Når pagter bliver jeres kompas

Becca Bravo

Kirkens tidsskrifter

Hvad nu, hvis jeres beslutninger blev formet mere af jeres pagter med Gud end af jeres omstændigheder?

illustration af en pil, der peger mod templet

Da jeg voksede op, dagdrømte jeg nogle gange om, hvilken slags fyr jeg ville gifte mig med. Men da jeg mødte min mand, Johnny, holdt jeg op med at dagdrømme – fordi Johnny var bedre end noget, jeg havde forestillet mig.

Det, der skilte sig mest ud, var, at Johnny lod sine pagter lede sit liv. Uanset hvad han mødte, forblev han trofast og glad.

Pagter – hellige aftaler, vi indgår med Gud – blev hans kompas. De gav ham jordforbindelse, gav ham et formål og hjalp ham til at holde sig tæt på Jesus Kristus.

Johnnys familiesituation var ikke perfekt. Hans forældre blev skilt, da han var to år, og hans far er ikke aktiv i Kirken, selvom han støttede Johnny på sin egen måde – han tog til hans primaryprogrammer og opmuntrede ham i det, der betød mest.

I gymnasiet prioriterede Johnny seminar højt, selv om han skulle tage til det alene. Om sommeren, når han boede hos sin far, kørte han sig selv og sin søster i kirke. Han læste i sine skrifter, uden at nogen puffede til ham. Og da tiden kom til at tage på mission, valgte han at tjene, selvom han var nervøs.

For nylig sagde ældste Sandino Roman fra De Halvfjerds: »Læg mærke til, at tro spirer, når vi stoler på Jesus Kristus, og blomstrer, når vi er trofaste og loyale over for ham. Hvis I ønsker et ægte forhold til Kristus, så vis ham det ved at indgå og ære pagter med trofasthed og loyalitet. Når vi indgår pagter med Jesus Kristus, opbygger det håb. Når vi ærer dem, opbygger det tro«.

For Johnny drejede det at lade sine pagter lede sit liv ikke om at have en perfekt familie eller ideelle omstændigheder. Det handlede om at vælge Jesus Kristus, selv når det var svært. Da han gjorde dette, blev hans forhold til Kristus dybere og gav ham mulighed for at øge sin tro og sit håb for fremtiden.

Velsignelser i det uventede

I 2020 blev Johnny og jeg begge kaldet til at tjene i Villahermosa-missionen i Mexico. Så ramte COVID-19. Det Første Præsidentskab gav missionærerne valget mellem at holde sig til deres oprindelige tidsplan og muligvis blive forflyttet – eller udsætte deres mission med en mulighed for at tjene i deres oprindelige kald.

Efter mange bønner valgte jeg at udskyde det og fortsætte med at studere på Brigham Young University-Hawaii i en periode.

Ventetiden bragte velsignelser, jeg ikke havde forventet. Da jeg endelig kom til Mexico 18 måneder senere, var Johnny lige flyttet dertil fra Las Vegas Vest-missionen. Vi endte i det samme distrikt i over fire måneder og blev gode venner.

Efter Johnny tog hjem, holdt vi kontakten og skrev til hinanden hver uge. En mandag spurgte jeg ham: »Hvad er nogle af dine mål og drømme for dit liv?«

Han skrev tilbage: »Et af mine mål er at blive beseglet i templet og få en familie, der vokser op i evangeliet«.

Da jeg læste det, fik jeg et øjebliks klarhed – jeg ønskede at gifte mig med ham! Hans prioriteter var klare. Helt ærligt, hvis nogen havde stillet mig det samme spørgsmål, ville jeg sandsynligvis have sagt noget i retning af »rejse verden rundt« eller »løbe et ultramarathon«. Selvom det er værdifulde mål, hjalp Johnny mig til at se, hvad der betyder mest.

At overvinde med pagtens styrke

Selv gennem pandemiens kaos, ændring af mission og tabet af en elsket, fortsatte Johnny ufortrødent. Hans pagter var ikke bare afkrydsningsfelter – de var bindende forbindelser til Frelserens kraft, fred og styrke.

Under pandemien spurgte præsident Russell M. Nelson (1924-2025): »Er I villige til at lade Gud råde i jeres liv? Er I villige til at lade Gud være den vigtigste indflydelse i jeres liv? Vil I lade hans ord, hans bud og hans pagter påvirke, hvad I foretager jer hver dag?«

Johnny lod afgjort vor himmelske Faders pagter påvirke sine beslutninger. Han bad om trøst, når han følte sig alene. Han tog bevidst nadveren og brugte den som et øjeblik til at nulstille. Han studerede skrifterne og tjente andre, fordi det var sådan, han holdt sine pagter og følte sig tæt på Frelseren. Han tog til templet, så ofte han kunne.

Da en af Johnnys søskende døde under hans mission, holdt han fast i sine tempelpagter ved at stole på Guds løfter. Disse løfter mindede ham om, at familier er evige, og at dette liv ikke er enden.

Efter min mission begyndte Johnny og jeg at date. Senere blev vi beseglet i templet i Mesa i Arizona.

Da jeg knælede ved alteret overfor ham, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan vores valg – især beslutningen om at holde vores pagter – havde ført os hertil.

Johnny kunne have vendt evangeliet ryggen. Hans baggrund gav ham masser af grunde til det. Men det gjorde han ikke. Og netop derfor er vores familie nu bygget på et fundament af tro på Jesus Kristus, et fundament, som Johnny lagde længe før, jeg mødte ham.

Lad jeres pagter lede jeres liv

Jeg plejede at tænke, at pagter bare var løfter, vi gav Gud. Men gennem Johnnys eksempel har jeg set, at det er sådan, vi holder forbindelsen til Gud og får adgang til hans evige kraft.

Ældste Dale G. Renlund fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Ved at indgå og holde tempelpagter lærer vi mere om Herrens formål og modtager en fylde af Helligånden. Vi modtager vejledning til vores liv. Vi modnes som disciple … I sidste ende forandres vores skæbne, fordi pagtsstien fører til ophøjelse og evigt liv«.

Johnnys historie beviser, at man ikke behøver at komme fra en »perfekt« familie eller baggrund for at gå på pagtsstien.

Som ældste Larry R. Laycock delte i en artikel i UV-ugentligt: »Nogle af os kommer fra baggrunde og livserfaringer, der er mindre ønskværdige, men vores livsvilkår definerer os ikke og afgør ikke vores skæbne. Det er vor almægtige Fader i himlen, der kan og vil løfte os til sine høje himmelsale, hvis vi blot vil komme til hans Søn, Jesus Kristus, ved at være lydige og holde vores pagter«.

I behøver ikke regne det hele ud. Men I må vælge Jesus Kristus – igen og igen. En dag ad gangen.

Hvis tingene er svære lige nu, så spørg jer selv: »Hvordan ville det se ud, hvis jeg lod mine pagter lede mit liv?«

At lade sine pagter lede sig i livet betyder ikke, at man skal være fuldkommen – det betyder blot, at man bliver ved med at prøve. Det kan være at vælge at bede, når man føler sig overvældet, at gå i kirke, når det føles lettere at blive hjemme, eller at læse i jeres skrifter, selvom det kun er nogle få vers om dagen. Det er at tilgive nogen, når det er svært, at møde op for en ven eller sige nej til noget, der ikke stemmer overens med jeres værdier. Disse små, konsekvente valg handler om, hvordan vi efterlever vores pagter dag for dag, og hvordan vi holder os tæt på Jesus Kristus.

Når I lader jeres pagter lede jeres liv, lover Herren jer styrke, fred og vejledning. Livet vil ikke være perfekt, men jeres pagtsforhold med vor himmelske Fader vil blive ved med at føre jer mod noget bedre.