Hvordan jeg overvandt min frygt for at tilbede i templet

Love Sabine Lucien

Frygt behøver ikke at holde jer tilbage fra at modtage templets velsignelser.

illustration af lys, der strømmer fra templet til en kvinde

For nylig betroede jeg min stavspræsident, at selvom jeg altid har haft en aktiv tempelanbefaling, var der stadig en foruroligende frygt, der forhindrede mig i at gå gennem dørene til det hellige sted.

Som medlem af Haitis informationsråd hjalp jeg endda med arrangementerne op til indvielsen af templet i Port-au-Prince i Haiti. Så da min stavspræsident spurgte, hvorfor jeg ikke ville tage i templet, forsikrede jeg ham om, at det ikke var mangel på tro, men en perfektionistisk ængstelse, som jeg ikke kunne overvinde. Jeg forklarede også, at selvom jeg voksede op i et evangeliecentreret hjem og stadig stræbte efter at være en sand discipel, afholdt denne frygt mig fra at tage det næste skridt.

Den fik mig til at holde mig væk, trods mit oprigtige ønske om at tage dertil. Min stavspræsident lyttede og opmuntrede mig til at bede Gud om at fjerne den frygt, der blokerede for min åndelige vækst. Mens jeg bad og reflekterede over mine nytårsforsætter, indså jeg, at tiden var inde til at holde op med at fratage mig selv Guds lovede velsignelser på grund af min frygt og tvivl. Jeg var fast besluttet på at tage i templet og udføre ordinancer.

Så jeg satte mig et mål om at deltage i bekræftelser og fortalte min stavspræsident om mine planer.

Med stor venlighed svarede han med ord, der stadig giver genlyd hos mig: »Må Kristi lys oplyse dine skridt, når du går på pagtsstien og overvinder din frygt.« Disse ord, der var fyldt med mildhed og tro, gav mig styrke og selvtillid til at se dette tempelbesøg ikke som en udfordring, men som et afgørende skridt på min åndelige rejse.

Handle i tro

Mit hjerte hamrede, mens jeg forberedte mig på at tage med min mor til templet. Det var en dag, der er ætset ind i min hukommelse som et af de mest betydningsfulde åndelige øjeblikke i mit liv. En del af mig var stadig nervøs, men en stærkere del så frem til, hvad jeg ville føle.

Få minutter før jeg overhovedet trådte ind i templet, gjorde et uventet telefonopkald min morgen lysere. Jeg fik bekræftet, at en rejsetilladelse, som havde fyldt meget i mine bønner, endelig var blevet godkendt. Hvis den ikke var blevet godkendt, ville jeg være gået glip af en vigtig lægeaftale i udlandet.

Denne nyhed var en guddommelig bekræftelse på, at Herren havde hørt mine bønner. Mit hjerte blev fyldt med så megen glæde. Jeg hoppede rundt af glæde og indså, at Gud altid svarer os, selv når han virker tavs.

Styrket af dette gik jeg endelig gennem templets døre, hvor jeg blev mødt af tempelpræsidenten og hans hustru. De var klar over betydningen af dette øjeblik for mig og kendte til den frygt, der tidligere havde holdt mig tilbage. Deres imødekommende velkomst og opmuntring fjernede de sidste spor af min ængstelse. Jeg følte virkelig en ubeskrivelig fred.

Når jeg deltog i bekræftelser, gav hvert ord genlyd i min sjæl og bragte klarhed og glæde og mindede mig om, at jeg befandt mig på et helligt sted. Da ordinancen var udført, fulgte tempelpræsidenten mig hen til udgangen. Denne enkle og betænksomme gestus forstærkede den imødekommende følelse i Herrens hus.

Refleksion over guddommelig vejledning

Jeg forstod, at Herren ønskede at sikre sig, at jeg ikke tvivlede på hans vilje for mig, og præsident Russell M. Nelsons (1924-2025) ord dukkede op i mine tanker: »Lad os aldrig tabe det af syne, som Herren gør for os nu. Han gør sine templer mere tilgængelige. Han øger det tempo, hvormed vi bygger templer. Han øger vores evne til at bidrage til at indsamle Israel. Han gør det også lettere for os at blive åndeligt forædlede. Jeg lover, at mere tid i templet vil velsigne jeres liv på måder, intet andet kan.«

Jeg har indset, at templet virkelig er et tilflugtssted, et fristed, hvor vi kan modtage klare svar og uendelige velsignelser. Den oplevelse ændrede mit liv. Vor himmelske Fader hjalp mig med at overvinde en frygt, der længe havde holdt mig tilbage, og han mindede mig også om den barmhjertige vejledning, han giver dem, der stoler på ham.

Mit hjerte er fyldt af taknemmelighed, og jeg ved nu, at templet er et sted, jeg vil vende tilbage til igen og igen for at søge lys, vejledning og fred.

Forfatteren bor i Port-au-Prince i Haiti.