9; 3 Mos 19:33-34; 5 Mos 10:19).

Sidste dages disciple forstår, at loven om »øje for øje, tand for tand« blev opfyldt. Der, hvor vi kan blive forvirrede, er ved at antage, at »elske din næste« var en ny idé. Det er et evigt bud.

Den første del af loven er også evig: At elske Gud over alt andet. Præsident Dallin H. Oaks har sagt: »Men vores ildhu for at holde dette andet bud må ikke få os til at glemme det første, at elske Gud af hele vores hjerte, sjæl og sind. Vi viser den kærlighed ved at ›hold[e hans] bud‹. [Joh 14:15]. Gud kræver, at vi adlyder hans bud, da det kun er gennem lydighed, herunder omvendelse, at vi kan vende tilbage for at leve i hans nærhed og blive fuldkommen, som han er.«

Efter lydighedsloven er kyskhedsloven måske den letteste at definere: Intet seksuelt forhold uden for et lovformeligt ægteskab mellem en mand og en kvinde.

»Du må ikke bryde et ægteskab« (2 Mos 20:14) er et velkendt bud fra Det Gamle Testamente, og andre former for seksuel umoralitet var også forbudt i moseloven (se 3 Mos 18). Men allerede inden Moses’ tid vidste Josef af Egypten, at han skulle modstå Potifars hustrus tilnærmelser (se 1 Mos 39:7-12).

Med samfundets syn på sex, der bliver mere og mere eftergivende, og med pornografi og andre seksuelt tillokkende materialer så let tilgængelige, er der sandsynligvis større fristelse – og mulighed – for at bryde kyskhedsloven i dag, end der nogensinde har været. Alligevel forbliver kyskhed Herrens standard, og ved at holde denne pagt bliver vi velsignet med større evner til at elske andre, som han gør, ved at »tøjle vores lidenskaber« (se Alma 38:12).

Vi vier al vores tid og alle vores talenter til at opbygge Guds rige. Indvielse omfatter også at ofre hele vores sjæl til Gud, så han kan gøre os hellige.

Moses sagde: »Gå i dag i Herrens tjeneste … Han vil i dag lade velsignelse komme over jer« (2 Mos 32:29). I historien om Israels børn ser man nogle personer, der indviede sig selv til Herren – som enken, der gav profeten Elias mad (se 1 Kong 17:7-16).

Tidligere i bibelhistorien lykkedes det Enoks folk at efterleve indvielsesloven fuldstændigt. »De var af ét hjerte og ét sind og levede i retfærdighed; og der var ingen fattige blandt dem« (Moses 7:18). »Ingen fattige blandt dem« er en status, som meget få samfund har nået (Lehis efterkommere klarede det i nogen tid; se 4 Ne 1:3), men i dag kan vi stræbe efter at efterleve denne pagt ved at have et villigt hjerte, tjene, hvor end der er brug for os, omvende os dagligt og give hele vores sjæl til Gud.

Herren opfordrer os til at indgå alle disse fem pagter i én tempelceremoni. Men vi bør ikke lade os skræmme af forpligtelsens størrelse. Ældste Dale G. Renlund fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Gud indstiftede flere pagter for at velsigne os, ikke fordømme os. At fokusere intenst på de pagter, vi har indgået, og forberede os på den næste er den bedste måde at forberede os på at modtage alt, hvad vor himmelske Fader har.«

At bringe sine børn nærmere til sig gennem pagter er noget, Gud har gjort i alle uddelinger. Vi er velsignede ved at leve i en tid, hvor disse pagter er let tilgængelige for os i Herrens hus. Næste gang I tager i templet, så tænk over, hvordan vores forfædre i Det Gamle Testamente indgik de samme pagter.