At føle sig hjemme i templet igen

Da generalkonferencen nærmede sig, lyttede jeg nervøst til talerne i håb om, at jeg ville føle en eller anden indikation af, at Gud stadig elskede mig på trods af mine fejl. Det var der, at daværende præsident Dieter F. Uchtdorf, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, sagde: »Det er uden betydning, hvor meget vores liv måtte synes at ligge i ruiner. Det betyder ikke noget, hvor skarlagenrøde vore synder er, hvor dybt vores bitterhed stikker, eller hvor ensomt, forladt eller sønderknust vores hjerte måtte være … Der [er] intet liv, der er så ødelagt, at det ikke kan genopbygges.«

Jeg følte tydeligt, at Gud talte til mig. Jeg havde i månedsvis spekuleret på, hvordan jeg skulle komme tilbage til Kristus, og det konferencebudskab var hans kald til mig om at foretage ændringer for at komme ind i hans hus igen.

Jeg mødtes med min biskop for at drøfte at komme i templet igen. Han hjalp mig til at forstå den rolle, som Jesus Kristus kunne spille i mit liv, og hvordan det at acceptere hans forsoning kunne hjælpe mig til at overlade min byrde af smerte og synd til ham. Jeg begyndte at bede om forståelse, styrke og tålmodighed med mig selv. Ved at stole lidt mere på Gud og gøre det lidt bedre hver dag blev jeg gradvist igen forbundet med Frelserens lys.

Samarbejdet med min biskop og det at lære mere om min Frelser styrkede mit vidnesbyrd om min identitet som vor himmelske Faders datter. Jeg forstod, at min kærlige Forløser aldrig ville bede mig om at forlade ham, men at Satan ville prøve at få mig til at føle, at jeg ikke hørte til i templet. Med den kundskab følte jeg mig med tiden klar til at komme ind i Guds hus igen.

Med en sirligt foldet anbefaling i hånden trådte jeg hen mod templet for første gang i årevis og blev pludselig urolig for min plads i Guds hus. Jo tættere jeg kom på dørene, jo mere usikkerhed var der, som løb igennem mig. Ville jeg se tåbelig ud, fordi jeg ikke vidste, hvor jeg skulle gå hen, eller hvad jeg skulle gøre? Var jeg for gammel til at tage til templet for at udføre dåb?

Manden ved velkomstskranken smilede, da jeg kom ind, og bød mig velkommen til templet. Den morgen genoplivedes min ånd, da tempeltjenere forsikrede mig om min plads i Guds hus.

Da jeg forlod templet, vinkede en af medarbejderne til mig, mens jeg gik ned ad gangen for at forlade dåbslokalet. Med en hvisken og glæde i stemmen sagde han: »Tak, fordi du kom til templet i dag – vi havde brug for dig her!« Jeg lovede ham, at jeg ville komme tilbage den næste uge, da jeg så frem til at føle templets varme igen.

På grund af vores guddommelige identitet som døtre og sønner af himmelske forældre kan vi hver især føle os hjemme i templet. Der er intet, der permanent kan holde os borte fra Guds kærlige rækkevidde, hvis vi ønsker at være i hans nærhed. Han ønsker, at vi er der, og når vi tager små skridt for at blive mere som vor Frelser hver dag, kan vi rette vores liv ind efter hans og altid forblive tempelværdige. Jeg ved, at vi på grund af Jesu Kristi forsoning kan træde ind i Guds hellige hus og modtage de velsignelser, der venter på os derinde.

Og som jeg har oplevet, er de velsignelser alt værd.