Kun digitalt
Stærkere og tættere forbindelse til Gud gennem flere pagter
Fra en tale holdt for studerende på Brigham Young University i Provo i Utah i USA den 5. marts 2024. Find hele talen på speeches.byu.edu.
For at udvikle os og modtage den slags liv, som vor himmelske Fader har, må vi hver især indgå og holde pagter med Gud.
De pagter, som Gud har indstiftet, er baseret på evige, uforanderlige love. Der er kun én måde at vende tilbage til Gud på, og det er betegnet som pagtsstien. Vendingen pagtssti henviser til en række pagter, igennem hvilke vi kommer til Kristus og skaber forbindelse til ham og vor himmelske Fader. Vi forsoner os med Gud ved at indgå og holde pagter. Disse pagter er ikke til forhandling. Gennem dem forvandler, frelser og ophøjer Herren os. Vi indgår dem ved at deltage i præstedømmeordinancer. Til gengæld for at holde disse pagter garanterer Gud os visse velsignelser. En pagt er et løfte, som vi bør forberede os til, klart forstå og ære fuldstændigt.
For alle mennesker begynder pagtsstien med dåbspagten (se 2 Ne 31:17-18). For mænd omfatter pagtsstien det afgørende skridt at modtage Det Melkisedekske Præstedømme. For alle mennesker fortsætter pagtsstien med pagterne i tempelbegavelsen, hvori vi indgår pagt om at adlyde fem love. Disse fem love kan dog ikke adskilles – man kan ikke vælge at adlyde en delmængde af de fem; Man indgår pagt om at adlyde alle fem eller ingen. Den endelige pagt, vi indgår med Gud i templet, er den, der indgås, når en mand og en kvinde besegles i den nye og evigtvarende ægteskabspagt (se L&P 131:1-4).
Hvorfor er der brug for flere pagter? Det er, fordi de mange pagter ikke blot er fortløbende, men også supplerende og tilmed samvirkende i vores forhold til Gud. Hver pagt tilføjer et bånd, der drager os tættere på og styrker vores forbindelse til Gud.
Præsident Russell M. Nelson udtrykker, at vi styrker vores forhold til Gud, når vi indgår flere pagter. Han har sagt: »Gud har en særlig kærlighed til hver en person, der indgår en pagt med ham i dåbens vande. Og den guddommelige kærlighed bliver større, når flere pagter indgås og trofast holdes.«
Det betyder, at vi udvikler en stærkere og tættere forbindelse til Gud gennem disse mange pagter. Når vi konfronteres med livets udfordringer, mindskes sandsynligheden for, at vi distancerer os fra Gud.
1. Dåb
Dåb er den første pagt, som alle indgår på pagtsstien. Dåbspagten er et offentligt vidnesbyrd til vor himmelske Fader om tre specifikke forpligtelser: At tjene Gud, at holde hans befalinger og at være villig til at påtage sig Jesu Kristi navn (se 2 Ne 31:7, 13-14; Mosi 18:10; 21:32, 35; L&P 20:37). De andre aspekter, der ofte forbindes med dåbspagten – at vi »bære[r] hinandens byrder«, »sørge[r] med dem, der sørger« og »trøste[r] dem, der [har] brug for trøst« (Mosi 18:8–9) – er frugter af at indgå en pagt snarere end en del af den egentlige pagt. Disse facetter er vigtige, fordi det er det, en omvendt sjæl naturligt ville gøre.
2. Begavelsen
Den næste pagt, som alle indgår på pagtsstien, er begavelsen. Som jeg nævnte, omfatter begavelsen pagter om at adlyde fem uadskillelige love. Når jeg gennemgår dem, så se, hvordan de stemmer overens med og forstærker aspekter af dåbspagten.
For det første indgår vi pagt i begavelsen om at »efterleve lydighedens lov«, hvilket betyder, at vi »stræbe[r] efter at holde vor himmelske Faders befalinger«. Denne pagt stemmer helt overens med dåbspagtens løfte om at holde Guds befalinger.
For det andet indgår vi pagt om at »adlyde offerloven, som indebærer at ofre for at støtte Herrens værk og at omvende sig med et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd«. Denne pagt er i overensstemmelse med dåbens løfter om at tjene Gud og holde hans befalinger. Derudover er omvendelse et centralt aspekt ved at påtage sig Jesu Kristi navn.
For det tredje indgår vi pagt om at »adlyde Jesu Kristi evangeliums lov«. Det gør vi til dels ved at efterleve Kristi lære. Dette omfatter at »indgå pagter med Gud ved at modtage frelsens og ophøjelsens ordinancer« og holde disse pagter gennem hele livet. Pagten omfatter at »stræbe efter at efterleve de to store bud«: At elske Gud og sin næste (se Matt 22:37, 39). Denne pagt er i overensstemmelse med alle tre aspekter af dåbspagten.
For det fjerde indgår vi pagt om at holde Guds kyskhedslov, »hvilket betyder at afholde sig fra seksuelle forhold uden for et lovformeligt ægteskab mellem en mand og en kvinde.«
Ældste Jeffrey R. Holland har sagt: »ægteskabet [var] bestemt til at betyde en fuldstændig forening af mand og kvinde - deres hjerte, håb, liv, kærlighed, familie, fremtid, alt … De skulle blive ›ét kød‹ i deres liv sammen (se 1 Mos 2:23-24).«
Vi kan ikke opnå den slags liv, som vor himmelske Fader nyder, uden en fuldstændig forpligtelse til være tro i et ægteskab mod vores mand eller hustru i henhold til Guds plan. Denne pagt er i overensstemmelse med dåbspagtens aspekt om at holde Guds befalinger.
For det femte indgår vi pagt om at »efterleve indvielsesloven«, hvilket vil sige at vier os selv og alt, hvad Herren velsigner os med, til at opbygge hans kirke. Det hellige præstedømmes nøgler blev gengivet, så præstedømmeordinancer kan udføres, hvilket giver os mulighed for at indgå pagter med Gud. Det er kun gennem Jesu Kristi genoprettede kirke, at det kan blive gjort for Guds børn på begge sider af sløret. Vi lover at støtte Guds værk. Denne pagt er i overensstemmelse med dåbspagtens aspekt om at tjene Gud. Derudover er denne pagt i harmoni med at påtage os Kristi navn, for at efterleve den kræver, at vi vedvarende opretholder et stærkt forandret hjerte.
3. Besegling af en kvinde og en mand
Nu er scenen sat for den pagt der er forbundet med en besegling af en kvinde og en mand. I denne ordinance modtager de løfter, de indgår en pagt med hinanden, og de indgår en pagt med Gud. Lad os gå tusinder af år tilbage for at gennemgå løfterne. Abraham modtog evangeliet (se L&P 84:14; Abr 2:11) og indgik celestialt ægteskab, som er ophøjelsens pagt (se L&P 131:1-4; 132:19, 29). Abraham fik et løfte om, at alle de velsignelser, der er forbundet med hans pagt, ville blive tilbudt hans jordiske efterkommere (se L&P 132:29-31; Abr 2:6-11). Alle, der begiver sig ud på pagtsstien, bliver »Abrahams efterkommere og arvinger efter løftet« (Gal 3:29).
Når en mand og en kvinde bliver beseglet til hinanden, bliver de lovet disse velsignelser, ligesom Abraham blev. Velsignelserne omfatter, at de vil »komme frem i den første opstandelse; … arve troner, kongeriger, fyrstendømmer og magter, herredømmer …; og de skal passere forbi … engle … til deres ophøjelse og herlighed i alle henseender … hvilken herlighed skal være en fylde og en fortsættelse af efterkommere for evigt og altid« (L&P 132:19; se også v. 20). Under beseglingen indgår en kvinde en pagt med sin mand, og en mand indgår en pagt med sin hustru. Jordelivets opgaver bliver fælles. Ægtemand og hustru indgår begge i en præstedømmeorden, som ingen af dem kunne træde ind i, og som er nødvendig for at træde ind i den højeste grad i det celestiale rige (se L&P 131:1-4). De tjener hinanden og deres børn og tjener derved Gud. Når en mand og en kvinde besegles, indgår de pagt med Gud om at holde alle de befalinger, der har med ægteskab at gøre i den nye og evigtvarende pagt.
Elementerne i begavelsen og beseglingen stemmer overens med og forstærker alle tre aspekter af dåbspagten. Hvert aspekt af dåbspagten og begavelsespagten og beseglingspagten overlapper hinanden og forstærker gensidigt hinanden.
Vi bliver ikke på nogen måde presset eller tvunget til at forblive i et pagtsforhold med Gud, selv efter vi har valgt at indgå disse pagter. Når vi indgår i et pagtsbånd med Gud, deler vi en pagt med ham. Vi oplever og deltager sammen i pagten. Dette gælder også for en kvinde og en mand, når de er beseglet; De indgår en pagt med hinanden. Jeg mener, at det er vildledende at tro, at den ene er bundet til den anden for evigt; De er ikke slavebundet, tvunget, lænket eller under tvang. De deler og oplever derimod pagten sammen. Handlefrihed er fortsat et altoverskyggende element i evigt ægteskab. Præsident Dallin H. Oaks, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt: »Vi ved også, at [Gud] ikke vil tvinge nogen til at være beseglet i et forhold mod deres vilje. Velsignelserne ved et beseglet forhold er sikret alle, der holder deres pagter, men aldrig ved at tvinge et beseglet forhold på en anden person, der er uværdig eller uvillig.« Ingen vil blive tvunget til at leve i et ægteskab, som de ikke vælger eller accepterer, selv ikke efter en tempelbesegling.
Flere pagter binder os stærkere til Gud
Flere pagter drager os tættere på Gud og styrker vores forbindelse til ham. Formålet med disse bånd er at hjælpe os til at blive mere omvendte, trofaste og hengivne Jesu Kristi disciple. Min personlige erfaring viser, at over tid er de voksne, der er blevet døbt, har modtaget begavelsen og er blevet beseglet til en ægtefælle, mest tilbøjelige til at bevare og uddybe deres discipelskab på pagtsstien. De voksne, der er blevet døbt og har modtaget begavelsen, men som ikke er beseglet til en ægtefælle, er mindre tilbøjelige til at gøre det. De voksne, der er blevet døbt, men som ikke har modtaget deres begavelse, har mindst sandsynlighed for at bevare og uddybe deres liv som disciple. Når vi udvikler os som disciple, føjer vi begavelsens pagter til vores dåbspagt. Det binder os stærkere til Gud. Hvis velsignelsen ved at være beseglet til en ægtefælle kommer, kan pagtsbåndet blive endnu stærkere.
Husk dog, at disse faktorer ikke er afgørende. I og jeg kender personer, der ikke har modtaget begavelsen, som er bemærkelsesværdigt trofaste Kristi disciple, og vi kender dem, der er blevet beseglet til en ægtefælle, som ikke er det. Trofasthed er et individuelt valg om, hvordan vi efterlever de pagter, vi har indgået. Det stopper ikke jeres udvikling som Kristi discipel til Frelseren Ikke at være beseglet til en ægtefælle. Når I fortsat er tapre i jeres vidnesbyrd om Jesus Kristus, fortsætter jeres udvikling.
Opfordringer til dem, der endnu ikke har modtaget begavelsen
Når det er sagt, har jeg som Herren Jesu Kristi apostel opfordringer til jer alle. Min opfordring til dem, der er blevet døbt, men som endnu ikke har modtaget begavelsen, er, at I forbereder jer til og modtager jeres begavelse. Beslutningen om, hvornår man skal modtage begavelsen, er personlig og bør træffes bønsomt. Det afhænger kun af jeres handlefrihed – ingen andres. Desuden er det ikke nogen andens rolle – ledere, venner, grupper af jævnaldrende, familie eller mig – at beslutte dette for jer eller udøve urimelig indflydelse på jer, for at få jer til at gøre det. Mange af jer opfylder allerede alle kriterierne for at modtage begavelsen, hvis I føler et ønske om at modtage og ære hellige tempelpagter hele jeres liv. I Kirkens Håndbog læser vi:
»Medlemmer kan vælge at modtage begavelsen, når de opfylder alle de følgende betingelser:
-
De er mindst 18 år.
-
De har færdiggjort eller deltager ikke længere i en gymnasial uddannelse, ungdomsuddannelse eller tilsvarende.
-
Ét helt år er gået siden deres bekræftelse.
-
De har et ønske om at modtage og ære hellige tempelpagter hele deres liv.«
Fortsæt med at forberede jer, indtil I er klar. Dette omfatter at udføre slægtsforskning og kvalificere sig til at modtage og bruge en tempelanbefaling til stedfortrædende dåb og bekræftelser. Fokuser også intenst på den pagt, I allerede har indgået. Deltage samvittighedsfuldt i nadveren hver uge. Hvis I vælger at gå glip af nadvermøder, hvor I kunne deltage, bringer I jer selv i åndelig fare. Fortsæt med trofast at efterleve Jesu Kristi evangelium. Når I tager imod denne opfordring, vil I komme Gud nærmere.
Opfordringer til dem, der endnu ikke er beseglet
Lad os rette vores opmærksomhed mod dem, der er blevet døbt og har modtaget begavelsen, men som ikke er beseglet til en ægtefælle. Vi ved alle, at besegling til en ægtefælle indebærer en andens handlefrihed. Man tager ikke dette skridt alene. Min opfordring handler om, hvad I kan gøre.
Hvis I endnu ikke er velsignet med at være beseglet til en ægtefælle og det er fordi, det involverer jeres handlefrihed, så udsæt ikke at udnytte jeres muligheder. Luk ikke døren for muligheden. I maj 2023 sagde præsident Dallin H. Oaks:
»En kærlig himmelsk Fader har en plan for sine unge voksne, og en del af den plan er ægteskab og børn …
Vi råder jer til at kanalisere jeres samvær med det modsatte køn til et mønster med dating, som har mulighed for at udvikle sig til et ægteskab.«
Husk, at evigt liv ikke er et spørgsmål om gældende ægteskabelig status, men om at være discipel; det vil sige at være »tapre i vidnesbyrdet om Jesus« (L&P 76:79; se også 121:29). I får adgang til Kristi nåde gennem lydighed mod evangeliets love og ordinancer. Derudover opfordrer jeg jer til at fokusere på de pagter, I har indgået. Tag ofte til templet og deltag i slægtsforskning. Deltag samvittighedsfuldt i nadveren hver uge. Når I gør det, styrker I jeres forbindelse med Jesus Kristus (se 3 Ne 18:12-13).
Til dem, der aldrig bliver beseglet til en ægtefælle i dette liv, eller dem, hvis besegling ikke gik som håbet, så overvej dette trøstende løfte fra præsident Lorenzo Snow i 1899. Om ugifte kvinder udtalte han: »Der synes at være betydelig klagesang med hensyn til denne tilstand. Det er der ikke noget særligt behov for …[Men] nogle meget tåbelige læresætninger er blevet forelagt nogle af søstrene med hensyn til dette og andre ting af beslægtet natur … Der findes ingen sidste dages hellig, som dør efter at have levet et trofast liv, der vil miste noget som helst, fordi vedkommende ikke har gjort visse ting, når anledningen ikke er blevet givet ham eller hende … De vil få alle de velsignelser, den ophøjelse og herlighed, som enhver mand eller kvinde får, hvis de får denne mulighed … [De] vil få tilvejebragt midler, hvorved de kan sikre sig alle de velsignelser, der er nødvendige for personer i den gifte tilstand.«
Jeg føler mig nødsaget til at tilføje, at man ikke skal være besat af, om man havde muligheden for at blive beseglet til en ægtefælle og gik glip af det, eller at ens besegling i Herrens hus ikke gik, som man havde håbet. Betvivl ikke jer selv. Hans nåde er tilstrækkelig for alle. »Alt, hvad der virker urimeligt ved livet, kan blive gjort godt igen ved Jesu Kristi forsoning.« Når I tager imod denne opfordring, vil I også komme Gud nærmere.
Opfordringer til dem, der er beseglet til en ægtefælle
For dem, der er blevet beseglet til en ægtefælle, er denne besegling en milepæl i jeres liv, ikke en endestation. I må gå fremad og fokusere på de pagter, I har indgået, ligesom jeg har opfordret de andre til at gøre: Samvittighedsfuldt deltage i nadveren, komme i templet og udføre slægtsforskning. Søg derudover at blive en bedre ægtefælle ved at tilegne jer kristuslignende egenskaber. Bliv den ægtefælle, jeres ægtefælle fortjener. Hvis I er velsignet med at være forældre, så bliv den forælder, jeres børn fortjener. Når I tager imod denne opfordring, vil det også føre jer tættere på vor himmelske Fader og Jesus Kristus og styrke jeres pagtsbånd med dem.
Opfordringer til alle
Hvad enten I har indgået en eller flere pagter, så tag Frelserens advarsel til efterretning:
»Men der er mulighed for, at mennesket kan falde fra nåden og fjerne sig fra den levende Gud;
lad derfor kirken tage sig i agt og altid bede, så de ikke falder i fristelse;
ja, og lad endog dem, der er helliggjorte, også tage sig i agt« (L&P 20:32-34).
Gud indstiftede flere pagter for at velsigne os, ikke fordømme os. At fokusere intenst på de pagter, vi har indgået, og forberede os på den næste er den bedste måde at forberede os på at modtage alt, hvad vor himmelske Fader har. Det er sådan, vi »tænker celestialt«. Jeg vidner om, at Jesus Kristus kan frelse os. Han ønsker et nært forhold til jer, ja endog et pagtsforhold. Jeg beder om, at I må indgå pagter med oprigtig hensigt og lade disse pagter velsigne jer nu og ind i evighederne.