»Fokuser på Jesus Kristus i skrifterne: Se efter Frelserens egenskaber og symboler på ham«, Det Gamle Testamente – Seminar – Lærerens hæfte, 2026
»Fokuser på Jesus Kristus i skrifterne: Se efter Frelserens egenskaber og symboler på ham«, Det Gamle Testamente – Seminar – Lærerens hæfte
Skriftstudiemetoder: Lektion 166
Fokuser på Jesus Kristus i skrifterne
Se efter Frelserens egenskaber og symboler på ham
Et af de centrale formål med skrifterne er at lære os om vor himmelske Fader og Jesus Kristus. At lære om Jesus Kristus er en vigtig måde, hvorpå vi også lærer om vor himmelske Fader. Jo mere vi lærer om dem, desto mere kan vores tro på dem vokse. Hensigten med denne lektion er at hjælpe eleverne til at fokusere på Frelseren, mens de studerer skrifterne.
Elevforberedelse: Bed eleverne om at se efter indsigt om vor himmelske Fader og Jesus Kristus, når de studerer skrifterne personligt eller som familie. Tilskynd eleverne til at komme forberedt på at fortælle, hvad de har lært.
Mulige læringsaktiviteter
Formålet med skrifterne
Overvej at tegne en skydeskive på tavlen.
Bed en eller to elever om at kaste en blød genstand mod skydeskiven. Slet skydeskiven efter disse forsøg. Hvis I ønsker det, kan I bede en elev om at forsøge at ramme skydeskiven, selvom den ikke længere er der. (Dette vil resultere i nogen forvirring). I kan spørge, hvordan de har det med aktiviteten, når de ikke har en skydeskive.
-
Hvorfor er det godt at have en skydeskive eller et formål med en aktivitet?
-
Hvad er målet eller formålet med skriftstudium?
Eleverne kommer måske med forskellige svar. Hvis I ønsker det, kan I tegne skydeskiven igen og skrive nogle af de svar, eleverne kommer med om formålet med skriftstudium, inde i eller ved siden af.
Forklar, at forståelse af formålet med skrifterne kan hjælpe os i vores studium af dem.
Læs følgende udtalelse af ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum, og se efter hovedformålet med skrifterne.
Når alt kommer til alt, er hovedformålet med al hellig skrift at fylde vores sjæl med tro på Gud Faderen og på hans Søn Jesus Kristus – tro på, at de eksisterer, tro på Faderens plan for vores udødelighed og evige liv, tro på Jesu Kristi forsoning og opstandelse, som muliggør denne plan for lykke, tro til at gøre Jesu Kristi evangelium til vores måde at leve på og tro på at komme til at kende »den eneste sande Gud, og ham, [som han] har udsendt, Jesus Kristus« (Joh 17:3). (Se »Velsignelsen ved skrifterne«, Liahona, maj 2010, s. 34)
-
Hvordan vil I sammenfatte formålet med skrifterne?
Skriv følgende sandhed på tavlen: Hovedformålet med skriften er at opbygge vores tro på vor himmelske Fader og Jesus Kristus. I kan eventuelt tegne en pil fra denne sandhed til midten af skydeskiven.
-
Hvordan kan kendskab til dette formål påvirke den måde, vi studerer vores skrifter på?
-
Hvorfor kan det være vigtigt fortsat at stræbe efter at opbygge tro på vor himmelske Fader og Jesus Kristus?
Tænk over, hvad I fokuserer på, når I studerer skrifterne. Hvor godt føler I, at I fokuserer på at opbygge jeres tro på vor himmelske Fader og Jesus Kristus, når I studerer skrifterne?
Når I lærer om skriftstudiemetoder i denne lektion, så søg Helligåndens hjælp til at vide, hvordan I kan bruge disse metoder til at opbygge jeres tro på vor himmelske Fader og Jesus Kristus.
I denne lektion vil der blive drøftet to skriftstudiemetoder, der kan hjælpe eleverne til at fokusere på Frelseren. Det kan være nyttigt at forklare, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus er så fuldkomment forenet, at de egenskaber vi lærer om ved Frelseren også gælder for Faderen (se Joh 6:38; 10:30; 14:7-9). Metoderne i denne lektion vil hjælpe os til at fokusere på Jesus Kristus. Dette fokus hjælper os også til at lære om vor himmelske Fader.
For hver metode skal I definere metoden, vise eksempler på den og derefter give eleverne mulighed for at øve sig i den.
Metode: Se efter symboler på Frelseren og tænk over deres betydning
Definer
Skrifterne er fyldt med symboler på Frelseren. Et symbol på Frelseren er et objekt eller en genstand, der kan minde os om Frelserens rolle i vores liv. Gør følgende angående denne metode:
Overvej at skrive følgende trin på tavlen:
-
Se efter symboler, der minder jer om Frelseren.
-
Stil jer selv følgende spørgsmål:
-
Hvordan symboliserer dette Frelseren?
-
Hvordan hjælper det at sammenligne Frelseren med dette symbol mig til at forstå, hvordan Frelseren kan hjælpe mig?
-
Eksempel
Giv et eksempel på denne metode ved at udføre den sammen som klasse. Det kan hjælpe eleverne til at forstå, hvad den består i, og hvordan den udføres.
Gennem profeten Jeremias brugte Herren et stærkt symbol til at lære os om ham. Læs Jeremias 2:13; 17:13, og se efter et symbol på Frelseren.
-
Hvordan kan dette være symbol på Frelseren (en kilde med levende vand)?
Hvis eleverne har svært ved at svare, kan I stille nogle af følgende spørgsmål:
-
Hvad kan vand bruges til? (Slukke tørsten, hjælpe os til at leve, rense og forfriske). Hvordan svarer Frelseren til vand på disse måder?
-
Hvordan er Frelseren lige så vigtig som vand? Hvorfor har vi brug for ham lige så ofte, som vi har brug for vand?
-
Hvorfor mon Herren har sammenlignet sig selv med en kilde med vand frem for en sø eller en anden kilde?
-
Hvordan hjælper det at sammenligne Frelseren med dette symbol jer til at forstå, hvordan han kan hjælpe jer?
-
Øvelse
Giv eleverne mulighed for at øve denne metode på egen hånd eller i små grupper, hvis I føler, at det vil gavne dem. I kan lade eleverne vælge et af skriftstederne nedenfor eller andre, som I udvælger.
Læs et af følgende skriftsteder. Find et symbol på Frelseren, og stil jer selv de to spørgsmål på tavlen.
2 Samuel 22:2-4
Esajas 25:4 (Bemærk: Ordet du henviser til Herren).
Malakias 3:2-3
Bed eleverne om at fortælle, hvad de fandt frem til. Se efter, hvordan I kan takke og rose dem for deres indsats. Hvis eleverne kæmper med det, så fortæl dem, at det er i orden. Disse metoder kræver øvelse.
Metode: Se efter, hvad vi kan lære om Frelseren af hans handlinger og ord
Definer
Vi kan også fokusere på Frelseren, når vi studerer skrifterne, ved at se efter hans handlinger og ord. Vi kan derefter tænke over, hvad vi kan lære om ham af hans handlinger og ord, og hvordan det, vi lærer om ham, kan hjælpe os i vores liv.
I kan eventuelt vise følgende trin på tavlen, som eleverne kan følge.
-
Se efter Frelserens ord og handlinger.
-
Stil jer selv følgende spørgsmål:
-
Hvad lærer disse ord og handlinger mig om Frelseren?
-
Hvordan hjælper disse ord eller handlinger mig til at forstå, hvordan Frelseren kan hjælpe mig i mit liv?
-
Eksempel
Vi kan lære om Frelseren ved at studere beretningen om Shadrak, Meshak og Abed-Nego. Disse tre retfærdige mænd blev kastet i en brændende ovn, fordi de nægtede at tilbede den guldstøtte, som kong Nebukadnesar lod bygge (se Dan 3:13-22).
Overvej at forklare eleverne, at de sommetider bør læse omhyggeligt og se efter, hvad Herren sagde eller gjorde. Følgende vers er et eksempel.
Læs Daniel 3:23-25, og se efter, hvad Frelseren gjorde i disse vers.
Overvej at vise billedet »Shadrak, Meshak og Abed-Nego i den gloende ovn«.
Hvis det er nødvendigt, kan I forklare, at enten Frelseren eller et himmelsk sendebud, som han sendte, stod sammen med Shadrak, Meshak og Abed-Nego i ovnen.
-
Hvad lærer denne handling jer om Frelseren?
-
Hvordan hjælper denne handling mig til at forstå, hvordan Frelseren kan hjælpe mig i mit liv?
Af denne oplevelse lærer vi, at Herren vil støtte os i vores prøvelser (se også Alma 36:3, 27; L&P 3:8; 24:8).
Øvelse
Øv jer i denne metode ved at læse et af følgende vers og se efter, hvad Herren sagde eller gjorde, og stil derefter jer selv de to spørgsmål, der ledsager denne metode.
2 Mosebog 14:21-22, 30. Israelitterne var fanget mellem den egyptiske hær og Det Røde Hav.
1 Samuel 16:6-7. Samuel forsøgte at finde den næste konge af Israel.
Esajas 1:16-18. Israels folk var faldet i synd.
Esajas 53:3-5. En profeti om Frelserens forsoning.
Bed eleverne om at fortælle, hvad de fandt frem til. Hvis det er nyttigt, så spørg: »Hvordan kan kendskab til denne egenskab hos Frelseren hjælpe jer til at udøve tro på ham?«
Konklusion
-
Hvordan kan disse metoder hjælpe jer i jeres skriftstudium?
Afslut ved at dele jeres egne tanker om Frelseren og disse metoder. Bed eleverne om at se efter, hvordan de kan anvende disse metoder i deres skriftstudium. De kan for eksempel føre en studiebog med det, de lærer om vor himmelske Fader og Jesus Kristus.