»Anmærkning af skriftsteder: Gør jeres studium bedre ved at markere, tilføje noter og linke jeres skrifter«, Det Gamle Testamente – Seminar – Lærerens hæfte, 2026
»Anmærkning af skriftsteder: Gør jeres studium bedre ved at markere, tilføje noter og linke jeres skrifter«, Det Gamle Testamente – Seminar – Lærerens hæfte
Skriftstudiemetoder: Lektion 168
Anmærkning af skriftsteder
Gør jeres studium bedre ved at markere, tilføje noter og linke jeres skrifter
Personligt skriftstudium kan hjælpe os til at udvikle et stærkere forhold til vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Anmærkning af vores skrifter (markering, tilføje noter og linke) kan hjælpe os til at være mere opmærksomme på de ord, vi studerer, og føle os tættere på vor himmelske Fader og Jesus Kristus som følge deraf. I denne lektion vil eleverne lære at skrive noter i deres skrifter på en måde, der kan hjælpe dem til at føle sig tættere på vor himmelske Fader og Jesus Kristus.
Elevforberedelse: Bed eleverne om at spørge nogle få mennesker i deres familie, menighed eller gren, hvad de har fundet nyttigt, når de har markeret skrifterne. Eleverne bør komme forberedt på at fortælle, hvad de har lært.
Mulige læringsaktiviteter
Adgang til skrifterne
Som indledning til lektionen kan I overveje at vise eller tegne en ung mand fra Det Gamle Testamente, som følgende. Fortæl eleverne, at det er en israelitisk teenager fra år 600 f.Kr. ved navn Jakob. Bed eleverne om at forestille sig, at de interviewer Jakob. Bed dem om at drøfte med en makker eller en lille gruppe, hvordan de tror, Jakob ville besvare disse tre følgende spørgsmål.
-
Hvordan blev skrifterne fremstillet i din tid?
-
Hvad måtte du gøre for at lære af skrifterne?
-
Hvordan så din omgang med skrifterne ud?
Hvis eleverne har brug for hjælp, kan I fortælle, at skrifterne i 600 f.Kr. blev indgraveret på metalplader og skrevet på trætavler eller muligvis på pergament. Jakob var sandsynligvis nødt til at rejse derhen, hvor skrifterne var tilgængelige, og lytte til nogen, der læste dem. Han lyttede måske også til folk, der fortalte det, de kunne huske efter hukommelsen.
-
Hvis Jakob interviewede jer, hvordan ville I så besvare de samme spørgsmål?
-
Hvad ville han mon tænke om jeres svar?
Hjælp eleverne til at tænke over deres unikke mulighed for at få adgang til skrifterne ved at dele følgende udtalelse.
Ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum har udtalt:
Tænk over storheden i den velsignelse det er at have Bibelen og omkring 900 yderligere sider hellig skrift, deriblandt Mormons Bog, Lære og Pagter og Den Kostelige Perle. Tænk derpå over, at de ord, som profeterne taler, når de bevæges af Helligånden under omstændigheder som disse, hvilke Herren kalder hellig skrift (se L&P 68:2-4), konstant tilflyder os … Jeg antager, at der i historien aldrig har været et folk, der har været velsignet med så stor en mængde hellig skrift. Og ikke kun det, men alle mænd, kvinder og børn kan eje og studere deres eget personlige eksemplar af disse hellige tekster, for det meste på deres eget sprog. Hvor ville det have forekommet utroligt for … de hellige i tidligere uddelinger! Naturligvis fortæller Herren os med den velsignelse, at vores behov for konstant at søge styrke i skrifterne er større end på noget tidligere tidspunkt. (»Velsignelsen ved skrifterne«, Liahona, maj 2010, s. 35)
-
Hvad gør indtryk på jer ved ældste Christoffersons udtalelse?
-
Hvilke fordele kan der være ved at have jeres eget sæt skrifter?
Overvej at vise jeres egne skrifter. (Hvis I har dem, kan I medbringe det første sæt skrifter, I ejede). I kan fortælle eleverne, hvad det har betydet for jer at have et personligt eksemplar af skrifterne i jeres liv.
Fortæl eleverne, at en af velsignelserne ved at have personlige skrifter er evnen til at lave anmærkninger i dem (markere, tilføje noter og linke vers).
-
Hvilke fordele kan der være ved at lave anmærkninger i jeres personlige skrifter?
Bed eleverne om at se efter, hvordan de bedre kan bruge deres personlige skrifter i dag ved at lave anmærkninger.
I har måske ikke tid til at undervise i alle tre metoder til at lave anmærkninger. Vælg den/dem, som I føler, vil velsigne jeres elever mest. Hvis I underviser i flere metoder, kan I først undervise i delene »Definer« og »Eksempel« i hver metode og derefter lade eleverne udføre »Øvelse« for metoderne på samme tid.
Før I introducerer metoderne, kan I overveje at vise eller skrive hele verset Moses 7:18 (eller et andet vers efter eget valg) på tavlen, så det kan markeres på forskellige måder i løbet af lektionen.
Metode: Markering af skrifterne
Definer
Markering af skrifterne er at fremhæve et ord, en vending eller et vers på, som I føler er vigtigt eller betydningsfuldt. Det kan hjælpe jer til at huske, hvad verset lærer os. Markering af skrifterne kan også hjælpe jer til at være mere opmærksom på det, I læser, hvilket kan åbne jeres sind og hjerte for en dybere forståelse af Jesus Kristus, hans lærdomme og hans tjeneres ord.
Eksempel
Overvej at bede et par elever om at komme op til tavlen for at illustrere forskellige måder, hvorpå de kan markere Moses 7:18, som vises på tavlen.
-
På hvilke forskellige måder markerer folk i deres skrifter?
Det kan gøres ved at fremhæve et vers, understrege en vending eller sætte en cirkel om et ord.
Overvej at vise videoen »A Marking System That Works for You« (1:56), hvor ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum drøfter markering af skrifterne. Efter videoen kan eleverne bedes om at tilføje flere måder at markere skriftsteder på, der ikke tidligere blev nævnt.
1:58For digitale skrifter kan I overveje at vise eleverne, hvordan de kan markere deres skrifter i forskellige farver ved hjælp af fremhævelses- og understregningsfunktionerne. Disse funktioner kan give større variation i, hvordan eleverne tilpasser deres kommentarer. Få hjælp til dette ved at klikke på de tre prikker i øverste højre hjørne af appen Evangelisk Bibliotek og derefter klikke på »Hjælp«. Der finder man en video med titlen: »Fremhæv et skriftsted.«
-
Hvilke grunde kan der være til, at I beslutter jer for at markere noget i jeres skrifter?
Øvelse
En måde at hjælpe eleverne til at øve sig på er ved at give hver elev en kopi af uddelingsarket »Øvelse i anmærkning af skrifterne«. Hvis jeres elever bruger skrifter i papirform, kan I i stedet for uddelingsarket lave kopier af en side med skriftsteder, der indeholder Salmerne 116:1-9, som eleverne kan øve sig på. Ved at give eleverne en af disse muligheder kan de prøve forskellige metoder til at markere for at se, hvordan de måske eller måske ikke ønsker at markere i deres personlige skrifter. Eleverne kan læse de første fire vers på uddelingsarket (Sl 116:1-4) ved at bruge en metode til markering og de sidste fem vers (Sl 116:5-9) ved at bruge en anden måde at markere på. Hvis eleverne bruger elektroniske skrifter, kan de læse og på forskellige måder markere de pågældende vers i Evangelisk bibliotek. I kan vise dem, hvordan de kan slette deres digitale markeringer, hvis de ønsker det efter øvelsen.
Metode: Tage noter
Definer
En anden form for anmærkninger er at tage noter.
Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret følgende om, hvordan og hvorfor vi tager noter:
At nedskrive det, vi lærer, tænker og føler, når vi studerer skrifterne, er en anden måde at overveje på og en stærk indbydelse til Helligånden om vedvarende vejledning. (»Fordi vi har dem for vore øjne«, Liahona, apr. 2006, s. 20)
Eksempel
-
På hvilke forskellige måder kan vi nedskrive det, vi lærer, tænker eller føler som en del af vores skriftstudium?
Hjælp eleverne til at forstå, at de kan skrive i marginerne i deres skrifter, i deres studiebog eller i en elektronisk note.
Vis ved hjælp af verset på tavlen, hvordan eleverne kan skrive en note i marginerne i deres skrifter. Overvej at vise et eksempel på, hvordan I har taget noter i jeres skrifter eller studiebog. I kan også vise, hvordan man tager en elektronisk note ved at bruge notefunktionen i Evangelisk Bibliotek (se »Nedskriv jeres tanker« i afsnittet »Hjælp«).
Øvelse
Hvis I brugte uddelingsarket tidligere, så bed eleverne om at vælge noget, de har markeret i Salmerne 116. Bed dem derefter om at skrive noget i marginen, som de lærte, tænkte eller følte, mens de studerede. Hvis eleverne bruger digitale skrifter, kan de tilføje en note til en af deres markeringer i de samme vers.
Hvis tiden tillader det, kan I bede eleverne om at dele det, de skrev, med klassen eller i små grupper.
Metode: Linke vers
Definer
Eftersom skriftsteder kan give forståelse eller støtte til andre skriftsteder, kan det være nyttigt at krydshenvise eller linke disse skriftsteder. Det kan gøres ved at skrive et skriftsted i marginen af et andet skriftsted. I kan også bruge funktionen »Link« i Evangelisk Bibliotek.
Eksempel
Henvis til skriftstedet på tavlen. Bed eleverne om at læse følgende skriftsted som en krydshenvisning. Hvis I vælger at sætte et andet vers på tavlen, så find et passende vers at linke til det.
Læs Lære og Pagter 97:21, og se efter, hvordan dette vers relaterer til Moses 7:18.
-
Hvorfor kan det være nyttigt at linke disse to vers sammen?
Skriv Lære og Pagter 97:21 ved siden af verset på tavlen, som om det blev skrevet i marginen af verset. For digitale skrifter kan I vise eleverne, hvordan man linker vers ved hjælp af funktionen »Link« i Evangelisk Bibliotek (se »Linkrelateret indhold« i afsnittet »Hjælp«).
Øvelse
Bed eleverne om igen at bruge uddelingsarket. Overvej i denne øvelse at placere eleverne i små grupper og bed dem om at tænke på andre skriftsteder, der vedrører det, de markerede på deres papir. Idet eleverne finder eksempler, kan de dele dem med deres gruppe og læse dem sammen. Eleverne kan derefter tilføje krydshenvisningerne i marginen på papiret eller tilføje links ved at bruge linkfunktionen i deres digitale skrifter.
Konklusion
Overvej at bede nogle frivillige om at fortælle, hvad de har lært af at øve sig i disse anmærkningsmetoder. Stil dem eventuelt spørgsmål som de følgende to. Giv udtryk for jeres påskønnelse af elevernes svar.
-
Hvordan har det at lave anmærkninger i jeres skrifter hjulpet jer til at komme Jesus Kristus nærmere i jeres personlige studium?
-
Hvilken indsigt eller færdighed har I opnået i dag, der kan hjælpe jer til at engagere jer mere meningsfuldt i skrifterne?
I kan bære vidnesbyrd om, hvordan det har været en velsignelse for jer at lave anmærkninger i jeres skrifter. Bed eleverne om at stræbe efter at føle sig tættere på vor himmelske Fader og Jesus Kristus ved at øve sig i at lave anmærkninger i deres skrifter.
Bed eleverne om at tænke over, hvor godt de gør brug af evnen til at skrive noter samt vælge en metode, de har lært, og afprøve den i deres personlige skriftstudium.