Kun digitalt
Når retskafne ønsker ikke opfyldes
Det kan være svært, når vores hjertes retfærdige ønsker tilsyneladende ikke opfyldes. Her er nogle ting, I kan gøre for at komme videre.
En veninde ønsker sig en lykkelig, evig familie, men alle hendes børn har taget afstand fra Kirken. En anden ønsker et celestialt ægteskab, men har stadig ikke fundet den rigtige person. Andre veninder vil gerne have børn, men kan ikke blive gravide. Jeg vil gerne være fri for psykisk sygdom, men jeg kæmper med det trods mange års anstrengelse, rådgivning og bøn.
Det kan være nedslående, når det, vi ønsker allermest, ikke bliver til noget. Det kan være endnu mere nedslående at læse løfter i skrifterne, der lyder: »Hvad end du ønsker af mig, det skal gives dig« (L&P 6:8; se også 11:8) og føle, at disse ønsker ikke bliver opfyldt.
Så hvad kan vi gøre, når vores retfærdige ønsker ikke bliver opfyldt? Her er nogle få profetiske lærdomme, der kan hjælpe os:
-
Øv jer i aktiv tålmodighed. Præsident Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Tålmodighed betyder aktivt at vente og udholde. Det betyder at holde fast ved noget og gøre alt det, vi kan – arbejde, håbe og udøve tro samt udholde genvordigheder med sjælsstyrke, selv når vores hjertes ønsker bliver udsat.«
-
Hav tro på, at Herren vil besvare jeres bønner, når tiden er inde. Præsident Jeffrey R. Holland, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, har sagt: »Tro betyder, at man stoler på Gud i gode såvel som dårlige tider, selvom det indebærer en vis lidelse, indtil vi ser hans arm åbenbaret for os. Det kan være svært i vores moderne verden, hvor så mange er nået frem til den tro, at det højeste gode i livet er at undgå al smerte, at ingen nogensinde bør pines af noget. Men den tro vil aldrig føre til, at vi bliver ›et fuldvoksent menneske, [eller] en vækst, som kan rumme Kristi fylde‹ [Ef 4:13].«
-
Bed om vejledning. »Bøn er den handling, gennem hvilken Faderens og barnets vilje bringes i overensstemmelse.« Vi kan også bede om at forstå, hvad Gud ønsker for os. Er der for eksempel et mindre skridt, vi kan bede om, der kan føre os til vores større ønske? Eller er der et andet ønske, der kunne være vigtigere for os at forfølge lige nu? Hvis vi ikke ved, hvad vi skal tage som næste skridt, kan vi bede for at vide, hvad vi skal bede om.
Gud har lovet, at ethvert af vores hjertes retfærdige ønsker vil blive opfyldt. Stol på hans timing, at alt ordner sig, og han vil velsigne jer for jeres tålmodighed.